Jon Stewart har trukket i land, efter hans udtalelser om J.K. Rowlings »antisemitiske« fremstilling af nisserne i Gringotts-banken i ‘Harry Potter’ skabte overskrifter over hele verden.
Stewart har delt en video på Twitter, hvor han forsøger at forklare sit synspunkt.
Han kalder den oprindelige samtale om jødekarikaturer i ‘Harry Potter’, der fandt sted i hans podcast ‘The Problem With Jon Stewart’, for en »afslappet samtale« om, hvordan »nogle troper er så dybt indlejret i samfundet, at de dybest set er usynlige – selv under noget så gennemtænkt som filmskabelsesprocessen«.
Stewart fortsætter: »Jeg mener ikke, at J.K. Rowling er antisemit. Jeg anklagede hende ikke for at være antisemit. Jeg mener ikke, at ‘Harry Potter’-filmene er antisemitiske. Jeg elsker virkelig ‘Harry Potter’-filmene – sikkert mere end en på min alder burde«.
Den tidligere talkshowvært langede også ud efter medierne for at antyde, at han kritiserede J.K. Rowling. Man må dog sige, at det var nemt at misforstå Stewarts ‘egentlige’ intentioner, eftersom han navngav den oprindelige video: »Problemet med nisser: J.K. Rowling, Harry Potter & Jøder« og gav den undertitlen »antisemitiske troper«.
Til Rowlings forsvar har hun faktisk gentagne gange brugt sin Twitter-konto til at forsvare jøder, som blev angrebet af trolls, og tale mod antisemitisme.