’Greenland 2: Migration’: Ny katastrofefilm med Gerard Butler er som revet ud af håndbogen
FILM. Ikke siden Roland Emmerichs ‘2012’ har vi haft en katastrofefilm med en titel, der er så skræmmende aktuel på premieredagen som ‘Greenland 2: Migration’.
Men til de af jer, der ikke fulgte med for seks år siden, da 1’eren udkom – eller måske bare har glemt alt om den (forståeligt) – så har det altså ikke noget med Project 25 eller orange megalomane tyraner at gøre. Faktisk har ‘Migration’ utroligt lidt med Grønland at gøre i det hele taget.
Filmen finder sted, nogle år efter den første sluttede. De få mennesker, der overlevede kometen Clarks nedslag, har enten søgt ly for stråling i bunkere rundt omkring i verden eller simpelthen bare affundet sig med, at de nok ikke lever til 100.
John Garrity (Butler) og hans familie er i relativ sikkerhed på Thulebasen i Grønland, om end det efterhånden handler mere om at overleve end leve. Men det viser sig dog, at Clark ikke er færdig med at lave ravage – Jordens tektoniske plader er begyndt at rykke på sig, og snart bliver basen ramt af et katastrofisk jordskælv, der tvinger John, Allison (Baccarin) og deres søn Nathan til at migrere mod sydøst, hvor de har hørt rygter om en form for Edens Have, en ny begyndelse for menneskeligheden.
Historien i ‘Migration’ er som revet direkte ud af katastrofefilmshåndbogen. ‘Zombieland’, ‘28 Weeks Later’, ‘The Last of Us’, ‘I Am Legend’. Katastrofen indtræffer, nu handler det om at finde et lille grønt frimærke et sted i verden, hvor vi kan genopbygge. På den front skal man ikke forvente sig nye landvindinger.
Det er næsten, som om filmen bygger sig selv en lineær rute (metaforisk og bogstaveligt) fra A til B og efterfølgende placerer en masse kosmetisk lir omkring den for at distrahere os til at tro, at den ikke er forudsigelig og uopfindsom. Men det hele er så konstrueret og belejligt, at det er umuligt ikke at få øje på sømmene i filmen og agendaen bag de forskellige indslag.
Lad mig komme med et par eksempler. John er ude for at udforske et forlist skib og får at vide gennem sin walkie, at der er en storm på vej, men han har rigeligt med tid.
Så han leger Nathan Drake i et par minutter, finder en tørret blomst (symbolik!) og får så pludselig at vide, at nu skal han fandme holde på hat og briller og komme væk derfra, stormen er jo lige i hælene på ham. Fedt. Så får vi lige en lille actionsekvens, som John og hans radiomand da bestemt ikke overhovedet på nogen tænkelig vis kunne have undgået, vel?
Nå, senere i filmen ankommer Garrity-familien til en kløft i landskabet, som nogen har bygget en, lad os kalde det interimistisk bro over. Folk hyggecamperer på begge sider af broen, krydser i eget tempo, ingen stress. John, Allison og Nathan sætter i værk og, vupti, jordskælv, kaos, stenskred, død og ødelæggelse, men pyha, hovedpersonerne kom med nød og næppe over.
Jeg har skrevet et hav af den her slags opportune modstandsøjeblikke ned, men jeg skal nok lade være med at kede jer med flere.
I virkeligheden er de til en vis grad også underholdende nok, og hvis man køber det forbehold fra start af, er det muligt, man klarer sig igennem filmen uden at himle alt for meget med øjnene.
Derudover kan man også svagt ane skyggen af et spændende, næsten dybsindigt tema under al lirret. I forholdet mellem far og søn forsøger filmen at udforske selve pointen med livet. Er tilværelsen overhovedet noget værd, hvis det eneste formål er at eksistere lidt endnu? Vi dykker dog kun et lille plantespadestik ned i den tankeprocess – vi skal jo hurtigt videre til endnu et bekvemt timet jordskælv eller motorproblem, eller hvad ved jeg.
Filmen lider også af et problem, der efterhånden er ved at blive en epidemi i sig selv: Den overforklarer alting. Adskillige gange. Der er så meget eksposition, som kun er til for second screen-publikummets skyld, at man hurtigt kommer til at føle sig som en overstimuleret femårig, der skal have alting mejslet i granit.
Karakterer får forklaret ting, som det er fuldstændigt utænkeligt, at de ikke er udmærket klar over efter at have befundet sig i den her postapokalyptiske verden i et halvt årti.
Man kan i tiltagende grad frygte, at vores koncentrationsevne forværres på nærmest daglig basis, og ‘Migration’s plotcurling er enten en af årsagerne bag eller et symptom derpå.
Kort sagt:
‘Greenland 2: Migration’ er en paint-by-the-numbers katastrofefilm, der hverken prøver at gøre noget nyt eller lader, som om den prøver på at gøre noget nyt. Underholdende nok, hvis man er til den slags, men ikke at skrive hjem om.