Endnu engang har Oscar-akademiet vist, at det er sin egen værste fjende

Oscar-showet kæmper desperat for at stoppe seerflugten og tilpasse sig en ny tid. Det går ikke altid lige godt, skriver Soundvenues Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen, før det går løs om en uge.
Endnu engang har Oscar-akademiet vist, at det er sin egen værste fjende
En Oscar (Foto: Lewis Joly-Pool/Getty Images)

Der har været fokus på billetlugerne i de genåbnede amerikanske biografer i en stor del af den Awards Season, som 27. marts kulminerer i Dolby Theatre med det store Oscar-show.

Såkaldte Oscar-film har haft meget svært ved at gøre sig gældende på indtjening (box office) – hvilket kun er blevet ekstra tydeligt ved, at ’Spider-Man: No Way Home’ har indtjent sensationelle summer. Det kan altså lade sig gøre.

Med undtagelse af ’Dune’ er det svært at lokalisere biografbaskere i årets felt – og det har ikke uventet fået hylekoret af kritikere, som anser Oscar-institutionen for at være ude af trit med tidsånden, til at himle med øjnene – ofte højlydt og vedvarende. Hvorfor er man så bange for at nominere en film som ’Spider-Man: No Way Home’ for bedste film, spørger de:

Er det snobberi? Er god underholdning uforenelig med Akademiets ide om Oscar-værdighed?

Det er lidt en pseudodiskussion, al den stund at Oscar sådan set ligner sig selv. Oscar har aldrig været en prisuddeling, der omfavnede massive blockbusters. Det ligger simpelthen ikke i uddelingens dna at tildele hovedprisen til film, der går rent ind hos de store masser.

Jovist har titler som ’Titanic’ og ’Lord of the Rings: The Return of the King’ vundet for bedste film, men de er undtagelser, som samtidig kan forklares med henvisning til kulturel – frem for bare økonomisk – gennemslagskraft.

Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i James Camerons ‘Titanic’. (Foto: PR)

’Titanic’ greb det globale publikum på tværs af generationer. ’Lord of the Rings’-trilogien indvarslede et afgørende skifte i retning af franchise-tænkning og omfavnelsen af digital teknologi, men det var samtidig film, der bar vidnesbyrd om en instruktør-producer-visionær (Peter Jackson), der i høj grad bar filmen frem til målstregen i kraft af sin personlige dedikation og vision.

Når det så er sagt, er årets Oscar-felt altså præget af få film med bred kommerciel appel.

Og det er der flere grunde til.

Taberne i streamingspillet

Noget hænger sammen med Covid – det er ikke alle amerikanere i den købedygtige alder, der endnu har haft mod på at vende tilbage til præ-pandemi-vanen med at gå i biografen, til koncert osv.

Men meget hænger selvfølgelig også sammen med kombinationen af Covid og den nye streamingøkonomi. Pandemien har utvivlsomt speedet de processer op, der allerede inden februar 2020 – startpunktet for de globale nedlukninger – tegnede sig i horisonten.

Streaming er blevet tidens valuta, særligt for den type film, som Akademiet traditionelt belønner, nemlig prestigefilm med historisk og/eller biografisk indhold, altså film, der er forholdsvis omkostningstunge at producere, men som ikke kan generere en indtjening, der matcher superheltefilmene, som siden Marvel-æraen for alvor tog fat har vist sig at være biografernes primære nøgle til overlevelse.

‘Spider-Man: No Way Home’. (Foto: PR)

Det er – tyder meget på – de store spektakeloplevelser såsom ’Spider-Man’, som det unge publikum ønsker at se i biografen, hvor formatet kommer bedst til sin ret, hvorimod den klassiske mellembudgetfilm, der er Oscars bread and butter, godt kan opleves derhjemme på en skærm.

Mellembudgetfilmen synes at have tabt slaget om biografgængernes gunst. Selvfølgelig vil der fortsat være kunstfilmbiografer, der vil kunne appellere til et vist segment af kulturforbrugerne, men det er nok i vigende omfang Hollywood, der kommer til at producere dem, simpelthen fordi der ikke er penge i skidtet – længere.

Også derfor er det attraktivt for seriøse instruktører, der ikke gider slå sig på ’spektakelfilmen’, men gerne vil fortsætte med at levere vedkommende filmoplevelser med genkendelige menneskelige konflikter i centrum, at lave aftaler med de store streamingtjenester om at overtage produktionen og distributionen af deres film.

