(Kæmpe spoileradvarsel: Læs først med, når du har set ’No Time to Die’)
Selvom det på forhånd stod klart, at ’No Time to Die’ ville sætte punktum for Daniel Craigs tid som James Bond, var det nok de færreste, der havde troet, at den ville gøre det så definitivt.
I spionbragets stort anlagte finale viser det sig, at Bond ikke har i sinde at undslippe det missilangreb, han selv har beordret mod Safins (Rami Malek) private ø for at tilintetgøre superskurkens biokemiske våben.
Safin har nemlig udsat 007 for en gift, der gør, at han aldrig vil kunne røre sin store kærlighed, Madeleine Swann (Léa Seydoux), og deres datter Mathilde uden at slå dem ihjel. Frarøvet sin sidste mulighed for at leve et lykkeligt liv beslutter agenten at ofre sig selv for sin familie og verdensfreden ved at blive på øen og sikre, at missilskjoldene forbliver desarmeret.
Den tårevædede slutning sætter trumf på de seneste fem films opbygning og udvikling af en mere menneskelig, sårbar og fatalistisk Bond, der trods sine mange godhjertede forsøg bogstavelig talt ødelægger alt og alle, han rører ved – ude af stand til at undslippe sin traumatiske fortid.
Alligevel står finalen som ekstra radikal, fordi det er første gang nogensinde, at James Bond definitivt dør – i Ian Flemings bogforlæg såvel som de resterende 24 film.
For selvom jeg hjertens gerne ville tro på, at Q har nået at opfinde et usynligt, missilbeskyttende panser til 007, efterlader slutningen ikke den store tvivl om, at James Bond, som vi kender ham, er fortid – også selvom vi ikke ser selve dødsøjeblikket. Selv ikke Bond kan vel for pokker overleve at få adskillige missiler direkte i hovedet.
Men hvad betyder karakterens død så for franchisens fremtid?
James (!) Bond vender tilbage
Efter rulleteksterne proklamerer filmen, at »James Bond will return«, og det er da også svært at forestille sig, at en af de mest ikoniske og højtelskede karakterer nogensinde vil blive lagt på hylden.
Skaberne har da også været ude at sige, at jagten på en ny Bond-skuespiller sættes i gang allerede næste år. Så fortvivl ej, James Bond vender helt sikkert tilbage.
Figurens død skal derfor nok nærmere fortolkes symbolsk: Nu er tavlen vasket fuldkommen ren, så filmskaberne for alvor har frie tøjler til at bringe den legendariske spion helt ind i det 21. århundrede.
Det efterlader dog stadig en række store spørgsmål:
Vil skaberne bruge den definitive slutning som anledning til at lave et mere markant reboot end tidligere i filmserien, hvor de forskellige Bond-skuespilleres exit og entre ofte er gået mere eller mindre ukommenteret hen i filmenes univers?
Vil de nulstille franchisen fuldkommen og dermed vinke farvel til det nuværende MI:6-hold? Og vil den forhistorie, Craig-æraen har bygget op med Vesper Lynd og Bonds barndomstraumer, nu være en del af den officielle kanon og danne baggrund for fremtidige fortolkninger af karakteren? Eller bliver arrene på sjælen vasket væk – og eventuelt genfortalt i nye Bond-installationer?
Det er umiddelbart svært at forestille sig, at Bond-franchisen i fremtiden kommer til at læne sig op ad eksempelvis ’Spider-Man’-filmene, der over de sidste 19 år er blevet nulstillet hele tre gange og i de første to tilfælde har gentaget den samme origin story med helt nye casts og få fortællemæssige variationer i den overordnede udvikling af karakteren.
Men måske Bond-overhovederne vil lade sig inspirere af Tom Hollands version, der forudindtager, at publikum i forvejen kender tilblivelseshistorien godt nok til, at den kan ligge uden for selve fortællingen.
Mulighederne er mange – og de vokser kun, hvis man også overvejer, at hovedfortællingen kan knopskyde med uafhængige spinoffs og prequels, som udvider universet.
Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Bond er mere udfordret af den massive konkurrence fra andre franchises end nogensinde før. Vi befinder os trods alt i en tidsalder, hvor diverse superheltefranchises – særligt Marvel – har været bannerførere for mere serielle, langvarige plotbuer, som holder mange millioner klinet til både lærredet og skærmen på tværs af talrige film og serier.
Det forandrede blockbusterlandskab kalder i sig selv på, at filmskaberne bliver ved med at forny karakteren for at sikre 007’s fremtidige relevans, hvilket de da også har gjort med de seneste fem film.
