Viggo Mortensen har en høne at plukke med mig.
En aften i 2012 ringede min telefon, mens jeg stenede foran computeren. Opkaldet kom fra et hemmeligt nummer, afslørede skærmen, jeg besvarede det sløvt. Det gav et gib i mig, da en dansk-amerikansk stemme galopperede ind i min øregang fra den anden ende: »Det er Viggo Mortensen!«.
Viggo var vred. I mit daværende job på Filmmagasinet Ekko havde vi over nogle uger jagtet et foto-shoot med stjernen til forsiden af det kommende magasin, hvortil vi tidligere havde lavet et interview. Vi holdt os ikke tilbage. Sendte daglige mails og opkald over Atlanten til hans managers og kontaktede hans nærmeste danske familiemedlem for at høre, om hun kunne hjælpe med at presse på.
»De seneste daye har jag ikke hort andet end Ekko, Ekko, Ekko«, og »I skal ikke kontakte min familie«, lød det blandt andet i den anden ende af røret i en flere minutter lang svada, hvor jeg over den skrattende forbindelse måtte opgive at få mange ord indført. Til sidst lagde Viggo på. Og jeg ringede i adrenalinpumpende chok til min chef for at berette, hvad der lige var sket.
Jeg skal ikke påstå, at oplevelsen traumatiserede mig. Tværtimod har jeg genfortalt anekdoten så mange gange, at jeg er træt af at høre mig selv imitere Viggo Mortensens dansk-amerikanske accent. Det er trods alt ikke hver dag, man får voksenskældud af Aragorn.
Men da jeg otte år senere får tilbudt et interview med Viggo Mortensen, kan jeg ikke lade muligheden for en afslutning på anekdoten gå forbi mig. Det er nu eller aldrig. Jeg beslutter mig for at fortælle Viggo Mortensen, at han har en høne at plukke med mig.
Instruktør, skuespiller, komponist, producer…
Viggo Mortensen er i Danmark, fordi han i en moden alder af 62 springer ud som instruktør med filmen ’Falling’. Faktisk prøvede han første gang at instruere sin egen film, da han var blot 24 år, men han kunne ikke få finansieringen til at klappe, og også denne gang holdt det hårdt.
I sidste ende lykkedes det, fordi han indvilligede i selv at spille den ene af de to hovedroller som den homoseksuelle, liberale californier John Peterson, der får overtalt sin tiltagende demente, racistiske og homofobiske far Willis (Lance Henriksen) til at flytte fra sin gård i Midtvesten til Los Angeles, hvor han kan være tættere på sin familie.
»Det var en billig løsning, for jeg arbejdede jo gratis«, forklarer Mortensen smågrinende om modvilligt at måtte caste sig selv. »Instruktør? Gratis! Producer? Gratis! Musik? Også gratis«, fortsætter han med henvisning til, at han også selv har komponeret filmens score.
Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at ’Falling’ er et passionsprojekt, som han ikke har lavet for hverken pengene eller berømmelsens skyld. Faktisk er han nu nok nødt til at lave en film som skuespiller for en anden instruktør, før han kan lave sin næste film i instruktørstolen, tilføjer han, kun halvt i sjov.
Jeg følger efter Viggo Mortensen ind på et værelse på det femstjernede hotel Manon Les Suites i indre København, hvor han anviser mig et sæde i sofaen i behørig coronafstand til bordet ved vinduet, hvor han selv tager plads. Han virker venlig om end en smule afmålt. Jeg har det lidt, som var jeg til konsultation hos lægen.
Viggo Mortensen er antitesen til en Hollywood-stjerne. Han blev verdensstjerne ad omveje, for optagelserne på ’Ringenes herre’ var allerede startet, da Stuart Townsend blev fyret fra rollen som Aragorn, og den dengang mindre kendte dansk-amerikaner blev hyret som erstatning. Siden har der intet leflende eller spekulativt været over hans rollevalg. Han har været Oscar-nomineret tre gange, for karrierens hovedværker ‘Eastern Promises’, ’Captain Fantastic’ og ’Green Book’, og han har dyrket sine tætte relationer til instruktører, han respekterer, særligt David Cronenberg, som han ud over ’Violence’ også har lavet ’Eastern Promises’ og ’A Dangerous Method’ med.
