»Hver dag på set var den værste dag i mit liv«.
Sådan beskrev ’Godfather’-producer Albert S. Ruddy, hvordan det var at lave Francis Ford Coppolas klassiker, da han talte med showrunner Michael Tolkin, før han skrev serien. Før da vidste han ikke, om der var en historie i produktionen, men Ruddy overtalte ham hurtigt.
Miniserien ’The Offer’ fortæller om den lange besværlige vej til at producere en af de bedste film i verden. Produktionen mødte modstand fra alt fra filmstudierne til mafiaen. Gangsterne i ’The Sopranos’ citerer ’The Godfather’ med stor kærlighed, men datidens gangstere troede, at filmen ville gøre tykt grin med dem.
Ja, selv Frank Sinatra var imod den, da han mente Johnny Fontaine-karakteren var baseret på ham (hvilket ikke var helt forkert …).
Albert S. Ruddy skulle jonglere mafiatrusler, pengemangler og meget mere, for at få filmen lavet. Han bliver spillet af Miles Teller i ’The Offer’.
Ud over Teller ses Dan Fogler som Francis Ford Coppola. Castet består også af Matthew Goode, Giovanni Ribisi, Colin Hanks, Juno Temple og Burn Gorman. Man kommer også til at se nogle nye ansigter i kendte roller, Justin Chambers er Marlon Brando, Anthony Ippolito som Al Pacino, og Frank John Hughes spiller Frank Sinatra.
’The Offer’ får premiere 22. april på Paramount+.