»Der er blod i vandet. Og hajerne er på vej«.
Det har været en udmarvende rejse til tvekampen mellem mediemogulen og patriarken Logan Roy (Brian Cox) og hans søn Kendall (Jeremy Strong).
I de sidste minutter af anden sæson af HBO’s mesterlige satire ’Succession’ om en af samfundets rigeste, mest magtfulde familier stak sønniken den kniv, faren havde plantet i maven på ham, direkte i ryggen på Logan. Kendall implicerede ham i en skandaløs krydstogt-sag på det pressemøde, hvor han ellers skulle have overgivet sig som familiens ultimative offerlam.
Tilbage i oktober 2019 skrev jeg, at twistet fik mig til at skrige højlydt, og at jeg ikke kunne vente med at se udfaldet. Forhåbentlig inden for de næste otte-ti måneder, der typisk går mellem seriesæsoner …
Sådan skulle det selvfølgelig ikke gå. Pandemien udskød produktionen af sæson 3, og først nu, to år senere, kan vi sætte os til rette i sofaen og følge med i det fortsatte drama om, hvem der i sidste ende render med nøglerne til Roy-familiens enorme medieimperium, Waystar Royco. Hvis der da er noget tilbage, efter hajerne har ædt sig fede.
Men hvad var det overhovedet, der skete i ’Succession’ der for to år siden? Hvor står skakspillet før den tredje? Og kan man lave en Tomelet uden at smadre nogle Greggs?
Vi gør dig parat til at tage hul på den ventede tredje sæson.
Logan og Kendall er i åben krig. Hvor står de tre andre børn?
Da Kendall anklagede sin far for at kende til de slibrige sager på firmaets krydstogtsskibe, sad resten af familien samlet omkring tv’et på deres enorme cruiser. Morgenen inden annoncerede Logan, at den yngste søn, pauseklovnen Roman (Kieran Culkin), skulle overtage den daglige ledelse som COO af Waystar.
Roman imponerede usædvanligt, da han under en dramatisk gidseltagning i Tyrkiet gennemførte en handel med en azerbaijansk milliardærfamilie om at gøre Waystar privatejet. Han trak dog selv stikket på handlen, da han ikke stolede på opkøberne, hvilket igen satte familien i en prekær situation, hvor de måtte ofre et familiemedlem for at gøre aktionærerne tilfredse.
Anderledes svagt står den eneste datter Shiv (Sarah Snook) og den liberitære førstefødte Connor. Shiv, der længe har været Logans umiddelbare favorit, røg i unåde, først da hun prøvede at krydse klinger med firmaets midlertidige CEO Rhea (en fabelagtig Holly Hunter) og senere, da hun i sidste ende valgte at tigge og bede Logan om ikke at smide hendes ægtefælle Tom under … krydstogtskibet.
Måske hun ikke er den nådesløse dræber, Logan havde håbet på.
Connor befinder sig i finansiel ruin på grund af kæresten Willas katastrofale, svinedyre Broadway-teaterstykke (der blandt andet indeholdt tonsvis af ægte ørkensand, komplet med mider) samt hans fallerede præsidentkampagne. Måske hans nye økonomiske situation vil få ham til at kridte skoene og konkurrere med resten af sin glubske søskendeflok?
Hvem har Logan tilbage ved sin side?
Op til tredje sæson virker ingen til at stå i en mere presset situation end Logan selv. Hans store drøm om at opkøbe den liberale medievirksomhed Pierce faldt i grus, da han viste sin røv over for den arrogante familie til en konference.
Hans gamle flamme og redningskrans Rhea forlod skuden, så snart skandalerne begyndte at rulle frem i lyset. Den trofaste klippe og hustru Marcia gik fra hans side, da hun fandt hans skyggespil, tarvelige løgne og skalkeskjul kedsommelige. Og hans finansielle rådgiver Jamie bukkede rasende af, da Logan valgte at følge sønnen Romans råd og takke nej til azerbaijanernes tilbud om at opkøbe Waystar.
Shiv og Roman står umiddelbart stadig ved hans side, men kun fordi det indtil nu har været ham, der har siddet ved roret og har kunnet dele ud af tomme løfter efter forgodtbefindende. Samtidig vil aktionærerne have ham ud, og Kendalls anklager har næppe styrket hans position hos dem.
Er Logan stadig sur over sit stjålne kyllingelår?
De akavede og evigt memeværdige kumpaner Tom (Matthew Macfayden) og fætter Greg (Nicholas Braun) lignede umiddelbart at skulle tage affaldet for Waystars mange forbrydelser på krydstogtskibene. Tom overtog ledelsen af krydstogtsafdelingen helt tilbage i første sæson, mens Greg som hans executive assistent destruerede de mange inkriminerende sagshæfter.
I slagets sidste time lykkedes det dog Toms kone Shiv at overbevise den gamle patriark om, at Tom ikke var et stort nok navn at ofre for at redde firmaet. Efter at mandslingen vandt en smule selvrespekt, da han indrømmede over for Shiv, at hun gjorde ham ulykkelig, lykkedes det ham endelig at se sin frygtindgydende svigerfar i øjnene og stjæle et kyllingelår fra hans tallerken.
