Hollywood kan ikke få nok af racerbiler, action og Brad Pitt.
Et unavngivet spillefilmprojekt er i støbeskeen med Pitt, instruktør Joseph Kosinski (’Tron’ og ’Oblivion’), producerveteranen Jerry Bruckheimer og manuskriptforfatter Ehren Kruger, der også har arbejdet sammen med Kosinki på den kommende ’Top Gun: Maverick’-film.
Den pakke har fået Hollywood til at starte en budkrig.
Angiveligt har producenter og produktionsselskaber som Paramount, MGM, Sony, Universal, Netflix, Apple og Amazon meldt sig på banen for at få rettighederne til filmen. Lidt overraskende har Disney også meldt sig på banen, som studiet ellers plejer at holde sig langt væk fra budkrige som denne, skriver The Hollywood Reporter.
Det er ikke første gang, et Brad Pitt-projekt skaber så megen opmærksomhed.
Senest skete det i slut-september, da George Clooney og Brad Pitt blev annonceret som medvirkende i Jon Watts’ første film uden for superhelteregi. Filmen ’Lone Wolf Fixers’ med Clooney og Pitt i hovedrollerne fik også mange Hollywood-aktører frem med checkhæfterne.
Udover de kendte navne foran og bag skærmen i den kommende racerfilm skulle den britiske formel 1-racerkører Lewis Hamilton også medvirke. Hvor meget og på hvilken måde vides ikke endnu, skriver The Playlist.