’Hacks’: To stride komikerkvinder er det sjoveste på dine streamingtjenester lige nu

’Hacks’: To stride komikerkvinder er det sjoveste på dine streamingtjenester lige nu
'Hacks' (Foto: PR)

Såkaldte ’hacks’ er forfattere, der lever af bestillingsarbejde og sælger deres kreative sjæl for skillinger. Hvis man trækker lidt på vokalen i ordet, lyder det pludselig som ’hags’, et gammelt ord for hekse eller ’dumme kællinger’ på et umoderne dansk.

Jeg mistænker dobbeltbetydningen for at være overlagt i HBO Max’ lynskarpe komedieserie om et umage venskab mellem to kropumulige kvindelige komikere.

Ava er en ung, hip komedieforfatter, der har brændt nallerne på en utilgiveligt u-woke joke i det smarte Los Angeles. Deborah Vance er et etableret standup-ikon, der står til at miste sin årelange tjans som middelklassens yndlingsentertainer i det prolle-glittede Las Vegas.

Da deres fælles manager foreslår, at de to kvinder slår kræfterne sammen, vækker det mildt sagt ikke begejstring. 

‘Hacks’ (Foto: HBO Max)

Den unge Generation Z’er klynker ved tanken om at skulle skrive jokes for en dinosaur, der ikke er bleg for at lave nedgørende vittigheder om sig selv som ‘psykotisk kvinde’ i jagten på det nemme grin. Og dinosauren orker for sit vedkommende ikke at tage imod hjælp fra nogen – og da slet ikke en eller anden uimponeret 25-årig, der synes, punchlines er maskuline og kalder sine jokes for ’tankedigte’.

Det er et samarbejde made in hell og bliver kun til noget, fordi begge kvinder er på skideren. De må for alt i verden blive i den fordømte, utaknemmelige branche, der er det eneste, de har. Deborah er så afhængig af sit arbejde, at hun bliver gnaven, hvis nogens stikker hende en halv fridag. Og Ava er ikke for fin til at smadre venskaber og blamere sig på sin vej mod toppen. 

Synligt bevis på hendes desperation leveres i et herligt manisk optrin, hvor hun, indsmurt i chokolade, truer en antikforhandler med at smadre en kostelig vase, hvis han ikke sælger hendes nye chef en peberkværn. Ak ja, hvad gør man ikke for at tilfredsstille kreative chefers luner?

Ava og Deborah er begge svære at holde af, men umulige ikke at elske. Hannah Einbinder (som er komiker in real life) er vidunderligt øretæveindbydende som nybølgefeministen Ava, der snubler rundt i sin egen wokeness og bare  fortælle om sine inderste og mest akavede følelser. Om så folk gider at høre om dem eller ej.

Og Jean Smart som Deborah Vance, altså, jeg siger jer … Hvis I ikke allerede har fået øjnene op for Smart efter blændende optrædener i nogle af tidens hotteste serier, ’Mare of Easttown’ (2021) og ’Watchmen’ (2019), bliver ’Hacks’ den sidste dårlige undskyldning. 

‘Hacks’ (Foto: HBO Max)

Smart er hamrende overbevisende som lunefuld komikerdronning, der nok behandles som et koryfæ i branchen, men kan suge al opmærksomhed og – hvis hun vil – god stemning ud af et lokale. En evne, hun blandt andet demonstrerer til sin egen datters fødselsdagsfest. Med en punchline, der selvfølgelig lander, lige som kagen kommer ind. Timing er nu engang alfa omega for den gode joke.

Gode jokes og skarpe verbale lussinger er der selvfølgelig mange af i serien, der nu mest er sjov, fordi den konstant overrasker og kløgtigt udstiller sine karakterers uhensigtsmæssige handlemønstre.

Men ‘Hacks’ er ikke kun ude efter at drille sine selviske showbiz-kvinder. Den udleverer også sig selv og en forskruet og maskulin showbiz-branche, der skaber dem. Hvis Ava gakker rundt, er det også, fordi hun er hamrende bevidst om, at hendes 15 sekunders berømthed allerede kan være opbrugt. 

Og hvis Deborah i årevis bruger sig selv som punchline og er blevet lidt hård i filten, er det, fordi hun ellers ville have været færdig for længst. Stand up-branchen er domineret af mænd af en grund. Og nej, grunden er ikke, at kvinder ikke at sjove. Den pointe kører de stride kvinder i ‘Hacks’ hjem med trumf.


Kort sagt: 
‘Hacks’ er en lynskarp, overraskende, selvspiddende komedieserie med Jean Smart i sin bedste rolle til dato.

’Hacks’. Serie. Skabere: Lucia Aniello, Paul W. Downs, Jen Statsky. Medvirkende: Jean Smart, Hannah Einbinder, Carl Clemons-Hopkins, Poppy Lui. Spilletid: 10 afsnit a 30 min. Premiere: Kan ses på HBO Max.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af