’Marry Me’: Jennifer Lopez og Owen Wilsons er et dybt utroværdigt par i ny romcom

’Marry Me’: Jennifer Lopez og Owen Wilsons er et dybt utroværdigt par i ny romcom
Jennifer Lopez og Owen Wilson i 'Marry Me' (Foto: UIP)

Popstjernelivet er et overfladisk cirkus. Men hvis du finder dig en jordbunden matematiklærer i fløjlsjakke, har du en chance for at finde ind til dit autentiske selv.

Sådan er den forudsigelige morale i ’Notting Hill’-klonen ’Marry Me’, hvor Owen Wilson minder J.Lo om, at hun stadig er Jenny from the block.

Jennifer Lopez spiller popstjernen Kat Valdez, som planlægger et kæmpe offentligt bryllup med kollegaen Bastian (den colombianske sanger Maluma). Sammen skal de synge duetten ’Marry Me’ og vies foran et koncertpublikum og på livestreaming. Men sekunder før, hun skal til at sige ja til sin udkårne, finder hun via en lækket video på sociale medier ud af, at Bastian har været hende utro med hendes sekretær. Hun afbryder bryllupsceremonien fra scenen og udpeger i stedet en tilfældig fyr fra publikum, som hun hiver op og gifter sig med.

Allerede her giver plottet ingen mening, for hvorfor skal hun absolut giftes nu og her? Det er for dumt.

Jennifer Lopez og Maluma i ‘Marry Me’ (Foto: UIP)

Men der er mere. Manden, hun udpeger, er den søde og idealistiske matematiklærer og fraskilte far, Charlie. Han er hverken med på noderne eller på SoMe, men har ladet hive sig med af sin kollega Parker (Sarah Silverman som overstyret sidekick) for at bevise over for sin 12-årige datter, Lou (Chloe Coleman), at han er sjov.

Det er han ikke, men han er sød og empatisk og siger ja til Kat for at redde hende fra et offentligt sammenbrud. Næste dag siger han også ja til at forblive gift med Kat og at deltage i hendes mediecirkus med pressekonferencer, Instagram live og en fotograf i hælene til at dokumentere Kats liv og nye ægteskab. Igen en utroværdig plotudvikling, eftersom Charlie ikke viser nogen særlig interesse i Kat og hendes liv. Han synes, at hendes SoMe-tilværelse er overfladisk, og hendes mange assistenter gør hende hjælpeløs og forkælet.

Men, men, men. Kat er jo også en smuk kvinde. Og da hun og Charlie begynder at lære hinanden bedre at kende, finder de hver især ud af, at de kompletterer hinanden. Han forbinder hende til et normalt liv, mens hun udfordrer ham til at komme ud af sin støvede komfortzone. Hun lærer endda Charlies matematikelever at danse og Lou at komme over sin sceneskræk i forbindelse med matematikkonkurrencer.

Men kan deres liv forenes, eller er de for forskellige?

Owen Wilson, Jennifer Lopez og Chloe Coleman i ‘Marry Me’ (Foto: UIP)

Filmen kunne ikke være mere forudsigelig – et fortærsket throwback til 90’ernes romantiske komedie, hvor SoMe-kritik desværre har erstattet charmen.

Få gode elementer gør filmen udholdelig. Owen Wilson er rent faktisk charmerende i rollen og giver nørden et velkomment comeback – også i form af filmens velfungerende klimaks til et matematikstævne for børn. Og hans forhold til 12-årige Lou, som han skal vænne sig til er ved at blive en øjenrullende teenager, er sødt skildret.

Jennifer Lopez er oplagt til rollen, som hun tilfører den rette glamour. Men hun er svær at mærke bag de falske øjenvipper, og forelskelsen mellem Kat og Charlie føles påstået.


Kort sagt:
Jennifer Lopez og Owen Wilson udgør et utroværdigt umage par i den sløje ’Notting Hill’-kopi ’Marry Me’.

‘Marry Me’. Spillefilm. Instruktør: Kat Coiro. Medvirkende: Jennifer Lopez, Owen Wilson, Sarah Silverman, John Bradley. Spilletid: 112 minutter. Premiere: 10. februar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af