Sideløbende med at være en af verdens mest respekterede skuespillere har han skrevet poesi, lavet musik, stiftet et forlag, malet billeder og taget fotografier. Viggo med den danske far og amerikanske mor er en multikunstner, der befinder sig bedst uden for alfarvej og de røde løberes blændende blitzlys.
I bad med nedskudt and
I virkeligheden er hans afmålthed derfor nok også blot en mangel på den forstillelse, der sommetider præger den slags møder mellem stjerne og journalist. Viggo hviler i sig selv. Han taler roligt og lavmælt, mens hans udførlige svar røber, at interviewet ikke blot er noget, han glæder sig til at få overstået.
I ’Falling’ trækker han på hovedstolen, uden at filmens historie er løftet direkte ud af hans eget liv. Viggo Mortensens forældre led af demens – ja, i det hele taget løber demens som en ond virus i hans familie – og han skrev fortællingen, der senere blev til et manuskript, nemt og hurtigt i nætterne efter sin mors begravelse.
» I begyndelsen ville jeg bare undersøge minder og følelser omkring mine forældre, især om min mor, og hvad jeg lærte af hende og af min ungdom«, fortæller han.
Ud over det nutidige spor, hvor John med misundelsesværdigt tålmod prøver at hjælpe den uforsonlige Wilis, oplever vi i flashbacks, hvordan Willis var som småbørnsfar. En kompromisløs, gammeldags patriark efterhånden mere og mere præget af en giftig kombination af bitterhed og stolthed, men også indimellem en kærlig far, der lader den fireårige søn komme med på andejagt – og tilmed lader ham trykke på aftrækkeren. Andesekvensen er en af de eneste, der er taget nærmest direkte fra Viggo Mortensens eget liv.
»Jeg var fire år. Det var i Argentina om vinteren, og det var koldt. Min far havde ikke skudt noget, det var sent om aftenen, og han sagde, ’vi skal hjem, din mor venter.’ Men så hørte vi – vi kunne ikke se den, fordi det var mørkt – ’rap rap rap’, og så spurgte min far, vil du prøve? Og jeg sagde ja. Og jeg var heldig og ramte den. Jeg hoppede i vandet for at hente den, nøjagtigt som i filmen«, griner han.
»Da jeg skulle i bad om aftenen, insisterede jeg på at have den døde and med. Min mor var imod, men min far lod mig gøre det. Og i virkeligheden var jeg mere sur på min mor næste dag, da anden skulle tilberedes, end drengen er i filmen. Jeg blev gal på hende. Men hun sagde: ’This is reality, vi spiser det her. Vil du være med, må du gerne’. I filmen siger det meget om familiens forhold til naturen, til liv og død og hinanden«.
Epidemi af dårlig kommunikation
’Falling’ overrasker, fordi far og søn, Willis og John, ikke mødes i et hjertevarmt knus, sådan som det ellers ofte er i den slags fortællinger. Willis spyr galde ud – John tager imod. Og man tager sig selv i at tænke, at sønnen burde kappe alle bånd til det gamle røvhul af en mand.
»Det er lidt mere som livet. Her er ikke noget, som bliver løst, som det gør på film, hvor skurken bliver skudt eller siger undskyld. Det sker ikke så meget i livet«, siger Viggo Mortensen.
»John kunne have sagt, at faren er for besværlig, og at han ikke ville hjælpe ham mere, og nogle tilskuere ville nok sige: ’Ja, endelig!’ Men de har måske ikke selv passet ældre mennesker. Ikke at jeg vil dømme nogen, men sagen er, at han har besluttet sig for at hjælpe sin far, nu hvor han er blevet så syg, og så må han modtage en hel masse lort, så længe han kan holde det ud«.
»Jeg var klar over, at det måske ville være irriterende og for meget for nogen. Men jeg tænkte, at det var vigtigt at stramme situationen så meget som muligt. Det er nødvendigt, at han går for langt, for at fortælle, hvad der sker til sidst«, siger han.
»Jeg har lavet en historie, som jeg vil se i biografen. Som tilskuer har jeg aldrig brudt mig om, hvis instruktørerne siger, du skal tænke på det der, du skal føle det der. Jeg vil hellere have en historie, hvor jeg fortæller med selv«.
Fortjener en så homofobisk, racistisk og kvindefjendsk mand som Willis vores tilgivelse?
»Når man tilgiver nogen, betyder det ikke, at man glemmer, hvad de har sagt«.
Var dit eget forhold til din far også præget af meget forskellige livssyn?