Vi har set det med Martin Scorsese, hvis ’The Irishman’ blev til i samarbejde med Netflix, der var de eneste, der ville honorere hans budgetkrav. Når selv Scorsese, der ellers ofte har udtryk bekymring over den seriøse biograffilms forestående endeligt, går i seng med fjenden, så ved man, at branchen har nået et vendepunkt, hvorfra det kan være svært at vende tilbage.

De titler i årets bedste film-felt, der har holdt fast i modellen med traditionel biografpremiere, har klaret sig meget lunkent i USA. Både Spielbergs ’West Side Story’ og Guillermo del Toros ’Nightmare Alley’ har haft mere end svært ved at lokke publikum i biografen over there, og det på trods af fornemme anmeldelser i tilfældet ’West Side Story’ – og et bugnende, stjernemættet cast i tilfældet ’Nightmare Alley’.

Jennifer Lawrence, Leonardo DiCaprio og Timothée Chalamet i ‘Don’t Look Up’. (Foto: Netflix)

For Adam McKays ’Don’t Look Up’, derimod, der er gået streaming-vejen, har Netflix været det noget nær optimale udstillingsvindue. Filmen er blevet set af millioner og atter millioner af Netflix-abonnenter og har opnået status af conversation starter på et niveau, som den næppe havde kunnet præstere ved en gængs biografdistribution.

Filmens noget ’mudrede’ fremtoning – er det et drama eller en komedie eller et sci-fi-spektakel? – har ikke vist sig at udgøre et problem i hjemmebiografen. Hvem har ikke lyst til at bruge to timer en onsdag aften på at se Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence gå toe-to-toe?

Hvorfor druknede ’Passing’?

Man kan nemt male et sort-hvidt billede af situationen med fokus på Oscar-filmenes skæbne i forhold til biograf vs. streaming-debatten. Men man kan også vælge at nuancere billedet en kende.

For eksempel er det ikke alle Netflix-titler, der opnår en bred seerskare, fordi de får premiere på verdens største streaming-platform. Netflix er ikke bare en catwalk, hvor alle film kan vise sig frem og strutte med skørterne til en dånende omverdens bevågenhed.

En film som Rebecca Halls ’Passing’ var spået adskillige nomineringer ved Awards Seasons begyndelse, men filmen druknede i mængden af dyrere Netflix-titler – og forsvandt langsomt, men støt fra radaren. Ikke engang Ruth Negga, der længe lignede en helt oplagt kandidat til en birollenominering, kunne holde stand.

Ruth Negga og Tessa Thompson i “Passing”. (Foto: Edu Grau)

Mon ikke ’Passing’ havde stået stærkere Awards-mæssigt, hvis den havde gennemgået den gængse Awards Season-rute med premiere ved en efterårsfilmfestival, en langsomt ekspanderende premierestrategi (først med premiere i kystmetropolerne og så videre ud over resten af Nordamerika) kulminerende med prisanerkendelse ved kritikeruddelingerne i december og januar? Jeg tror det.

Omvendt har biograftitlerne vist sig at have ben at gå på i forhold til indtjening over tid. ’West Side Story’ havde således en meget skuffende åbningsuge i biograferne – og det er som regel dét en filmtitel bedømmes på i offentlighedens øjne – men ganske støt har filmen formået at holde fast i et publikum også et godt stykke ind i det nye år.

Med annonceringen af Oscar-nomineringer 8. februar modtog filmen et yderligere boost, der gav den de bedste tal siden åbningsugen! Noget af det samme har vi set med titler som ’Nightmare Alley’, ’Licorice Pizza’ og ’Drive My Car’. Oscar-nomineringerne har boostet disse films appel betragteligt.

Ergo kan man godt fristes til at give kritikerne ret: Oscar har mistet sin kulturelle signifikans og er en kolos på lerfødder, der snart ikke længere fortjener al den omtale, den vanen tro tildeles. Og ja, en nominering til ’Spider-Man: No Way Home’ ville da sikkert have sikret årets uddeling bedre seertal.

‘West Side Story’ med Ariana de Bose i gult. (Foto: Disney)

Omvendt: De støt stigende box office-gevinster for titler som ’West Side Story’ og ’Nightmare Alley’ vidner om, at film af Awards-varianten ikke skal dømmes ude, bare fordi de ikke på nogen måde kan hamle op med popcornfilmene.

Der er fortsat et biografpublikum til den næste ’West Side Story’ og til den næste ’Nightmare Alley’ – hvis altså bare producenterne har is i maven og ikke forledes til at opgive produktionen af dem med henvisning til, at de ikke tjener pengene hjem.

