Viggo Mortensen er kræsen med, hvilke film han siger ja til som skuespiller. Han har pensioneret sig selv flere gange for at hellige sig nogle af de andre kunstformer, han dyrker – fra poesi til musik – og han har været ærlig omkring, at han kun tager nogle gigs for at få mulighed for at lave sine passionsprojekter, som instruktørdebuten ‘Falling’.
Nu har den halvdanske skuespiller udset sig sin næste store rolle i form af filmen ‘Two Wolves’.
Den er instrueret af Alex Gibney, der er mest kendt som en af verdens førende dokumentarskabere bag film som ‘Taxi to the Dark Side’ og ‘Going Clear’ om Scientology.
Han har dog også instrueret fiktion, særligt afsnit af tv-serier, og hans nye film er netop en fiktionsfilm, dog med afsæt i de virkelige begivenheder i amerikansk historie, som Gibney er kendt for at konfrontere lige på og hårdt.
‘Two Wolves’ handler om helikopterpiloten Hugh Thompson, der vendte sig mod sine medsoldater for at prøve at stoppe massakren på uskyldige vietnamesere og redde deres liv i My Lai under Vietnam-krigen, en af de mest berygtede krigsforbrydelser begået af amerikanske soldater.
Paradoksalt nok var det Thompson, der blev anklaget for forræderi, da han kom hjem, og det blev op til generalen William ‘Ray’ Peers at undersøge, hvad der egentlig hændte.
Det må antages, at Viggo Mortensen skal spille generalen, mens helikopterpiloten spilles af Caleb Landry Jones, den karismatiske skuespiller kendt for film som ‘Get Out’, ‘Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og den kommende ‘Nitram’, der indbragte ham en skuespilpris i Cannes tidligere på året.
Alex Gibney har ifølge The Playlist udtalt, at det er en film, han har ønsket at lave i mange år.
Viggo Mortensen har også flere andre projekter i støbeskeen, heriblandt Ron Howards ‘Thirteen Lives’ om en anden virkelig begivenhed: Redningsaktionen af det thailandske fodboldhold, der strandede i en underjordisk grotte.