For første gang i tre år kan vi se frem til en Oscar-uddeling med en vært på scenen.
Spekulationerne om hvem der skal påtage sig tjansen har allerede været mange: Navne som Tom Holland og Pete Davidson er allerede blevet kastet i tombolaen.
Men hvad med den notoriske Golden Globes-vært Ricky Gervais, der er både hadet og elsket for sine skarpe stikpiller til Hollywoods elite?
Det blev komikeren og skuespilleren spurgt om, da han medvirkede i ABC-programmet ‘The View’ i forbindelse med promoveringen af tredje sæson af hans Netflix-serie ‘After Life‘. Og selvom Gervais er klar til at indtage værtsrollen, regner han ikke med, at Oscar-Akademiet vil have ham.
»Der er en hage. Det fantastiske ved Golden Globes var, at de lod mig skrive mine egne jokes, sige hvad jeg ville og droppe prøverne. Som komiker er det for god en mulighed til at afslå. Jeg tror ikke, at Oscar ville give mig den samme frihed. Og med rette! Det ville være skørt!«, siger Gervais ifølge Indiewire.
Det betyder dog ikke, at Gervais ikke med det samme ville træde til, hvis han rent faktisk fik at vide, at han måtte skrive sine egne jokes uden nogen form for censur:
»Hvis de sagde det, ville jeg med sikkerhed gøre det. Jeg ville gøre det gratis, hvis de sagde det«.
Oscar-uddelingen løber af stablen natten til 28. marts. Lige nu forlyder det på rygtebørsen, at Akademiet overvejer at parre to A-listekendisser til værtstjansen. De har blandt andet bedt om råd fra deres seere i forhold til castingen af værter i et opslag på Instagram.