’Reacher’: Actionserie med Tom Cruises tårnhøje afløser er stærkt underholdende
Næsten alt, vi får serveret i Nick Santoras fortolkning af Lee Childs populære ’Jack Reacher’-bøger, er set før:
Den ensomme strejfer, der uddeler håndmadder og bøllebank til samtlige bad guys og med stor retfærdighedssans og nærmest uovervindelige kræfter skaber balance i regnskabet.
Skabelonen virker upåklageligt for publikum, og derfor er det ikke så underligt, at titler inden for denne variation af actiongenren bliver samlebåndsproduceret fra ’John Wick’ til ’The Equalizer’-filmene med Denzel Washington.
Childs bøger er før blevet filmatiseret i form af de knap så vellykkede ’Jack Reacher’ og ’Jack Reacher: Never Go Back’, der havde Tom Cruise i hovedrollen. Cruise levede ikke op til publikums ’høje’ (undskyld…) forventninger, da Reacher i bøgerne er to meter lang, hvilket er cirka 30 centimeter mere end ’Mission: Impossible’-stjernen.
Derfor er stafetten nu overdraget til det omvandrende bjerg, Alan Ritchson, der er født til at spille den hårdtslående bulderbasse i et seriereboot, der leverer gedigen underholdning og fin spænding – alt sammen med et forfriskende glimt i øjet.
I ’Reacher’ møder vi titelkarakteren, der er tidligere militærmand og nuværende vagabond, som netop har sat sig til rette i sædet på en diner i Georgia-flængen Margrave, da han pludselig bliver anholdt som mistænkt i en mordsag.
Men da politiet ikke kan bevise Reachers direkte indblanding i mordet, lader de ham gå. Ofret viser sig dog at have en personlig forbindelse til Reacher, hvilket får ham til at gå helhjertet ind i efterforskningen, der også byder på en stor konspiration om hvidvask og venezuelanske gangstere, sammen med den skeptiske kriminalbetjent Oscar Finlay og den handlekraftige betjent Roscoe Conklin.
Hvad der for Reachers vedkommende startede som en lystdrevet tur til en af sydstaterne for at gå på opdagelse i Atlantas blues-katalog, bliver hurtigt reduceret til et regulært blodbad, hvor Reacher må gribe til alle sine dræberinstinkter for at komme til bunds i mysteriet.
Når ’Reacher’ rammer sit højeste underholdningsniveau, kan æren tilskrives Alan Ritchson i hovedrollen. Ritchson gør Reacher til en medrivende actionhelt, der både behersker en høj intelligens, et stoisk sind og en voldsparathed, når omstændighederne kræver det.
Samtidig er Reacher langt fra i kontakt med sine følelser og er i starten en sten i skoen på de få ærlige politibetjente i Margrave, men alligevel holder man nemt af ham. Det illustreres blandt andet i en scene, hvor Reacher uddeler korporlige såvel som verbale tæsk til en ussel hundeejer, der på det groveste har mishandlet sin hund.
Sammenspillet mellem Ritchson, Malcolm Goodwin og Willa Fitzgerald, der spiller henholdsvis Finlay og Conklin, er også en af seriens styrker, når de to politifolk formår at trænge lidt ind bag Reachers stenhårde ydre.
Især den ulmende romance mellem Conklin og Reacher har en fin dynamik og troværdighed. Ligeledes dukker danske Maria Sten op i en stærk birolle som en af Reachers gamle kollegaer.
Serien bliver indimellem for meget af det gode. De skarpt optegnede skurke er voldsomt karikerede, blandt andet Bruce McGills korrupte borgmester, og krimidelen af plottet er hverken originalt eller overraskende.
Desto tættere vi kommer på seriens afslutning, desto mere minder ’Reacher’ om en campet actionfilm fra 80’erne, hvor Finlay går i fuld John McClane-mode iført tanktop, og Reacher ender ud i en klichédrevet final boss battle.
Heldigvis er tonen let og uhøjtidelig det meste af vejen dertil, og replikkerne bliver serveret med tilpas meget selvironi og et glimt i øjet.
Kort sagt:
Takket være en veloplagt hovedrolleindehaver og en god portion humor vil både fans af bøgerne og de uindviede finde masser af underholdningsværdi i Santoras adaptation af ’Jack Reacher’.