(Spoiler-advarsel for første afsnit af ‘And Just Like That…’)
Første afsnit af HBO Max’ ventede ‘Sex and the City’-reboot, ‘And Just Like That…’, bød på noget af en overraskelse.
Chris Noths karakter Mr. Big afgår nemlig ved døden, da han han får et hjerteanfald efter at have trænet på en motionscykel.
Firmaet bag motionscyklen, Peloton, blev også meget overraskede over den dramatiske drejning – ikke mindst, da den fik fitnessbrandets aktier til at dykke med hele 11 procent. Peloton havde givet tilladelse til, at deres brand måtte bruges i afsnittet, men de kendte ikke konteksten for eksponeringen.
Nu har Peloton forsøgt at udnytte nedturen til noget positivt. Som et umanerligt hurtigt modsvar til afsnittet har de produceret en ny reklamevideo, hvor Chris Noth medvirker (beskrevet af blandt andre The Wrap).
I videoen sidder Noth i en sofa foran et romantisk ildsted sammen med virkelighedens Peloton-fitness-instruktør Jess King. »Skal vi tage en tur til? Livet er for kort til at lade være«, siger Noth smålummert, hvorefter kameraet afslører, at der står to Peloton-motionscykler bag parret.
Ind fra højre kommer Ryan Reynolds’ voiceover. »And just like that blev verden mindet om, at regelmæssig cykling stimulerer og forbedrer dit hjerte, lunger og cirkulation«, siger Reynolds. I et hidsigt tempo opremser han alle fordelene ved at bruge en motionscykel, inden han slutteligt meddeler: »Han er i live«.
Se videoen herunder.