‘The Bourne Supremacy’ (2004)
Paul Greengrass’ spionthriller er actionfilmens svar på bokseren Muhammad Alis berømte ‘spøgelsesslag’, der sendte modstanderen Sonny Liston i gulvet i 1965. Alis berømte højre kolliderede med Listons kæbeparti med en sådan fart, at ingen blandt publikum nåede at opdage, hvad der var sket.
Matt Damon, der spiller den hårdtslående agent Jason Bourne med hukommelsestab, er ingen Muhammad Ali. Men hans knytnæver flyver med samme næsten usynlige fart takket være en ‘blink med øjet og du misser det’-klippeteknik og rystende kameraføring, der gennemsyrer det andet (og i endnu højere grad tredje) kapitel i den originale Bourne-trilogi. IndieWire-kritikeren Matthias Stork har døbt denne særlige hyperaktive actionæstetik for ‘Chaos Cinema’.
Før ‘The Bourne Supremacy’ gjorde instruktørerne altid en dyd ud af at dvæle ved kampscenerne, eksplosionerne og de intense biljagter. Når helte som Rambo og Indiana Jones nedskød fjenden eller flygtede fra en gigantisk rullesten, var man som publikum aldrig i tvivl om, hvad der foregik. Det var her, i de spektakulære actionsekvenser, at filmene nåede deres klimaks.
Denne tradition gør Paul Greengrass op med i den anden film om Jason Bourne. Instruktøren overførte sin dokumentaristiske håndholdte stil fra sin tidligere film ‘Bloody Sunday’ og tilføjede en nærmest hyperaktiv klippestil til actionscenerne, så de opleves som et kaotisk sansebombardement.
Når det virker – og det gør det i Greengrass’ to Bourne-film – giver den særlige stil kampscenerne et realistisk tilsnit, der sender pulsen i vejret og får publikum til at føle, at de befinder sig midt i kampens hede og selv kan blive knockoutet hvert øjeblik.
Desværre er det langt fra alle, der besidder Paul Greengrass’ ferme greb om de kaotiske virkemidler. I kølvandet på ‘The Bourne Supremacy’ forsøgte alle fra James Bond (‘Quantum of Solace’) og ‘The Fast & the Furious’-filmene til ‘Transformers’-franchisen og ‘Deja Vu’ at gøre den britiske instruktør kunsten efter.
Men de dårlige efterligninger føles som en perlerække af afbrudte samlejer i et dårligt belyst lokale med lidt for mange våde varer under vesten. Det går meget stærkt, det er enormt svært at orientere sig, og det hele synes overstået, før det egentlig er begyndt.
‘300’ (2006)
Ikke alle hoppede med på ‘Bourne Supremacy’-vognen og bombarderede publikum med hurtige klip og rystende kameraføringer. I 2006 landede Zack Snyders 300′ som den ultimative kur mod den rystesyge, som flere kritikere mente ødelagde actiongenren.
‘300’ er baseret på en tegneserie af samme navn af legenden Frank Miller. Den følger en spartansk hær af 300 soldater, som udkæmper et blodigt slag mod den persiske Kong Xerxes og hans hær af over en million soldater i år 480 f.Kr.
Og hvis ‘The Bourne Supremacy’ havde karakter af et hurtigt engangsknald, føles ‘300’ som en tur under lagnerne med olieindsmurte muskelmænd, der aldrig synes at ende.
Alle actionscenerne – og filmen består næsten ikke af andet – er computerskabte og bliver leveret i super slowmotion, så blodet maler lærredet rødt med brede penselstrøg, når det sprøjter ud fra de afhuggede lemmer.
‘300’ inspirerede et væld af actionfilm fra ‘The Kingsman’ og ‘Wanted’ til ‘Hardcore Henry’ og ‘Dredd’. Stilen har bestemt sin berettigelse, men alt for ofte føles den som en plat gimmick, der tager luften af ballonen frem for at sende hjertet op i halsen.
I dag synes actionfilmen at have rystet de super langsomme kameraskud af sig, men den æstetiske stil lever i bedste velgående i superheltegenren – blandt andet i ‘Man of Steel’ og ‘Justice League’ som da også har Zack Snyder i instruktørstolen.
