Gal Gadot skal spille Den onde dronning i Disneys ‘Snehvide’-remake

Gal Gadot skal spille Den onde dronning i Disneys ‘Snehvide’-remake
Gal Gadot . (Foto: Christopher Polk/Getty Images)

Gal Gadot er blevet verdenskendt som superhelt, men snart skal hun også gøre sig som skurk – en ganske ikonisk én af slagsen.

Deadline kan fortælle, at den israelske skuespiller er i gang med at forhandle om at indtage rollen som Den onde dronning i det kommende liveaction-remake af ‘Snehvide og de syv små dværge’. I skrivende stund har Gadot selv delt et screenshot af Deadlines artikel i en Instagram-story – sammen med en GIF af karakteren i Disney-tegnefilmen fra 1937.

Tidligere i år blev det annonceret, at det unge talent Rachel Zegler, der snart er biografaktuel i Steven Spielbergs ‘West Side Story’, skal spille Snehvide.

Filmen skal instrueres af Marc Webb, der har ‘The Amazing Spider-Man’, ‘(500) Days of Summer’ og et hav af musikvideoer på cv’et. Erin Cressida Wilson (‘Kvinden i toget’) tager sig af manuskripet med udgangspunkt i både Disney-tegnefilmen og det oprindelige Grimm-eventyr.

Benj Pasek og Justin Paul, duoen bag musikken i ‘La La Land’ og ‘The Greatest Showman’, står for at skrive nye sange til ‘Snehvide’.

Optagelserne begynder engang i 2022.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af