I år har Beyoncé modtaget sin første Oscar-nominering nogensinde for ‘King Richard’-sangen ‘Be Alive’. Og ifølge Variety er superstjernen på tale til at optræde med sangen til selve showet.
Det bliver dog ikke nogen almindelig optræden. Beyoncé forhandler med prisuddelingen om at spille sangen fra tennisbanerne i Los Angeles-bydelen Compton, hvor en stor del af ‘King Richard‘ udspiller sig, når Venus og Serena Williams får tennistræning af deres utrættelige far.
Om optrædenen bliver en realitet er endnu uvist, skriver Variety. Men det lyder som et ideelt Beyoncé-koncept, der både ville kaste tiltrængt lys over den særligt afroamerikanske bydel og samtidig hylde to sorte atleter i verdensklasse.
Billie Eilish og Finneas er allerede blevet annonceret til at optræde til showet med deres Oscar-nominerede Bond-sang ‘No Time to Die’, så de musikalske indslag lader til at være i centrum i år.
Sidste år spillede de Oscar-nominerede sange, inden selve showet gik i gang, mens stjernerne ankom på den røde løber – en beslutning, der siden fik en del kritik.
Oscar-uddelingen løber af stablen 27. marts med Amy Schumer, Regina Hall og Wanda Sykes som værter.