‘Taken’ (2008)
Da ‘Taken’ blev et overraskende hit i 2006, varslede filmen på overfladen ikke umiddelbart noget nybrud for actiongenren.
Historien om en pensioneret CIA-agent, der tager kampen op mod en flok skurke for at redde sin datter, trækker tråde helt tilbage til Arnold Schwarzenegger-filmen ‘Commando’ fra 1985. Og den hurtige klippeteknik, der prægede kampscenerne i ‘Taken’, var på dette tidspunkt allerede et fortærsket trick.
I ‘Taken’ giver det dog god mening at skjule hovedpersonens kampfærdigheder bag et slør af hurtige klip og rystende billeder. Manden i hovedrollen er nemlig Liam Neeson. Da ‘Taken’ udkom, var skuespilleren 56 år gammel – og hans erfaring udi øretæver foran kameraet var mildest talt begrænset.
‘Taken’ forvandlede ikke blot Liam Neeson til en moderne actionstjerne: Succesen åbnede døren til Hollywood op på vid gab for lignende skuespillere med grå stænk i håret, der ønskede at prøve kræfter med actiongenren.
Ud over ‘Taken’-filmene giver Liam Neeson den også som actionhelt i blandt andet ‘A-Team’, ‘Non-Stop’, ‘Run All Night’, ‘Cold Pursuit’ og ‘The Marksman’. De senere år har også 66-årige Denzel Washington (‘The Equalizer’-filmene), 66-årige Bruce Willis (‘The Expendables’, ‘RED’), 52-årige Bob Odenkirk (‘Nobody’) og ikke mindst 56-årige Keanu Reeves (‘John Wick’-filmene) fulgt trop og givet den som bedstefædre med slag i.
Klassiske 80’er-actionbøffer som Arnold Schwarzenegger og Sylvester Stallone er også stadig aktive, men ingen kan måle sig med Tom Cruise. Alderen synes ingen hindring for den 58-årige superstjerne, der udfører sine egne halsbrækkende stunts i ‘Mission Impossible’-franchisen – og som snart kan opleves i ‘Top Gun 2’, hvor han (selvfølgelig) selv flyver jagerflyet.
Trenden med gamle mænd i nye actionfilm ser ikke til at ebbe ud lige foreløbigt. Og måske er det en uundgåelig udvikling, at actionfilm af den gamle skole har Hollywoods ældre elite på skemaet?
De altdominerende superheltefilm har de senere år støvsuget filmlandskabet for den yngre garde af skuespillere, som har fysikken til at slå en proper næve. Bevares, der findes undtagelser. Chris Hemsworth beviste med ‘Extraction’ fra sidste år, at der er plads til yngre kræfter i actiongenren.
Men så længe superheltefilmene bliver ved med at dominere box office, må den klassiske actionfilm tage til takke med det grå guld. Og det er faktisk ikke så ringe endda.
‘John Wick’ (2014) og ‘The Raid’ (2012)
I 1980’erne blev Hollywood ramt af en martial arts-bølge, som skyllede et væld af nye actionstjerner op på land. Jean-Claude Van Damme, Chuck Norris og Steven Seagal uddelte cirkelspark og knytnæveslag ud til højre og venstre, og publikum tog gladeligt imod.
Martial arts har rødder i Kina og består af flere hundrede kampformer, også ofte benævnt ‘Kung Fu’. Kampsporten blev transporteret til Hollywood op gennem 1970’erne af folk som Bruce Lee og Jackie Chan. Hårdtslående knudemænd fra Hollywood, som Clint Eastwood og Charles Bronson, måtte pludselig vige pladsen for den nye skole, der – når de var bedst – leverede velkoreograferet vold til masserne.
Martial arts-trenden døde så småt ud i 1990’erne, men fik en revival med sci-fi-klassikeren ‘The Matrix’, hvor Keanu Reeves bogstavelig talt fik skudt martial arts direkte ind i hjernebarken.