»Politisk ja, men det var ikke så galt som i filmen. Vi kunne snakke sammen om mange ting. Vi skulle bare ikke snakke om politik, for han var meget konservativ. Hans helte var Nixon og Kissinger, og han syntes, Bush var lidt dum, men ellers god nok. Han kunne ikke lide Obama, men han sagde ikke racistiske ting som Willis. Vi havde store stærke diskussioner om politik – og om Argentina, hvor jeg er vokset op. Vi talte om, hvad der skete i 70’erne, og han var helt uenig med mig: ’Det er propaganda’, der forsvandt ikke alle de mennesker’. Så det kunne vi ikke tale om. Men vi kunne snakke om familien i Danmark og om hans daglige liv. Det var svært for ham at acceptere hjælp, men det var muligt«.
Hvordan kunne du trække på dine egne oplevelser med forældre, der blev ramt af demens?
»Jeg har set mange film om demens og Alzheimers, men det er meget sjældent, at jeg ser det syge menneskes perspektiv. Man plejer at se på det syge menneske fra afstand, hvor man ser et forvirret menneske. Men min oplevelse er, at det er os, der er forvirrede, og ikke dem. De ser og hører noget, de tror på – det er ikke noget problem for dem. De kan være sure eller triste eller glade, men de er ikke forvirrede. Og det prøvede jeg at vise i filmen«.
Repræsenterer Willis en slags gammeldags maskulinitet, der måske er ved at forsvinde?
» Ja, måske. Men den forsvinder nok aldrig. Hvis sådan én (Trump, red) kan blive præsident, så… Hver ny generation må kæmpe mod tribalisme, kvindehad, uvidenhed og så videre. Og vi kommer aldrig af med homofobi eller racisme, det kommer i forskellige former i hver generation.
Lige nu har vi en covid-epidemi, men vi har også en dårlig kommunikations-epidemi. Og den topper lige nu, ikke kun i USA, men også i Danmark. Hvor man ikke snakker ordentligt sammen, ikke kun politikere, men også blandt almindelige borgere«.
En verdensstjerne på Nørrebro
»Du har engang ringet til mig. Og skældt mig ud«, siger jeg på hotelværelset og gør mig umage for at fastholde øjenkontakten og et afvæbnende smil.
»Hvorfor?«, spørger Viggo Mortensen undrende. Jeg forklarer sagen. Og siger undskyld for, at vi måske gik en tand over stregen dengang i 2012 (jeg mener det ikke rigtigt, for hvad ville mit liv være uden dén anekdote?)
»Nåååh, der skete jo ikke noget. Jeg var nok også lidt stresset dengang«, siger Viggo roligt. Før han gudhjælpemig siger: »Undskyld!« Reaktionen slår mig som det tætteste, jeg kommer på en essens af Viggo Mortensen.
Samme aften som vores snak på Manon Les Suites interviewer jeg Viggo Mortensen i 45 minutter foran en fyldt sal i Empire Bio, hvor ’Falling’ netop er løbet over lærredet. Her liver han op, laver jokes og nyder tydeligt at stå foran et ægte publikum. Han slår flere gange op i en forløsende latter, og for første gang får jeg en ægte fornemmelse af den karisma, der altid brænder igennem, når han er på foran kameraet. Jeg kan egentlig meget godt lide, at han nødigt tænder for sit performance-gen.
På vej ud af Empire Bio giver han mig et klap på skulderen og takker for et godt interview. Det er da – apropos ’Falling’ – forsoning om en hals, også selvom Viggo næppe har skænket vores otte år gamle opkald mange nanosekunders tanke i de mellemliggende år.
Efter interviewet stiller Viggo Mortensen sig ud foran biografen og skal til at rulle en smøg. Publikum stimler sammen om ham – et billede, hvor en maske dækker hovedparten af stjernens ansigt, er trods alt bedre end slet intet billede.
Lidt efter fortrækker han sig fra folkemængden og går ud af gyden fra biografen og ned mod Guldbergsgade. De forsamlede bryder ud i et spontant bifald. Det er bare ikke hver dag, en af verdens største stjerner betræder Nørrebros gader.
Han vender sig om, samler hænderne i bedestilling og klapper tilbage mod de danske fans.
Han er vores Viggo, og han må ringe og skælde mig ud any day.
’Falling’ kan ses i biografen fra i dag.