Her blev der opbygget et dødsensalvorligt, sammenkædet univers, der udvikler den ikoniske karakter ved at trække tråde til Bonds barndom og smertelige tab i ’Casino Royale’. Indsatsen har som resultat været højere end nogensinde før, hvilket har stået i kontrast til de mere klassiske Bond-film, som ikke altid har taget sig selv helt lige så alvorligt.
Men det gør også, at filmserien nu skal betræde ny grund. For hvordan kommer man videre fra en stor seriel plotbue, som har sendt Bond på en eksistentiel rejse fra klassisk machomand til en sårbar eksistens med ar på sjælen og et komplekst følelsesliv?
Den store udfordring
Craigs inkarnation af Bond har banet vejen for et opgør med en række bedagede 007-karaktertræk, som vil kunne tages skridtet videre med en ny skuespiller i smokingjakken.
Ben Whishaw, der har spillet Q siden ’Skyfall’, har i en nylig udtalelse også peget på, at den retning vil være naturlig at videreføre – eksempelvis ved at caste en homoseksuel skuespiller i rollen. Ikke fordi castingen skal ændre på selve karakterens seksualitet, men mere for at signalere en ny tid for karakteren og det massive fanunivers omkring Bond.
Før filmens premiere blev det desuden diskuteret, om filmskaberne ville erstatte James Bond med en kvindelig 007 – et rygte, der kun tog til i styrke, da det viste sig, at Lashana Lynch rent faktisk skulle spille en MI6-agent, som har overtaget Bonds 007-rygmærke i kølvandet på hans pension fra Hendes Majestæts tjeneste.
Når man har set ’No Time to Die’, står det dog klart, at det ikke er den vej, producenterne har tænkt sig at gå. At de specifikt skriver, at James Bond vil vende tilbage, understreger, at karakteren forbliver en mand. Både Craig og producerne har desuden fastslået, at Bond ikke bør blive spillet af en kvinde, da man i stedet bør fokusere på at skabe nye, interessante roller til kvinder.
Og så bliver det også entydigt sagt i ’No Time to Die’, at 007 i virkeligheden bare er et tal, og – mellem linjerne – at det dermed er Bonds ånd, som er franchisens varemærke. Den kan man ikke lige sådan erstatte, men man kan nyfortolke hans grundessens og trække figuren i nye retninger.
At selve hovedfortællingen om James (!) Bond skal finde en ny form post-Craig, er der dog ikke den store tvivl om, hvilket slutningen for alvor stadfæster.
Udfordringen for producenterne bliver således at forsøge at bibeholde de centrale karaktertræk fra den klassiske Bond, samtidig med at de gør ham konkurrencedygtig i en ny (politisk) virkelighed.
En ny epoke?
En måde at forny universet på kunne være gennem spinoffserier, der kan supplere kanonfortællingen. Eksempelvis om forfriskende nye karakterer á la Lashana Lynchs MI6-agent Nomi, som sagtens ville kunne bære sin egen fortælling.
Følger man Marvel-modellen kunne spinoff- eller standalone-serier og -film om klassiske karakterer á la Felix Leiter, Q og Moneypenny eller MI6 som institution ligge lige til højrebenet. Eller hvad med en film/serie om Bonds nye arving, Mathilde?
DC har om noget bevist – godt nok med blandet held – at man sagtens kan lave uafhængige serier, der ikke nødvendigvis spiller ind i kanonfortællingens overordnede plotbue. Tænk bare på ’Joker’ og den kommende ’The Batman’, der udspiller sig uafhængigt af hovedfortællingen – sågar med helt andre skuespillere i begge titelroller.
Amazon, der for nyligt smed svimlende 4,5 milliarder dollar efter selskabet MGM, som ejer distributionsrettighederne til Bond, vil utvivlsomt være glade, hvis den lukrative Bond-franchise bliver udvidet. Men hvor meget de kan presse producenterne Michael Wilson og Barbara Broccoli, der har udtalt, at filmenes fremtid fortsat er i biograferne, er uvist.
Producenterne skal naturligvis ikke bare lade sig lokke af pengene og udvande det legendariske og højtelskede univers, bare fordi medievirkeligheden har ændret sig. Hvis Bond-foretagendet skal lykkes i fremtiden, skal de stadig være loyale over for forlæggets arv og identitet – uden at det dog behøver lægge dem i kreativ spændetrøje.
Den radikale afslutning på ’No Time to Die’ vidner om noget om, at skabernes ambitioner er at rive tæppet væk under det velkendte og lægge op til en ny epoke. Hvorfor skulle de ellers gå til yderligheder for at bryde traditionen?
’No Time to Die’ kan ses i biograferne.