Og netop Keanu Reeves står for en af de mest succesfulde actionfranchises i nyere tid, ‘John Wick’-serien. Filmene er instrueret af Chad Stahelski, der har en fortid som stuntkoordinator, og Keanu Reeves spiller rollen som lejemorderen John Wick, der nedkæmper en hel underverden af martial arts-kæmpende gangstere.
‘John Wick’ tog teten fra ‘The Matrix’ og gjorde martial arts cool igen for helt nye generationer. Siden har nogle af Hollywoods største stjerner som Charlize Theron i ‘Atomic Blonde’ og Chris Hemsworth i ‘Extraction’ været ‘kung fu fighting’.
Martial arts’ renæssance i Hollywood kan dog ikke tilskrives ‘John Wick’ alene. I 2012 ramte en lille indonesisk actionfilm ved navn ‘The Raid’ biografgængere som en velplaceret knytnæve i mellemgulvet.
Plottet var alt andet end originalt: En ung politimand skal kæmpe sig igennem et højhus af hårdtslående kriminelle for at redde sin bror ud af kløerne på en gangsterboss.
Det lugter lidt af ‘Die Hard’, men der stopper sammenligningerne også. For hvor John McClane primært klarede skærene ved hjælp af sin seksløber, sine næver og en perlerække af oneliners, må hovedpersonen i ‘The Raid’ overleve på sine utrolige kampteknikker alene.
‘The Raid’ er som en blodig ballet, hvor den ene skurk efter den anden bliver dræbt i nogle af de mest opfindsomme, voldelige og smukt orkestrerede kampscener i filmhistorien. Skuespillet er sekundært, det er næverne og fødderne, som taler.
Hollywood lyttede tydeligvis efter, og med ‘John Wick 4’ lige om hjørnet tyder intet på, at actionfilmens flirt med martial arts stopper lige foreløbigt.
‘Mad Max: Fury Road’ (2015)
I starten af 2020 kårede det britiske filmmagasin Empire ‘Mad Max: Fury Road’ til den bedste film i det 21. århundrede. Ikke den bedste actionfilm – den bedste film. Det fortæller lidt om niveauet, at det fjerde kapitel i Mad Max-sagaen allerede har opnået klassikerstatus.
Endnu vildere er det, at manden i instruktørstolen er den nu 76-årige veteran George Miller, som ud over den originale ’Mad Max’-trilogi mest er kendt for harmløs familieunderholdning som ‘Babe – den kække gris’ og ‘Happy Feet’.
‘Mad Max: Fury Road’ skulle egentlig være optaget allerede ved starten af årtusindskiftet, men 9/11-terrorangrebet i 2001 bankede hul i den amerikanske økonomi og investorerne trak sig fra filmen.
Men måske var det held i uheld, at filmen blev udskudt med halvandet årti. I hvert fald føltes ‘Mad Max: Fury Road’ som den helt rette medicin mod den syge, som plagede mange actionfilm i 2010’erne: en overdreven brug af computereffekter.
Det siger sig selv, at det både er billigere og mere sikkert at sprænge en biler og bygninger i luften, når de primært består af pixels på en computer. Men det er altså ofte også væsentligt mere tamt at overvære action med en green screen som bagtæppe.
Blot 10 procent af ‘Mad Max: Fury Road’ er lavet med CGI, og den to timer lange biljagt gennem en postapokalyptisk ørken efterlader publikum med følelsen af sand i munden og benzin pumpende gennem blodårerne.
Frygtløse stuntmænd svæver akrobatisk hen over bilerne fra toppen af pæle, pansrede køretøjer bliver sprængt i stumper og stykker, og en gal guitarist hænger fra køleren af en motordreven dødsmaskine.
Med ‘Mad Max: Fury Road’ hævede George Miller barren for actionfilmen og viste vejen for både gamle og unge instruktører. Som filmens stuntkoordinator Guy Norris udtrykker det i ‘behind the scenes’-dokumentaren ‘Going Mad: The Battle of Fury Road’:
«Jeg er overbevist om, at ‘Mad Max: Fury Road’ vil stå som det fremmeste eksempel på, hvordan man skal lave action i fremtidens filmlandskab«.