Det er en offentlig hemmelighed, at optagelserne til ’Mad Max: Fury Road’ var meget anspændte, primært på grund af massive uenigheder mellem filmens to hovedrolleindehavere, Charlize Theron og Tom Hardy.
New York Times-skribent Kyle Buchanan har netop udgivet bogen ’Blood, Sweat & Chrome: The Wild and True Story of ‘Mad Max: Fury Road’’, som netop går bag kulissen på filmens tilblivelse.
Vanity Fair har i anledning af udgivelsen bragt et uddrag fra bogen, som består af citater om Tom Hardy og Charlize Therons dynamik på settet.
Filmens klipper J. Houston Yang siger: »Det var tydeligt, at de to hadede hinanden. De ville ikke røre ved hinanden, de ville ikke se på hinanden, de stod med ryggen til hinanden, når kameraet ikke rullede«.
Theron udtaler selv i bogen: »Jeg var i overlevelsesmode; jeg var virkelig skræmt for vid og sans«. Det blev til sidst så slemt, at Theron spurgte instruktør George Miller, om de kunne få en kvindelig producer på settet til at mediere efter et særligt stort skænderi.
Theron udtaler sig ikke i bogen om den specifikke hændelse, men kameraoperatør Mark Goellnicht fortæller: »Vi skulle møde klokken otte den dag. Charlize var der på slaget og sad klar i The War Rig, vel vidende at Tom ikke ville være der til tiden, på trods af at de specifikt havde bedt ham om at være der. Han var kendt for ikke at møde op til tiden om morgenen«.
»Klokken 11. Hun er stadig i The War Rig og har siddet der med makeup og fuldt kostume i tre timer. Tom dukker op. Hun hopper ud og begynder at bande af ham, ’få den fucking cunt til at betale hundrede tusind dollars for hvert minut, crewet har ventet’ og ‘hvor er det respektløst af dig!’, hun har ret. Fuld rant, skriger det højt. Tom hører noget af det og går op til hende og siger: ’Hvad sagde du til mig?’«.
Theron ser i uddraget selv tilbage på hændelsen og tilføjer: »Det kom helt ud af kontrol og der kom en følelse af, at måske ville en kvindelig producer kunne hjælpe med at udligne noget af det, fordi jeg ikke følte mig sikker«.
George Miller sørgede for, at den rutinerede producer Denise Di Novi rejste til Namibien, hvor de filmede, for at mediere mellem de to stjerner.
Kameraoperatør Mark Goellnicht fortæller også, at Tom Hardy blødte mere op, efter de filmede scenen, hvor Max begynder at forstå Furiosa. Han var måske så meget method actor, at han påtog sig Max’ karakterudvikling gennem filmen.
Theron siger, at det hjalp af have en kvindelig producer at snakke med, men hun var primært på et kontor og ikke på optagelserne. »Når jeg var på set, følte jeg mig stadig ret nøgen og alene«, siger hun.
Hardy og Theron lader til at have fået et bedre forhold til hinanden i dag, men er begge blevet klogere på, hvordan de skal opføre sig i fremtiden. Det fulde uddrag fra bogen kan læses her.