Det er én måde at sige fra på … Og gjorde om ikke andet Logan mundlam for en meget sjælden gangs skyld.
Får vi nogensinde en Gregxit?
Greg kan næppe heller se sig fri fra Logans shitlist. Logans storebror og Gregs bedstefar Ewan (James Cromwell) truede med at skære ham helt ud ad arven, hvis Greg fortsatte med at arbejde for hans lillebror. En mand, som Ewan beskrev som »ansvarlig for flere menneskers død end Hitler«.
Greg meddelte umiddelbart sin Gregxit fra firmaet over for Logan, men trak i sidste ende i land og takkede nej til den kvarte milliard dollars, arven ville have sikret ham. I finaleafsnittets afgørende øjeblik viste det sig dog, at han alligevel gik bag om ryggen på Logan, da han udleverede de dokumenter til Kendall, der viser, at Logan kendte til forbrydelserne begået på hans krydstogtskibe. Det kan velsagtens godt kaldes for en Gregxit. Men monstro han ikke kommer krybende tilbage, som den kujon han er?
Hvad ved vi allerede om sæson 3?
Ud fra traileren er det tydeligt, at sæson 3 vil fortsætte konflikten lige efter den dramatiske finale på sæson 2. Således ses Greg og Kendall i et kort klip forlade det skæbnesvangre pressemøde med Waystars pr-manager Karolina lige i hælene.
Kendall har en hel stribe esser på hånden mod sin far. Karolina virker allerede interesseret i at hoppe med på revolutionen. Det samme kunne være tilfældet med Shiv såvel som Roman, der begge i forskellige klip i traileren diskuterer sagen med Kendall. Så længe de står på sejrherrens side i sidste ende.
Holly Hunter vil næppe komme tilbage som den snu Rhea, men til gengæld kan Kendalls familierival og kæreste Naomi Pierce ses i traileren. Både Alexander Skarsgård og Adrian Brody tilføjes til castet som henholdsvis en udskejende tech-CEO og en excentrisk milliardæraktivist. Udover dem er Hope Davis annonceret til at spille Sandi Furness, datteren til Logans gamle rival, som planlagde at nappe Waystar fra ham helt tilbage i første sæson sammen med Kendall.
Hvad end deres roller præcist bliver, har Sarah Snook bekræftet, at covid ikke vil fylde noget i den nye sæson. Her er ikke tale om en alternativ virkelighed, hvor pandemien aldrig finder sted, men snarere at den ærkerige familie bare ikke mærker konsekvenserne af den. Der er større problemer på bordet end en sølle sygdom, som har raseret hele verden og dræbt millioner …
Hvad er de store spørgsmål forud for den nye sæson?
Det helt store spørgsmål i min bog stammer ikke fra anden sæson, men snarere fra finalen på første sæson, hvor Logan dækkede over Kendalls manddrab og dermed fik ham tilbage i folden.
Nu, hvor Kendall endelig har forrådt sin far, er der intet, der stopper Logan i at fodre historien til sin hær af konservative sladderbladsjournalister og paparazzi. Kendall er med andre ord godt og grundigt røvrendt.
Siden de offentlige afhøringer af Roy-familien stadig er i fuld sving, vil serieskaber Jesse Armstrong uden tvivl rette sin satiriske pen mod Senatet og USA’s korrupte politikere og lobbyister. Sidste sæson var ikke bange for at kalde en spade for en spade og republikanske politikere for opportunistiske hyæner med tungen i røven på landets pengemænd.
Den anden store konflikt, som skal løses i tredje sæson, er det kommende aktionærmøde, hvor investorerne skal beslutte sig for firmaets fremtid. Hverken Kendall eller Logan står stærkt her af åbenlyse årsager. Så vil det endelig lykkes Shiv at tilkæmpe sig toppositionen som en sand girlboss? Eller sniger Roman sig inden om?
Naturligvis kan man kun håbe, at sidstnævnte vil lægge ambitionerne på hylden og dyrke sine mommy-komplekser i sin hede affære med Waystar-rådgiver Gerri.
Et helt tredje, presserende spørgsmål: Får vi nogensinde Willas vederstyggelige teaterstykke at se?
Og sidst, men ikke mindst:
Kan man lave en Tomelet uden at knuse et par Greggs?
Mit gæt er et rungende nej, og at Greg skulle have taget sin bedstefars penge og løbet over stok og sten tilbage i anden sæson. Der er ingen verden, hvor Greg ikke falder på et (par) sværd i tredje sæson. Men den resulterende Tomelet er næppe særligt velsmagende. Min egen lille spådom er, at hverken Tom eller Greg kommer til at klare frisag.
Jeg kan ikke vente med at få svaret.
’Succession’ sæson 3 lander på HBO Nordic 18. oktober.