Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2021: Fra det drønsjove til det rørende

En ny årgang lovende filmskabere er dimitteret fra Den Danske Filmskole, og deres afgangsfilm, der alle kan ses på DR TV, tegner godt for dansk films fremtid.
Den Danske Filmskoles fiktionsfilm årgang 2021: Fra det drønsjove til det rørende
'Adjø'. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Adjø’

5 stjerner

Charlotte Brodthagens rørende og psykologisk skarpe mor-datter-film ‘Adjø’ befinder sig i den dramatiske og hverdagsrealistiske ende af spektret blandt årets afgangsfilm, dog ikke uden humor.

Nanna og hendes mor Claudia (Stine Stengade) er taget på weekendtur til Vadehavet, men med forskellige dagsordener. Claudia er uhelbredeligt kræftsyg, men vil ikke tale om det. Hun vil helst gøre normale ting, hygge sig med feriebolignaboerne og spille kasino.

Nanna derimod ser turen som en mulighed for at bonde med sin mor og tale dybdegående om fortid og fremtid. Hendes ihærdige indsats for at drage omsorg for sin mor og skabe mindeværdige oplevelser bliver mødt af kolde afvisninger.

Der er både akavet humor og smerte i mor og datters sammenstød og forskellige følelsesmæssige behov. Deres kærlige, men betændte forhold føles enormt autentisk, og især den nyuddannede skuespiller Anne Laybourn gør stort indtryk i sin fintfølende formidling af Nannas følelser af både ansvar, sorg og svigt.

‘Adjø’ er årgangens mindst kunstnerisk sprælske, men til gengæld mest rørende, vedkommende og formfuldendte film. Charlotte Brodthagen virker som en sikker aftager til den gode danske dramatradition, og jeg glæder mig allerede til hendes første spillefilm.

‘Hullet’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Hullet’

4 stjerner

Christoffer Evan Ansels absurde komedie ‘Hullet’ tackler på original vis ungdomsoprør med sin symbolske historie om en far (Anders Mossling) og hans voksne søn, Elias (Elias Budde Christensen), der hver dag graver jord op fra marken for at udfylde et stort hul i stuen. Næste dag er hullet tomt på ny, og de to mænd må på den igen. Det daglige arbejde rundes af med rituel afvaskning og middag i pænt tøj til fuglefløjt samt inspektion af armmuskler.

Mens faren trives med Sisyfos-arbejdet, begynder sønnen at stille spørgsmål ved den meningsløse rutine. Især takket være en deadpan-underspillet Anders Mossling er det sjovt at se faren roligt, men bestemt slå sønnens oprør ned: Har han knækket sin spade, må han grave med hænderne. At lade være med at grave er ikke en mulighed i farens verden, og han bliver stadigt mere frustreret over, at sønnen udfordrer hans verdensbillede, der både bygger på gammeldags maskuline dyder og ukritisk vanetænkning.

‘Hullet’ er lidt tung i symbolikken og forudsigelig i historiens gang, men den enkle idé fungerer både i kraft af sin syrede humor og eksistentialistiske samfundskritik.

‘Frie mænd’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Frie mænd’

5 stjerner

Islandske Óskar Kristinn Vignisson tager med den ligeledes sorthumoristiske buddy-komedie ‘Frie mænd’ også fat i en eksistentiel (maskulinitets)krise og hamsterhjulkritik. Vennerne Emil (Anton Hjejle) og Daniel (Nicolai Jørgensen) arbejder på en fiskefabrik i en lille havneby. Mens tilbageholdende Emil er fint tilfreds med rutinen, hungrer storskrydende og dominerende Daniel efter noget mere.

Da deres lyssky chef (Søren Malling) giver dem en ekstratjans med at reparere et toilet, der deles af en stor gruppe udenlandske arbejdere i en uhumsk lagerbygning, ser specielt Daniel en chance for at udrette noget større. En helteagtig dåd, ser han ligefrem sin gerning som, da vennerne i en ret sjov slapstick-scene tager kampen op imod det stædigt stoppede toilet, mens arbejderne kigger fascineret på.

Operationen går dog ikke som forventet, og da vennerne får ørene i maskinen hos chefen, må de tage både deres liv og deres venskab til revision. Skal de blive og æde undertrykkelsen eller gøre oprør? Er frihed lig med penge og ingen forpligtelser, eller er det i virkeligheden mere frit at have en tryg base? Er græsset altid grønnere på den anden side, og hvad vil det egentlig sige at have det godt?

Det er nogle af de spændende spørgsmål, filmen tager op midt i sit uforudsigelige genreblandende plot, ømme venskabsskildring og surrealistiske humor. Filmens styrke ligger først og fremmest i de skarpe replikker, timingen og kemien mellem Anton Hjejle og Nicolai Jørgensen – et komisk og følsomt stortalent, der blandt andet har gjort sig bemærket som Fnuggi i ‘Doggystyle’ – der gør vennernes strabadser overbevisende og vedkommende.

