’And Just Like That…’: Underligt bornert ‘Sex and the City’-reboot svigter sine hovedpersoner

’And Just Like That…’: Underligt bornert ‘Sex and the City’-reboot svigter sine hovedpersoner
Veninderne samlet i 'And Just Like That'. (Foto: HBO Max)

På denne store og lettere angstprovokerende dag for ‘Sex and the City’-fans har jeg en god og en dårlig nyhed:

Den gode nyhed er, at spinoff-serien ‘And Just Like That…’ er bedre end de to spillefilm, hvor især toeren var en forbrugervulgær katastrofe, som jeg personligt har valgt at fortrænge. Vi er lykkeligt tilbage i seriesporet ved brunchbordet på Manhattan i en mere intim og eksistentiel fortælling om kvindeliv i 50’erne i skikkelse af de som altid glamourøse og sludrevorne veninder Carrie (Sarah Jessica Parker), Miranda (Cynthia Nixon) og Charlotte (Kristin Davis).

Den dårlige nyhed er, at serien hverken er så sjov, skarp eller sexpositiv som den oprindelige HBO-serie fra 1998-2004, der foruden at være vildt underholdende og velskrevet var banebrydende både i sin skildring af kvindelig seksualitet, kvindelige antihelte og kvindelige venskaber.

Det er sigende, at ordet ‘sex’ ikke er med i titlen længere. Serien er underligt bornert: I første afsnit optræder Carrie som fast paneldeltager i den woke sexpodcast ‘X, Y, and Me’, hvor værten Che (Sara Ramirez) spørger hende, om hun onanerer. Carrie bliver helt mundlam og er for blufærdig til at svare. Jeg forstår godt, at serien vil have os til at forstå, at Carrie har svært ved at følge med tiden. Men vi taler om en kvinde, der levede af at skrive en sexklumme i 90’erne, omtalte sig selv som sexantropolog og bestemt ikke var bange for at dele sine erfaringer.

Sarah Jessica Parker i ‘And Just Like That’. (Foto: HBO Max)

Jeg savner øjeblikkeligt bramfrie Samantha, hvis fravær forklares ved, at hun er flyttet til London og har ghostet veninderne, efter Carrie fyrede hende som publicist. Ikke overbevisende, når man kender loyale Samantha, men noget skulle forfatterne jo finde på, nu hvor skuespiller Kim Cattrall takkede nej til at genoplive rollen.

Der burde, også uden Samantha, være masser at udforske i den kvindelige seksualitet i langvarige forhold og i overgangsalderen. Men i de fire første afsnit, som denne anmeldelse bygger på, er Mirandas nu 17-årige søn, Brady, stort set den eneste, der interesserer sig for sex – til sin mors irritation.

Det er ellers en sjov ny vinkel på sexsnakken, når Miranda starter den traditionsrige brunch med at fortælle Charlotte og Carrie, at hun startede morgenen med at træde på sin søns fyldte kondom. Men efter et halvhjertet ordspil rykker Carrie hurtigt samtalen videre. De har åbenbart vigtigere ting at tale om.

Det er realistisk nok, at kvinder i en alder af 55 i stabile parforhold ikke har samme fokus på jagten på kærlighed og de syrede sexoplevelser, de høstede på vejen. Og at man ikke diskuterer sit sexliv med sin mand med sine veninder på samme måde som med et tilfældigt stykke kød.

Men jeg ville virkelig gerne have været med i soveværelset hos Charlotte og Harry og hørt hende klage til veninderne over, at han altid giver oralsex på samme måde, ikke gider knalde mere, vil have hende med i swingerklub, eller hvad ved jeg.

I stedet er kvinderne fokuseret på deres sociale status, som de har svært at navigere i anno 2021, hvor man både skal være opmærksom på forskellige kønsidentiteter, seksualiteter og racer for ikke at blive dømt ude som heteronormativ hvid boomer.

Miranda begynder at studere menneskerettighedsjura på Columbia og kommer straks utilsigtet til at komme med racistisk-kiksede kommentarer til sin sorte professor (Karen Pittman). Charlotte er optaget af at blive tæt veninde med en anden mor på sine døtres skole (Nicole Ari Parker), som er sort, og stresser over, at hun ikke har andre sorte i sin omgangskreds, hun kan invitere til middagsselskab.

Og Carrie kæmper med at leve op til sine medpodcastere – ikke mindst ikkebinære biseksuelle Che, der leverer en mini-Ted Talk i form af et standup-show til alle uindviede om, hvordan queer-personer bliver marginaliseret i medierne. Pointerne er gode, men hvad med at udfolde hendes karakter i stedet for at holde foredrag. Show it, don’t tell it, tak.

‘Sex and the City’ er med rette blevet kritiseret for sit ensidige portræt af hvide, heteroseksuelle, enormt privilegerede kvinder, og det er al ære værd, at showrunner Michael Patrick King anerkender, at verden er større og inkluderer ikke-hvide og queer karakterer. Men indtil videre fungerer de udelukkende som middel til at lære vores hvide hovedpersoner at blive mere woke.

Det er helt sikkert svært for nogle 50+’ere – også feminister – at følge med tiden. Men det føles altså som en fornærmelse mod mine gamle heltinder, der var åbne, nysgerrige og altid med på den sidste trend, at de skulle være meget bagom dansen. En ikke-woke Miranda er ikke Miranda.

Sara Ramiréz i ‘And Just Like That’. (Foto: HBO Max)

I stedet for sex og komik får vi en mere dramaorienteret og soapet serie – ikke ulig den drejning ‘Sex and the City’ tog i sidste sæson og første film. I slutningen af første afsnit kommer der en gedigen chokerende drejning, der forandrer Carries liv og tvinger hende til at tage sin tilværelse op til revision.

Forandringen er velkommen, og som altid er det en fornøjelse at følge Sarah Jessica Parkers Carrie gennem hendes neuroser og følelsesmæssige rutsjebaneture. Selv gennem en stalker-besættelse af Bigs ekskone Natasha, som mod mine forventninger vakte en nostalgisk glæde i mig.

Trods al min kritik må jeg også indrømme, at det var ganske hyggeligt at vende tilbage til den velkendte venindedynamik, og at jeg allerede glæder mig lidt til næste afsnit. For det, for de enkelte jokes, der fik mig til at smile, og for Carries fortsatte evne til at vade Manhattan tynd i stiletter får serien sin tredje stjerne.

Men jeg ærgrer mig godt nok over, at ‘And Just Like That…’ forspilder sin mulighed for at for alvor rette op på det dårlige ry, som filmene gav ‘Sex and the City’. Alle kulturprodukter har sin tid, og jeg tror desværre, at ‘Sex and the City’ har udspillet sin.

Medmindre den nye serie opper sig markant i de resterende afsnit, vil jeg nok placere den i samme fortrængningsskrin som filmene og gå tilbage og nyde originalen, der heldigvis stadig holder.


Kort sagt:
‘Sex and the City’-rebootet har sine øjeblikke, men savner både sex og humor og svigter vores gamle veninder ved at gøre dem frustrerende u-woke.

Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.

'And Just Like That'. Serie. Serieskaber: Michael Patrick King. Medvirkende: Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon, Kristin Davis, Sara Ramirez, Karen Pittman, Nicole Ari Parker. Spilletid: 10 afsnit á ca. 30 min. Premiere: 10. december på HBO Max.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af