Chris Pine kaster sig over neglebidende actionsekvenser i den første trailer til thrilleren ‘The Contractor’, som emmer af Jason Bourne-vibes.
Pine spiller veteranen James Harper, der bliver afskediget fra hæren og lader sig indlemme i en lyssky militærstyrke i et desperat forsøg på at forsørge sin familie.
Sammen med sin tidligere soldatmakker (Ben Foster) sætter han ud på en farlig mission orkestreret af den ildevarslende leder for projektet (Kiefer Sutherland). Men da opgaven ender galt, må han flygte med benene over nakken og forsøge at opklare den konspiration, der langsomt lukker sig om dem.
‘The Contractor’ genforener Pine og Foster, der imponerede i neowesternfilmen ‘Hell or High Water’. I instruktørstolen finder man svenske Tarik Saleh, der fik sit internationale gennembrud med Fares Fares-filmen ‘Cairo Confidential‘.
I USA får filmen biografpremiere 1. april, hvorefter den lander på Paramount+. Det er endnu uvist, om filmen kommer op i biograferne herhjemme, inden den lander på streamingtjenesten senere på året.