Vejrmelding: Chance for humor i dansk film

Der er håb om en Generation Sjov i dansk film. I hvert fald at dømme ud fra årets fiktionsafgangsfilm fra Den Danske Filmskole, som nu kan ses på DR.
Vejrmelding: Chance for humor i dansk film
'Hullet'. (Foto: Den Danske Filmskole)

KOMMENTAR. Jeg føler mig allermest knyttet til dansk film, når dansk film får mig til at grine.

Det er muligvis et kontroversielt udsagn, et par uger efter en af alletiders mest anmeldernedslagtede danske film, komedien ’Centervagt’, har haft premiere.

Og det lyder måske mærkeligt, når en række af mine favoritfilm fra hjemstavnen de seneste år, fra ’Dronningen’ til ’Holiday’, ’Underverden’ og ’Den skyldige’, ikke haft mange gran af humor i sig.

Men det skyldes nok, at af alle filmiske tonarter er humoren den, der rejser dårligst. Ofte kan meget lokale film og serier blive flotte successer i andre lande, men lige netop komedier og komedieserier må ofte nøjes med det hjemlige publikum. Vores sorthumoristiske nationalskatte fra Anders Thomas Jensen, som ’Blinkende lygter’ og ’Adams æbler’, er der for eksempel ingen, der kender i udlandet – og det var først, da han med ’Retfærdighedens ryttere’ lavede en film med klare thrillerelementer og fik hjælp af Mads Mikkelsen-effekten fra ’Druk’, at han for alvor blev opdaget som instruktør i USA.

Meget kan gå tabt i oversættelsen, og ofte falder det, man synes er sjovt i Frankrig eller Sydkorea, til jorden i Skandinavien. Megen komik står og falder med små nuancer i sprog og adfærd. Og af samme grund kan komik på ens eget sprog indimellem være særligt tåkrummende: Når man kan høre det mindste antræk til overspil eller forcering, står man øjeblikkeligt af.

Men når danske film så til gengæld rammer humoren på kornet, føler jeg endnu stærkere, at filmene rammer noget særligt lokalt – og der er som bekendt ikke noget mere fællesskabsopbyggende end at dele et sæt koder, som ingen uden for gruppen forstår.

Når perifere familiemedlemmer i ’Festen’ klager over både varmen og air conditionen i bilen, og der er lange goddav-mand-økseskaft-samtaler over bordet om, hvorvidt suppen er lavet på hummer eller ej, er det satire over en dansk brokke- og suppe-steg-is-kultur, som udenforstående formentlig vil have sværere ved at se det sjove i.

Og på den måde elsker jeg også, når dramatiske film som ’Druk’, ’En frygtelig kvinde’ og ’En helt almindelig familie’ krydrer deres ellers alvorlige historier med lattervækkende kolorit, eller når ’Ditte & Louise’ og ’Den tid på året’ udstiller vor nations selvbedrag og hykleri i veloplagte komedier med alvorlige undertoner.

Alligevel er min fornemmelse, at humor stadig er en undervurderet valuta i dansk film. Når vi over det seneste år har endevendt ’Druk’ forfra og bagfra, har de eksistentielle og alkoholrelaterede temaer domineret – mens det kun flygtigt er blevet bemærket, at humoren er en af filmens fremmeste kvaliteter.

Trier viser vejen

Det kan virke paradoksalt, når også vor filmkunstner numero uno, Lars von Trier – som akademikere og cineaster kan bruge uger på at dissekere – altid (og i særdeleshed efter ’Dancer in the Dark’) har markeret sig som en af vores store humorister.

Fra sydende satire i ’Riget’ til det rene slapstick, når Alexander Skarsgård bakker ud ad en snæver vej med en limousine i cirka lige så lang spilletid, som verden er ved at gå under i ’Melancholia’.

Denne generelle undervurdering af komikkens kunst har den bivirkning, at unge instruktører og manusforfattere nogle gange har så travlt med at demonstrere deres filmkunstneriske gravitas, at man skal kigge langt efter noget at le af.

‘Frie mænd’. (Foto: Den Danske Filmskole)

Men der er noget under opsejling, hvis man kan bruge det nye kuld afgangsfilm fra fiktionsinstruktørerne og manuskriptforfatterne på Den Danske Filmskole som nogen form for målestok.

På tværs af de seks film er der simpelthen mere humor end i nogen filmskoleårgang, jeg kan mindes.

Flere af filmene spiller langt hen ad vejen som rene komedier.

I ’Frie mænd’, der er udtaget til Cannes-festivalen, får den islandske instruktør Oskar Kristinn Vignisson skøn sort komik ud af absurde scenarier, hvor vores to hovedpersoner skal prøve at imponere chefen ved at reparere et toilet, der flyder over med pis og lort. Efter den ene, spillet af Nicolai Jørgensen med velsignet timing, har kæmpet med en svaber i en sekvens som taget ud af Gøg & Gokke, foretager filmen et overraskende klip: Til den flok gæstearbejdere, der måbende ser til, mens de to storskrydende danskere kæmper forgæves mod kloakkens efterladenskaber.