Filmen er udtaget til konkurrencen for filmskolefilm, ‘Cinéfondation’, i Cannes, og det er derfor rimeligt at have høje forventninger til Vignissons videre karriere.

‘Madtanterne’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Madtanterne’

5 stjerner

I et stærkt komediefelt var Lars Vegas ‘Madtanterne’ den film, jeg grinede højest af.

Filmen, der foregår på en svensk folkeskole, følger den livstrætte, kyniske og alkoholiske kantinedame Gunilla (Katarina Lundgren-Hugg) og hendes mere positive og åbne kollega Annica (Karin Lithman). Det umage makkerpar holder sig for sig selv, fordi de føler sig set ned på i lærergruppen. De deler en foragt for elever og lærere, der smider mad ud og fører et nøje regnskab over skolens syndere. 

Højt på Gunillas hadeliste er også praktikanter i køkkenet, så hun er mildt sagt skeptisk, da skolens rektor tildeler dem tre styks fra kommunen. Det hjælper ikke, at den ene er blind, den anden er stum, og den tredje kun taler om biler. Men da hun finder ud af, at de ligesom hun også hader kommunen, begynder hun modvilligt at holde af dem.

‘Madtanterne’ er drønsjov med sin sorte deadpan-humor og kantinedamernes politisk ukorrekte brug af øgenavne og had til alt og alle. Men den skildrer også med rørende følsomhed, hvor bitterheden og kynismen kommer fra. Med sine 70 minutter føles filmen lovlig lang. Til gengæld skaber den en tilfredsstillende, troværdig og afrundet karakterudvikling.

‘100 % flået kærlighed’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’100 % flået kærlighed’

2 stjerner

I Malte Saxers bergmanske parforholdskammerspil, der har manuskript af Anna Juul fra ‘Den Korte Radioavis’ og ’Min kamp’, udvikler kærlighedsforholdet mellem en ung mand (Besir Zeciri) og en kvinde (Maria Cordsen) sig til en åben krig i et klaustrofobisk fyrtårn. Da Kvinden (som hun højstemt hedder i credits) annoncerer, at hun ikke elsker Manden og er i tvivl om, hvad hun vil, indleder de et mærkeligt magtspil, der involverer morgenmad, hotdogs og toiletbesøg for åben dør.

Der er glimt af humor, som da Kvinden citerer Nik og Jay i sine kærlighedserklæringer og i begyndelsen gør sig anstrengelser for at skjule lyden, når hun skider. Men desværre er størstedelen af den 50 minutter lange film selvhøjtidelig og utroværdig. Parrets konflikt, samtaler og dialog virker enormt konstrueret, og man forstår aldrig helt, hvorfor karaktererne på et øjeblik går fra forelskelse til foragt.

At det er Kvinden, der gør tingene unødigt besværlige og spiller spil, mens Manden er ligefrem og ukompliceret og først tvivler på forholdet, da Kvinden udtaler sin utilfredshed, bunder måske nok i en sand tendens, men er også en lidt træt kliché. De to skuespillere gør det dog fint.

‘Katastrofer’. (Foto: Den Danske Filmskole)

’Katastrofer’

5 stjerner

Vi har længe haft et godt øje til instruktør Tone Ottilie her på Soundvenue. At hendes afgangsfilm har Clara Mendes, der stod bag webserieperlen ‘Sex’, med som manuskriptforfatter har kun hævet forventningerne. ‘Katastrofer’ skuffer ikke, selvom den ikke er helt på højde med instruktørens kortfilm ‘Babylebbe’. Men Ottilie fortsætter med sikker hånd, poetisk flair og stor indlevelse sin udforskning af ungdommelig usikkerhed og den svære (queer-)kærlighed.

Liv (Boy Ewald) er startet i gymnasiet, men har svært ved at tage del i fællesskabet, fordi hun lider af svær OCD. Det bliver især udfordrende, da hun indleder en flirt med sin cool klassekammerat Anna (Anna Zerbib Streitz fra ‘Babylebbe’). For det er svært at kysse nogen, når man er rædselsslagen for bakterier og får voldsomme syn af maddiker ved den mindste berøring.

Filmen blander fint sin seriøse behandling af psykisk sygdom med boblende teenageforelskelse og endeløse sommeraftener og den nødvendige frigørelse fra en velmenende, men overbeskyttende far (Jens Albinus). Tone Ottilie har et stort talent for at skildre ungdomslivet troværdigt og solidarisk, og jeg håber, at hun kommer ud og sparker liv i den halvdøde danske ungdomsfilm.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af