’Stranger Things’ sæson 5 del 2: Al logik har forladt Netflix-hittet – men man skal bare lade sig rive med

SERIE. Det er på mange måder en kærkommen nyhed, at det sidste, længe ventede ryk fra Netflix-maskotten og fanfavoritten ’Stranger Things’ faktisk glider nogenlunde ned.

For skuespillerne, der engang skulle forestille teenagere, er vokset ud af rollerne og fremstår nu som voksne med teenagevanskeligheder – og med meget ujævn succes i forsøget på at gøre deres alder troværdig. Samtidig lurer sæsonlange retcons i kulissen, tonsvis af eksposition og klichefyldt dialog samt en generel fornemmelse af, at den store fortælling aldrig helt har været planlagt fra start til slut.

Med alt dette imod sig er hitserien altså oppe mod en hård modvind. Alligevel har ’Stranger Things’ en charme, der gør, at de sidste krampetrækninger faktisk ender med at være tålelige at se. Ja, ligefrem underholdende.

Før jul slap vi teenagernes kamp mod hovedskurken Vecna (Jamie Campbell Bower), hvor det også endeligt blev klart – efter en god sjat foreshadowing – at Will Byers (Noah Schnapp) har magiske kræfter. Og vi taler ikke kun om hans mulige exit ud af skabet.

»You’re a wizard, Harry Will,« kunne man næsten høre Mike (Finn Wolfhard) ytre i starten af sæsonen.

Med sine nyfundende magiske kræfter bliver Will i Hawkins med Joyce (Winona Ryder), Mike og Lucas (Caleb McLaughlin). Her forsøger han at finde både fodfæste og Vecna, mens Dustin (Gaten Matarazzo), Steve (Joe Keery), Nancy (Natalia Dyer) og Jonathan (Charlie Heaton) bevæger sig rundt i The Upside Downpå jagt efter svar i et laboratorium. Nårh ja – de forsøger vist nok måske også at finde Holly (Nell Fisher) og de resterende børn. Det er tilsyneladende ikke lige første prioritet.

Samtidig er Eleven (Millie Bobby Brown) på vej væk fra militærbasen med Hopper (David Harbour) og deres nyeste tilslutning til gruppen kryptonit Kali (Linnea Berthelsen).

Og børnene, ja, de er fanget et tredje sted: I det idylliske, næsten 50’er-romantiske, happy-go-lucky-Upside-Down-drømmested, hvor Max (Sadie Sink) – som ellers ligger i koma i Hawkins – sammen med Holly forsøger at holde styr på dem i Vecnas falske paradis.

Med andre ord er karaktererne spredt ud over det hele: i sind, virkelighed og spejlinger af virkeligheden-ish. Og det er også her, serien begynder at ligne det, man efterhånden forventer af en stor Netflix-produktion.

For generelt sker ting kun, når det tjener serien, og begynder man bare at tænke en smule for meget over logikken, falder hele konstruktionen sammen som et ustabilt korthus.

Som når gruppen tilsyneladende bare har efterladt (dipshit delightful) Dereks familie bagbundet i (hvad der virker til) meget lang tid i laden, hvilket må give efterdønninger både juridisk og moralsk.

Samtidig kan vores helte uden nævneværdig træning hamle op med militærstyrker, som ellers bliver flået midt over af demogorgons. Og forklare komplekse effekter på et splitsekund som pludselige junior-udgaver af Einstein eller Niels Bohr.

Som om det ikke var nok, føler serien behov for at forklare alt, selv når publikum uden problemer kan følge med. Måske er det, fordi afsnittene skal vare over en time, eller også er det (som flere medier har rapporteret) et udtryk for, at Netflix bevidst overforklarer deres serier, så folk kan følge med, mens de scroller på telefonen. Suk.

Logik har forladt bussen for længst, og selv en schweizerost rækker ikke som metafor for, hvor hullet den sene ’Stranger Things’ er. Det, der engang var en hyggelig og afgrænset Stephen King-inspireret 80’er-pastiche, har i dag mere plotmæssigt til fælles med ’Fast & Furious’ end med Steven Spielberg.

Men trods alt dette har femte sæson stadig noget, der holder den flydende. For ’Stranger Things’ er også skræddersyet til at underholde et bredt publikum.

Sæsonen imponerer generelt visuelt og på produktionen (slap også lige af et budget den har), især i de mere actiontunge episoder, hvor Upside Down og Hawkins får lov at folde sig ud.

Serien rummer samtidig øjeblikke med reel karakterudvikling og følelsesmæssig tyngde, der faktisk rammer rent. Selv når plottet krøller sig sammen i sin egen mytologi, formår ’Stranger Things’ stadig at have den rette portion nerve, tempo og twists til at holde publikum engageret. Især hvis man ikke analyserer hver detalje, men bare lader sig rive med.

Serien fungerer selvfølgelig stadig som en nostalgisk tidsmaskine til 80’erne med synths, ’Dungeons & Dragons’ og kærlige referencer til Spielberg‑æraens filmklassikere som ’E.T’, ’The Goonies’ og et hav af andre film. Også selvom ’Stranger Things’ selv slet ikke minder om dem længere.

Dog har femte sæson også noget andet. For den fungerer som en tidskapsel tilbage til 2016, som var en tid, hvor både verden og vores perspektiv på den var markant anderledes: Obama var stadig præsident og jeg var lige blevet færdig med gymnasiet og på vej ud i mit sabbatår.

Til sammenligning har vi i dag Trump 2.0 som præsident, jeg er på vej godt ind i voksenlivet, og de børn, der spillede børn i serien, er nu voksne.

Med seriens afslutning slutter også den æra, den har været knyttet til – og dét er måske det mest bittersøde ved hele ’Stranger Things’-fænomenet.

---

Kort sagt:
Siden ’Stranger Things’ havde premiere for snart ti år siden, har serien bevæget sig langt væk fra sine 80’er-barndoms-pastiche-rødder. Alligevel hænger en tydelig 2016-nostalgi i luften, nu hvor serien lakker mod enden med en lige del logikforladt og underholdende optrapning før allersidste afsnit.

Anmeldt på baggrund af hele sæson 5, del 2.