»Hej Fisse-Åke«

Er ’Frie mænd’ beslægtet med Coen-brødrenes deadpan, er komikken i ’Hullet’ så absurd, at man kommer til at tænke på den græske mester Yorgos Lanthimos iblandet en god gang Sartre’sk eksistentialisme. Filmen følger en far og en voksen søn, der hver dag går ud på marken for at grave jord op, som de bruger til at fylde et stort sort hul midt i deres dagligstue. Om aftenen tager de fint tøj på og lytter til fuglefløjt, mens de spiser. Efterfulgt af dans og muskelmåling – før næste dags hulfyldningsdont.

Særligt Anders Mossling som faren med de strikse ideer om en meningsfuld tilværelse afføder grin efter grin, og filmen udvikler sig i en mere og mere barok retning, der aldrig forlader den underlæggende skæve vinkel.

I ’Madtanterne’ mærker man den urkomiske grundtone, inden første billede overhovedet er løbet over skærmen. På lydsiden hører vi en kantinedame spørge skoleeleverne én efter én, om de vil have tre eller fire flæskeboller – mens tallerkenlyd og klasket fra maden, der øses op, er vidunderligt timet til creditlistens rytme. Derefter falder filmens første replik fra en dreng, der råber »Hej, Fisse-Åke« hen over kantinen, før den mavesure kantinedame i centrum, Gunilla, kalder selv samme Åke ud over for sin kollega: »Den lille nazist-bøsse smed fire fiskepinde ud i sidste uge«.

’Madtanterne’ er godt nok mere svensk end dansk – sproget er svensk, med svenske skuespillere og instrueret af svenske Lars Vega – men nu hvor det er en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, skal det ikke forhindre mig i også at spore opløftende takter her. Det er en ret uimodståelig komedie om Gunilla, der modvilligt får tre meget specielle praktikanter i sin køkkenfold – den blinde Ylva, den bilfanatiske Sven og den stumme, dårligt gående Jimmy – og i de trøstesløse tableauer mærker man tydeligt arven fra Sveriges største filmhumorister, Roy Andersson og Ruben Östlund.

‘Madtanterne’. (Foto: Den Danske Filmskole)

Charlotte Brodthagens ’Adjø’ lever også på en fin bittersødme i historien om en datter, der febrilsk prøver at skabe en mindeværdig ferie ved Vadehavet med sin kræftsyge mor, der stritter imod ethvert tiltag til dybe samtaler. Særligt de småbøvede bemærkninger fra to ældre logerende i feriekomplekset sørger for forløsende grin.

’Tone Ottilies ’Katastrofer’ om en ung pige, hvis OCD står i vejen for muligheden for intimitet, er måske ikke direkte lårklaskende, men har alligevel et lunt nærvær mellem de to piger i fokus.

Og selv årgangens mest højtidelige film, ’100 % fået kærlighed’ med Besir Zeciri og Maria Cordsen, indfletter fin humor i en ellers lidt navlepillende historie om et kærestepars op- og nedture i deres klaustrofobiske hjem i et fyrtårn (!). Vi ser for eksempel, hvordan den unge kvinde i starten gør sig stort besvær med at skjule det over for sin nye forelskelse, når hun skal skide. Senere i forholdet giver hun den fuld skrald for åben dør.

Rasmus Bjerg i vildmarken

Det lover alt i alt godt for en kommende generation af filmskabere, hos hvem komikken er en fast følgesvend, der får dramaets tangenter til at spille stærkere.

Og også i biografårets kommende danske spillefilm vil unge talenter markere sig i denne ånd. Lisa Jespersens ’Hvor kragerne vender’ om en snobbet forfatterspire, der vender hjem til sin landmandsfamilie i provinsen, satiriserer over selvtilfredse københavnere, mens Jesper Groth og Adam Ild Rohweder bringer varm komik til den jyske lokalbefolkning uden at forfalde til udtrådt bonderøvskarikatur.

Og så er der Thomas Daneskovs ’Vildmænd’, der lige har fået stor ros efter verdenspremieren på Tribeca-festivalen, og som handler om Rasmus Bjergs Martin, der har forladt familie og civilisation for at leve som selvforsynende jæger i de norske fjelde. Lad os bare sige, at det ikke helt går, som han havde håbet.

Rasmus Bjerg og Zaki Youssef i Thomas Daneskovs ‘Vildmænd’.

Mødet mellem Martins realitetsfornægtende aspirationer og vildmarken er guddommeligt, og efterhånden udvikler ’Vildmænd’ sig også med øm tragikomik, hvor Coen-brødrene igen kommer i hu.

Med serier som ’Fleabag’ og ’Atlanta’ samt film som ’Get Out’ og ’The Square’ har det de seneste år stået klart for enhver, at man sagtens kan skabe dyb fortællekunst i et grundlæggende komisk format.

Måske har det været med til at plante en splint i den unge dansk filmgeneration – måske er det helt tilfældigt, at et kuld lovende humorister lige nu tager afgang fra skolen på Refshaleøen.

Uanset hvad, nyslåede filmskabere: Hold endelig fast i, at det gerne må være sjovt at se danske film. Også selvom de skal gøre ondt.

Afgangsfilmene fra Den Danske Filmskole kan ses på DR TV.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af