‘After Life’: Ricky Gervais er tilbage med sjov, grov og rørende serie på Netflix
Har man prøvet at miste nogen, kender man måske den følelse af meningsløshed, der kan opsluge én som en tung, overvældende bølge, hvor kroppen suges ned i understrømmens blistrende kraft. Mange har nok også erfaret, at vejen op fra dybet ikke kan gøres på egen hånd.
I Ricky Gervais’ nye Netflix-serie ’After Life’ møder vi Tony (Gervais selv), som lige har mistet sin kone Lisa (Kerry Godliman) til kræft. Han har mistet troen på livet, tabt glæden ved tilværelsen og det eneste, som afholder ham fra at tage sit eget liv, er, at hunden skal fodres.
Lisa har inden sin død indspillet en video, hvor hun husker Tony på at leve livet, og som han ser hver dag. Men alligevel bevæger han sig ud som en forfalden zombie med en rå og vred ærlighed fravristet enhver form for pli og empati. For hvis hans liv ikke længere giver mening, hvad har han så at miste…
Tony arbejder for en gratisavis. Settingen minder til dels om Ricky Gervais’ egen ’The Office’, hvor lokalet og dens menneskelige indmad udgør en så trist og tør atmosfære, at englændernes yndede kiks trægt smuldrer ned af væggene.
Tony og fotograf Lenny (Tony Way) bliver kaldt ud til beboere i nærområdet, som selv mener, de har en historie værdig til at komme i avisen. Fra drengen, som kan spille på to blokfløjter med næsen, til manden, der mener, at pletterne fra et lækket vandrør ligner den britiske skuespiller Kenneth Branagh. Historierne bliver den galde, der binder Tonys klodsmajorspil sammen, inden det hele ramler.
Tony går til en komplet uduelig psykolog, hænger ud med den lokale junkie og bliver venner med byens sexarbejder. Han besøger sin plejehjemsramte, demente far (David Bradley), der hver dag spørger ind til, hvor Tonys afdøde kone er og minder ham om, at hver dag er at starte forfra i sorgens fortvivlende labyrint. Og så møder han en enke (Penelope Wilton), som hver dag sidder ved sin afdøde mands grav ved siden af Tonys egen kones, og som efterhånden minder ham om, at glæden skal findes i det, man gør for andre.
’After Life’ er tåkrummende ærlig og hudløs trist, men samtidigt ustyrligt sjov og vidunderligt rørende.
Man forledes måske til at tro, at det hele er en depressionens skrue uden ende, men ’After Life’ er ikke en serie om meningsløshed. Det er en serie om at finde, eller måske genfinde, meningen med livet.
Ricky Gervais har jo gerne gjort en dyd ud af at være grundlæggende ligeglad. Det kan forekomme både finurligt, charmerende og arrogant alt efter temperament. Han var genialt selvindsigtsløs i ’The Office’, grinende og afstumpet i ’An Idiot Abroad’, underholdende kold i røven som vært ved Golden Globes, pædagogisk bedrevidende i sine standup-shows, uforløst i småkomedieserier som ’Derek’. De seneste år har hans produktion været i høj bølgegang.
I hans nye serie er humoren ikke bare et middel til at lette stemningen. Når den er oprigtig og ikke blot ondskabsfuld er den vejen tilbage til livet.
Og måske Tonys ærlighed blot er en sandfærdig beskrivelse af en triviel og banal verden, som kun simple jubelidioter lader sig forblinde af. Måske ikke. For når konsekvenserne af ens handlinger alligevel bliver for store for andre, må selv Tony indse, at verden er større end én selv.
Kort sagt:
Med ’After Life’ er Ricky Gervais endelig tilbage med en meningsfuld, sjov, rørende og grov serie om søgen efter mening, når det mest dyrebare er taget fra én.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.