Knap to år har vi måtte vente på et gensyn med Netflix-serien om Byrde-ægteparret, der flirter med katastrofe, når de hvidvasker penge for de mexicanske karteller.
Nu kan vi endelig se frem til første halvdel af seriens finalesæson, der lander på Netflix 21. januar, og som netop har fået en eksplosiv ny trailer, hvor dramaet for alvor bliver sat på spidsen.
Byrde-parrets mafiaforbindelser lader til at implodere, mens deres egne børn bliver stadigt mere involveret i forældrenes lyssky løbebane. Og så ser stortalentet Julie Garner ud til at få en endnu mere markant rolle som white trash-badassen Ruth, der kommer på kant med familien.
‘Ozark’ har fået en blandet kritikermodtagelse siden sin undfangelse, men der var bred enighed i anmelderstanden om, at serien for alvor begyndte at løfte ambitionerne om en krydsning mellem ‘The Sopranos’ og ‘Breaking Bad’ i tredje sæson, som vores anmelder gav fire stjerner.
De første syv afsnit af ‘Ozark’ lander på Netflix 21. januar, hvorefter de resterende syv afsnit følger senere på året grundet coronaforsinkelser i produktionen.