‘Falling’: Rablende bedstefar skælder ud på alt og alle i Viggo Mortensens intime instruktørdebut
Det er svært at blive klog på, hvad Viggo Mortensen vil med ‘Falling’.
Måske vil han skildre et generationsopgør mellem en far og hans søn, som med deres to vidt forskellige verdenssyn illustrerer de dybe kløfter, der adskiller land og by i dagens USA.
Måske ønsker han at udstille den gamle, hvide mand – den vel mest forkætrede skikkelse i tidens politiske klima – med alle figurens aversioner og samtidig insistere på, at der gemmer sig et ægte og følende menneske bag det forstokkede ydre.
Måske vil Mortensen bare fortælle en historie om den venligsindede, homoseksuelle John, der forsøger at lappe et iturevet forhold til sin reaktionære far, hvis ufiltrerede strøm af fornærmelser og skældsord gør ham noget nær umulig at holde af.
Uanset hvad er det svært at forstå, hvorfor skuespilleren med de danske aner, som både har skrevet og instrueret ‘Falling’, har valgt at gøre faderen Willis så karikeret, at alle dramaets subtile facetter overdøves af den gamle mands konstante vredesudbrud, prutter og lumre bemærkninger.
Selv er Mortensen både rolig og empatisk i rollen som John, der bor med sin mandlige partner og deres fælles adoptivdatter i det solbeskinnede Los Angeles. Da hans aldrende far Willis (Lance Henriksen) meddeler, at han ikke længere er i stand til at passe familiens gamle landejendom, inviterer John ham til Californien for at hjælpe faren med at finde et nyt hjem tættere på sine børn.
Turen bliver dog en anstrengt oplevelse, da Willis foragter sønnens politiske frisind og udsætter alle omkring ham for en regulær byge af racisme, homofobi og sjofelheder. Det hjælper ikke, at den demensplagede Willis langsomt er ved at miste sit greb om virkeligheden og ivrigt skælder ud på sine gamle elskere, herunder Johns afdøde mor, foran den lille regnbuefamilie.
Det kræver selvsagt mod at dvæle ved den slags dysfunktionelle familierelationer uden at blinke undervejs, men man må spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt at gøre Henriksens karakter så led og vulgær. Som når Willis under et museumsbesøg helt umotiveret sviner et Picasso-maleri til for dets barnagtige streg og efterfølgende slår en højlydt skid midt i lokalet.
Sådanne platheder skygger for ellers glimrende præstationer fra resten af castet. Særligt Laura Linney lyser op som Johns søster, der insisterer på at gøre familiefrokosten tålelig ved trodsigt at parere Willis’ svinere med et nyt og muntert samtaleemne. Hun er på én gang skrøbelig og stærk, mens hun kæmper for ikke at fremmedgøre sin egen far. Værst går det ud over Mortensen selv, der slet ikke får lov til at udfolde sit enorme talent, men blot agerer træmand for faderens verbale lussinger igennem hele filmen.
Ikke på noget tidspunkt udviser Willis forsonende træk, der kunne forklare, hvorfor John og familien overhovedet gider at tage sig af den gamle ronkedor. Kun i de indledende flashbacksekvenser fra Johns barndom virker den unge Willis (Sverrir Gudnason) nogenlunde menneskelig, men heller ikke her varer det længe, før hans indre svinehund bliver vækket og splitter familien ad.
Det er en skam, for Mortensens manuskript byder på flere sårbare øjeblikke far og søn imellem, men gang på gang bliver dramaet punkteret af Willis’ spydige og dumsmarte kommentarer. Som da den gamle vågner op fra en alvorlig operation med John ved sin side og straks giver sig til at udfritte lægen om, hvorvidt de flinke sygeplejersker rent faktisk er prostituerede.
’Falling’ kunne have været en rørende fortælling om vanskelighederne i at holde sammen på familien, mens samfundets traditionelle værdier og mønstre er i opbrud. Men når Willis aldrig fremstår som andet end en senil og forbitret stodder, bliver det alt for nemt bare at affeje hans diskriminerende ytringer som en forvirret mands ligegyldige nonsens.
Kort sagt:
Viggo Mortesens instruktørdebut rammer ved siden af med sin uflatterende og excentriske faderfigur, der er for overgjort til det beskedne familiedrama.