Locke & Key sæson 2: For meget Key, for lidt Locke
’Locke & Key’ er tilbage med en sæson 2, der langt hen ad vejen er et velkomment gensyn.
Efter strabadserne og nærdødsoplevelserne i første sæson har familien Locke endelig fundet sig til rette i det mystiske Keyhouse, og selvom de voksne (moren Nina og onklen Duncan) stadig ikke er i stand til at begribe eller huske magien, der huserer i nøglerne, der ligger gemt rundt omkring på ejendommen, så drager børnene fuld nytte af deres fordelagtige situation – blandt andet til at producere en lowbudget-indiefilm med highbudget special effects. Som man jo gør.
Alt lader til at være i skønneste orden – men hvad søskendetrioen Bode, Tyler og Kinsey endnu ikke ved, er, at dæmonen Dodge stadig er iblandt dem, og han har selvfølgelig en stor, skummel plan i støbeskeen …
For dem, der har brug for en hurtig genopfriskning, er ’Locke & Key’ den længeventede filmatisering af Joe Hill og Gabriel Rodríguez-tegneserien af samme navn. I første sæson flyttede Locke-familien (på nær den myrdede far, Rendell) tilbage til den nedarvede familievilla i New England, hvor de blandt andet opdagede, at der findes nøgler med overnaturlige kræfter, en portal til underverdenen, som man bestemt ikke skal åbne, og at der er gode grunde til, at mordlystne dæmoner med storhedsvanvid er spærret inde i de omkringliggende brønde.
Sæson 2 byder på mere af det hele – mere magi, mere mystik, flere nøgler, flere ondskabsfulde planer, flere ustyrlige teenagehormoner og flere biroller. Et af sæsonens væsentligste problemer er faktisk lige netop det: Der er simpelthen for meget trafik.
Plottet, der i denne omgang går ud på at finde ud af, hvordan de magiske nøgler bliver lavet, er slet ikke dybt eller interessant nok til at bære hele sæsonen (10 x 50 minutter), hvilket kun bliver tydeliggjort af al dens polstring og alle de sideveje, karaktererne konstant skal ud på, før den rigtige historie kan fortsætte.
Jeg kan tælle mindst fem karakterer, der slet ikke burde være blevet skrevet ind i sæson 2, og serien havde stået meget skarpere, hvis den havde været en håndfuld episoder kortere. Det ville i så fald betyde færre nøgler, da der typisk er en ny nøgle i hvert afsnit, men det ville heller ikke skade serien, hvis der var lidt mindre ’Key’ og lidt mere ’Locke’.
I forrige sæson kunne man ellers følge en interessant karakterark, hvor børnene hver især forsøgte at bearbejde farens død, men sæson 2 glemmer af en eller anden grund at give dem personligheder, der går så meget som et halvt spadestik dybere end de generiske mærkater, man kan klistre på dem efter bare et par minutters scenetid:
Tyler er dengsen og ridderen i den skindende rustning, der formentlig ville gå i opløsning, hvis han kom til at sige et bandeord, Kinsey er den rugende og lidt for passive teenagepige, der traditionen tro ikke kan vælge den rigtige fyr, om det så gjaldt hendes liv (hvilket det gør), og Bode er den nysgerrige og naive tween, der har en tendens til at svømme ud, hvor han ikke kan bunde.
Serien forelsker sig desværre alt for meget i sin præmis på bekostning af vores interesse i de karakterer, der altså ligger til grund for den ene halvdel af titlen.
Med det sagt er det også lidt spændende, hver gang en af børnene finder en ny nøgle et besynderligt sted i huset. Det minder lidt om, når Harry Potter endelig lærer en nyttig besværgelse, eller når James Bond får en ny, eksploderende gadget – man glæder sig til at se det i brug.
Men ’mindre er mere’ må og skal være buzzordene, hvis ’Locke & Key’ bliver fornyet med en sæson 3.
Kort sagt:
’Locke & Key’ sæson 2 giver os lidt mere af det hele, men det er ikke nødvendigvis godt.