’Moonfall’: Roland Emmerichs nyeste katastrofefilm er næsten så dårlig, at den bliver god
Præmissen i ’Moonfall’ er så skør, at den selvfølgelig måtte stamme fra Hollywoods ukronede konge af (katastrofale) katastrofefilm, Roland Emmerich – manden, der med varierende succes har givet os film som ’Independence Day’, ’Independence Day: Resurgence’, ’Stargate’, ’The Day After Tomorrow’ og ’2012’.
Den involverer en konspirationsteori om, at månen faktisk er hul, ældgamle aliens, en intergalaktisk krig, en hævngerrig kunstig intelligens, et rendyrket CGI-orgie, når månen pludselig skifter bane og kommer på kollisionskurs med Jorden, og en kvinde, der hedder Karen, som forsvarer sin ejendom fra indtrængende med et gevær i et af filmens mange absurde forsøg på komiske referencer til virkeligheden. Blandt meget andet.
Allerede fra åbningssekvensen, hvor astronauten Brian Harper (Patrick Wilson) danser til Totos ’Africa’, mens han foretager reparationer på en satellit i nærheden af månen og ivrigt diskuterer sangtekstens betydning med sin næstkommanderende Jocinda Fowler (Halle Berry), mærker man, at Emmerich flirter med »so bad it’s good«-genren.
Vel at mærke uden at have gjort sine skuespillere opmærksomme på det.
Den ene højstemte replikudveksling følger den anden, når månen 10 år senere truer med at kollidere med Jorden, og Harper må springe i astronautdragten endnu en gang efter at være blevet udstødt fra NASA på grund af en rumulykke, som måske slet ikke var en ulykke. Et plotpunkt, der selvfølgelig viser sig at trække tråde til månens mærkværdige kursskifte.
Harper er en parodi på den afdankede heltetype, som modvilligt sætter ud for at redde verden. Han er fraskilt, har månedsvis af ubetalte regninger, kører på motorcykel, drikker og bruger sine aftener på at sætte en veteranbil i stand til sin søn (Charlie Plummer), han har mistet kontakten til.
Lige indtil han bliver opsøgt af den Elon Musk-entusiastiske konspirationsteoretiker KC Houseman (John Bradley fra ’Game of Thrones’), der forgæves forsøger at få NASA’s opmærksomhed efter at have opdaget, at månen er på vej mod Jorden.
Der er ingen vej tilbage, da først meterhøje tidevandsbølger strømmer ind over kloden og får det værste frem i menneskeheden, som plyndrer fra hinanden, mens politikerne sender militæret i gaderne, og en migrationskrise bryder ud i særligt ramte områder.
Så langt så ’Don’t Look Up’. Emmerich er dog ikke så interesseret i filmens allegoriske potentiale som kommentar til global opvarmning og andre menneskeskabte katastrofer. I stedet virker ’Moonfall’ mest af alt som Emmerichs påskud for igen at vende snuden mod rummet og gå amok i bombastiske actionscener, der til tider er som snydt ud af næsen på et halvsløjt computerspil.
Tidevandet skyller ind over jorden, månen smadrer gennem atmosfæren og river Chrysler-bygning i New York i stykker, så den driver mod Arktis, da tyngdeloven sættes ud af spil. Har man drømt om at se en raket blive skudt afsted mod atmosfæren, mens den med nød og næppe undslipper en kilometerhøj flodbølge, går man ikke forgæves.
’Moonfall’ spiller som et potpourri af en række af Emmerichs tidligere film. Rumkonflikten giver et drys ’Stargate’ og ’Independence Day’, mens dramaet på jorden vækker mindelser om ’Day After Tomorrow’, når vi følger Brian og Jocindas skilsmisseramte børn (et job i NASA tager åbenbart hårdt på parforholdene), der prøver at søge ly fra katastroferne.
Plotsporet virker for det meste som en unødig distraktion fra den egentlige hovedret: Emmerichs stort anlagte set pieces i rummet, der balancerer mellem det latterlige og det syndigt underholdende.
Filmen fungerer klart bedst, når den basker en i hovedet med sin svulstige CGI, så man glemmer at tænke over, hvordan den interne logik for længst er pulveriseret.
Man kunne blot have ønsket, at Emmerich havde luet ud i de generiske karakterer og dilemmaer og i stedet var gået all out i dyrkelsen af sin sci-fi-fantasi med dårlig smag og himmelråbende action.
Kort sagt:
Roland Emmerichs nyeste katastrofale katastrofefilm er næsten så dårlig, at den bliver god. Næsten.