‘A-ha: The Movie’: Ny film om Norges største popband kunne godt have gjort os klogere

‘A-ha: The Movie’: Ny film om Norges største popband kunne godt have gjort os klogere
Morten Harket, frontmand i a-ha. (Foto: PR)

Ikke alene bor de på hvert sit hotel og ankommer til spillestederne i hver sin bil. De har også hvert sit backstage-rum og spiser i catering-lokalet forskudt af hinanden. Faktisk mødes de først i det øjeblik, koncerten begynder eller ved meet-and-greet med den fortsat store fanskare. Morten Harket, Magne Furuholmen og Pål Waaktaar-Savoy er ikke længere de venner, som grundlagde a-ha i 1982 og blev Norges største band gennem tiderne.

Hvordan det er kommet dertil, forsøger Thomas Robsahm at belyse i en ny dokumentarfilm om trioen. Det starter som så mange andre bands med et ungdomsvenskab. Pål og Magne vokser op i Oslo-forstaden Manglerud og finder sammen som teenagere i gruppen Bridges, hvor de begge er guitarister. Den dominerende Pål får dog hurtigt gelejdet Magne over på tangenter, og således indfinder den første konflikt sig allerede i forløberen til a-ha.

Med tanke på at musikvideoen til kæmpehittet ‘Take On Me’ bidrog til at a-ha slog igennem i 80’ernes visuelt overdådige MTV-dage, ligger det til højrebenet at referere til videoens ikoniske rotoscope-animationsteknik i dokumentarfilmen.

A-ha i ‘A-Ha: The Movie’ (Foto: PR)

Således fremstilles Magnes og Påls opvækst netop i dette spil mellem blyantstreger og real-optagelser, og selvom det mestendels vækker nostalgiske følelser, er det faktisk også en fin påmindelse om, hvor enestående det har været for første gang at bevidne denne effekt til tonerne af den udødelige synthpop-melodi.

Magne, Pål og deres nye sanger Morten er ambitiøse og lever under kummerlige forhold, da jagten på den gyldne pladekontrakt bringer dem til London. Det er alt eller intet for de unge nordmænd, for som de siger: »Hvis man har en plan B, tvivler man allerede på plan A«.

Denne målrettede dedikation vækker opsigt, med assistance fra deres engelske manager Terry Slater kommer major label-kontrakten med Warner i hus, og debutalbummet ‘Hunting High and Low’ tager verden med storm i 1985.

Selvom det er et sikkert og forudsigeligt greb at krydre nyere talking head-interviews med gamle vhs-klip i musikfilm, er der bare noget magisk og ærligt over at se unge menneskers usminkede dokumentation af rejsen ind i orkanens øje. Og Morten Harket havde camcorderen med både på verdensturné og i studiet, da opfølgeren ‘Scoundrel Days’ skulle i kassen.

Et spændende kildemateriale, da det tydeligt fremgår, at a-ha allerede her er ved at få en besk smag i munden over playback-optrædener i tv-shows og opstillede fotosessions i teenblade. Bandet har tydeligvis kunstneriske ambitioner, og den raffinerede ‘Manhattan Skyline’ er et dristigt valg som single.

‘A-ha: The Movie’ (Foto: PR)

Det er dog også her, at en slugt åbner sig mellem de tre, og konturerne af et venskab gone business toner frem. Morten, Magne og Pål er dedikerede i en grad, så det tærer. Samarbejdet med James Bond-komponisten John Barry på titelsangen til ‘The Living Daylights’ er konfliktfyldt, og da vi følger dem på nært hold i øvelokalet, er stemningen mildest talt trykket.

Det er tydeligt, at de er vokset fra hinanden. En tilstand, der er forblevet uændret frem til i dag, hvor a-ha stadig er et stort trækplaster som live-navn. Pål ønsker brændende, at gruppen skal vedblive at være et relevant band; Morten er lykkeligst, når han har alenetid i sin tourbus, og Magne får kreativt afløb både med malerkunst og i sideprojektet Apparatjik.

‘A-ha: The Movie’ (Foto: PR)

Da Magne rammes af en hjertesygdom, viser Pål sig endelig igen som den ungdomskammerat, han udlevede drengedrømmen med. Og selvom det er et varmt øjeblik i filmen, er det også symptomatisk for fremstillingen, at Robsahm ikke holder fast i, hvorfor Pål pludseligt viser Magne en opmærksomhed, der ikke er bundet op på kontraktlige forpligtelser. Her var ellers en oplagt anledning til at komme nærmere ind på venskabet og ikke mindst det senere årelange fravær af samme.

‘A-ha: The Movie’ cirkler omkring mekanismerne og udfordringerne, når en professionel relation erstatter et venskab. Og selvom Thomas Robsahm tydeligvis har vundet de tre modne popmænds fortrolighed i form af deres gavmilde interviews hver for sig, bliver vi desværre ikke meget klogere på, hvorfor a-ha i dag først samles i sekunderne før mødet med publikum.


Kort sagt:
Selvom a-has tre medlemmer er gavmilde og åbenhjertige, bliver vi desværre ikke synderligt oplyst om, hvorfor de gik fra hinanden.

A-ha: The Movie. Dokumentarfilm. Instruktører: Thomas Robsahm og Aslaug Holm. Medvirkende: Morten Harket, Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoy. Spilletid: 108 minutter. Premiere: Kan ses i biografen den 25. november.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af