’Overleverne’: Komiske skuespilpræstationer bærer TV 2’s kræftserie
Wellness-fortællingernes sommer er åbenbart ikke helt forbi endnu. Det er et stykke tid siden, mange begejstredes over komedieperlen ‘The White Lotus’, mens hypen over Amazons ‘Nine Perfect Strangers’ udeblev.
Men nu melder TV 2 Play sig så på banen med en ensemblekomedie på kursusophold, hvor de følelsesmæssige skeletter vælter ud af skabene på de arme deltagere.
‘Overleverne’ handler om mødet mellem otte raskmeldte cancerpatienter, der indlogerer sig på kursus-Danmarks svar på et luksusresort – et uspecificeret Comwell-hotel – for at tilbringe fem dage i mental efterbehandling for at være gået i stå i livet efter endt sygdom.
Castet er i top med overbevisende komiske præstationer, som for det meste også nuanceres, når alvoren kommer på bordet, og kræftfortællingerne, der holder dem tilbage, åbenbares.
Hvilket de hurtigt gør. For kurset ledes af kræfttraumebehandlingens Indiana Jones i form af psykologen Marlene, (Marie Askehave), der tror på kroppen først-behandling og hurtigt får rystet gruppen sammen med en fingeret kollektiv nærdødsoplevelse, da kursets sentankomne coach (og ex-stuntmand) Rasmus giver den som spøgelsesbilist og næsten-kolliderer med deres bus.
De drastiske metoder er effektive, og knap har deltagerne tjekket ind, før de bliver sendt på overlevelsestur, hvor de ellers fastlåste postkræft-psyker rørende hurtigt begynder at dele erfaringer på kryds og tværs.
Kirsten Lehfeldt er iført tung grå paryk som Inge Lise. En tilbageholdende kvinde med ægteskabsvanskeligheder, der overraskende nok bonder med såvel unge Simone (Katinka Lærke Petersen) – en rapkæftet wannabeverdenskvinde der er blaffet fra Esbjerg – og unge Benjamin, gruppens yngste og mest apatiske medlem, der for det meste har travlt med at blive skæv på, hvad end han har til rådighed.
Komedien får fuld smadder hos Jacob Lohmanns Steen. En flirtende 51-årig friskfyrstype, hvis stamina lader til at være blevet radioaktiv under kemoen. Hans roommate Anders når knap nok ind ad døren på værelset, før Steen har tyret en dåseøl hans vej, bifaldet hans hjemstavn Odense med et eviggladt »fed by« og udset ham som wingman.
Lohmann er i konstant hopla med store komiske armbevægelser, og hans timing gør det let at grine af det ustyrlige midaldrende mandeego, som ikke engang prostatakræft kan slå skår i.
Ari Alexander fra ‘Alfa’ og ‘Limboland’ er forrygende som Troels fra Tønder af, der fåmælt fylder i rummet eller lister underspillede sønderjyske kommentarer ind i overlevercirklens fuglerede af krøllede selvbilleder. Sebastian Jessen gør det godt som 35-årige Anders, der trods en veltrænet og velklædt krop tydeligvis har fået tappet livsglæden ud af sig grundet gammelmandsdiagnosen tarmkræft i en uhørt ung alder.
Satiretalentet Stine Rosenfeldt Bjerregaard (‘Pleaser’) har en af sine første større mainstreamroller og leverer en elskelig klovneperformance som den unge kvinde Katrine, der ikke dur til andet end at konstant snakke om sin hudkræftsdiagnose, velvidende at »det er de færreste på hendes alder, der gider snakke om hudkræft hele tiden«.
Værre står det til med kendiskorrespondenten Naja (Jeanett Albeck). Hendes modvillighed er overgjort, og samtidig kommer den ellers talentfulde teaterskuespiller ingen vegne med pinlige cool girl-replikker, der altid er en ledsætning for lange: »Jeg er Københavns Hovedbanegård – der er trængsel«.
Det er heldigt, at ensemblecastet som helhed fungerer. For hvor humoren redder det til tider haltende manuskriptarbejde blandt overleverne, er der ikke meget at grine af blandt de tre ledere, hvor en klichéfyldt studieromance og decideret utroværdig psykologisk praksis forstyrrer.
Som da Marlene tilsyneladende kompetenceløst undrer sig over de suicidale tendenser hos en af overleverne: »Jeg forstår det ikke, han overlever cancer, og så prøver han at tage sit eget liv?«. Sagde ingen psykologuddannet leder af et kræftoverleverkursus forhåbentlig nogensinde. Hvilket virker sært, da Kræftens Bekæmpelse har medfinansieret projektet.
I sidste ende er ‘Overleverne’ mere underholdende end rørende, da det ellers interessante postkræft-plot mangler dybden til at løfte sit ellers hyggelige karaktergalleri ud af et stereotypisk maleri af den velkendte stolecirkelterapi-formel.
At se ‘Overleverne’ føles som at være på en lejrskole, hvor traumerne er pakket allernederst i rygsækken. Men i sine stærkeste øjeblikke formår serien alligevel at balancere humor og sygdomstraumer på seværdig vis, så alle kan være med.
Kort sagt:
Som kræftskildring balancerer ‘Overleverne’ til tider for tæt på pamfletfornemmelserne, men hvad serien savner i dybde, leverer den i godt selskab.