Man kan måske ligefrem mene, at de store filmselskaber har en forbandet pligt til at producere kvalitetsbevidste mellembudgetfilm for nogle af de penge, de scorer ved at malke franchise efter franchise. Pengemaskine eller kulturinstitution? Forhåbentlig nærer mediekonglomerater som Warner og Disney ambitioner om at være begge dele.

Tåkrummende

I løbet af februar meldte Akademiet sig på banen i tre omgange med ’breaking news’-værdige tiltag. Det blev kundgjort for alverden, at Akademiet efter et par værtsløse årgange vil gøre brug af tre værter i den kommende udgave i form af konstellationen Wanda Sykes, Regina Hall og Amy Schumer.

Måske ikke en A-list-værdig trio (showet fik først tilknyttet en producer i oktober måned, og det er realistisk set for sent til at sikre sig en A-lister i en værtsrolle, som ikke er en slam dunk på nogen måde), men de fleste kan blive enige om at bifalde ideen med at vende tilbage til værtsformatet. Værter er med til at give showet identitet og retning. Det har – særligt sidste år – været en åbenlys mangel.

Det er den anden og tredje nyhed, der får undertegnede til at krumme tæer.

For det første vil Akademiet indføre en popularitetskonkurrence, hvor ’folkets’ (det vil sige onlinebrugernes) røst vil blive hørt. Når nu ideen om ’årets populære film’-Oscaren døde en hård død for år tilbage, er det en sælsom øvelse at se Akademiet træde ind i samme hajfyldte farvande igen – med den indbyggede forskel, at ’folkets valg’ ikke tildeles en Oscar, men blot nævnes fra scenen.

Det værtsløse Oscarshow 2021. (Foto: Todd Wawrychuk/A.M.P.A.S. via Getty Images)

Man kan løbende følge online-afstemningen på Akademiets hjemmeside, og selvom ’Spider Man: No Way Home’ nok skal løbe med ’hæderen’ i sidste ende, er det ikke overraskende – for alle andre end Akademiet? – at afstemningen indtil nu er blevet hijacket af rabiate fangrupperinger, der vil gøre alt for at se for eksempel Johnny Depp rehabiliteret for floppet ’Minamata’ eller Camilla Cabello-fans, der vil have, at verden skal anerkende, at popstjernen gør en bragende figur i ’Cinderella’.

Hvis man kalder processen – og hele online-’samtalen’ om den – for uskøn, har man ikke sagt for meget.

Uskønt slår til gengæld ikke til i vurderingen af det tredje tiltag: Akademiets seneste påfund er, at otte af uddelingens 24 priser den 27. marts vil blive uddelt i salen, inden live-transmissionen starter, heriblandt estimerede priser for klipning, original score og production design. Overrækkelsen vil så blive klippet ind i tv-showet, men man sparer altså så for eksempel den tid, det tager, når vinderne skal gå op og ned fra scenen.

At Oscarakademiet reagerer med panik frem for at stoppe op og overveje, hvad der traditionelt har været Oscars styrker og særkende – trods helt naturligt lavere seertal i det 21. århundredes mere fragmentariske underholdningslandskab – vidner om, at det styrende organ (Board of Governors) trods mange pr-fadæser i de senere år endnu ikke synes at have lært lektien:

Hvis man går op i Oscar, accepterer man, at showet tager mere end tre stive klokketimer og tager sig tid til at honorere de fornemste af filmfagets håndværkere, såsom klippere og fotografer. Det er netop befriende, at ikke alt i prime time handler om de største stjerner (skuespillere og instruktører), men at der en enkelt aften i filmåret bliver kastet et gunstigt lys over alle de hårdtarbejdende fagfolk, der udgør vigtige brikker i produktionen af film.

Hvis man har en kærlighed til mediet, så vil man også kunne værdsætte at se en production designer modtage en Oscar for veludført arbejde.

At strømline Oscar ved at fjerne de elementer, der gør Oscar særlig, er en åbenlys taberstrategi, der må bunde i en form for selvhad. Det er da for pokker højtideligheden og det fortjenstfulde ved at hylde de mindre besungne aspekter ved mediet, der er Oscars raison d’etre.

Flere markante filmpersonligheder har protesteret over bestyrelsens beslutning, men den virker ikke til at rokke. Ikke denne gang. ABC, der viser showet, har utvivlsomt presset på for, at showet skulle være kortere og mere tempofyldt.

Men prisen kan være høj for at trimme et par minutter af udsendelsen.

Det ville have være en bedre og mere levedygtig strategi for Akademiet at holde fast i uddelingens kerneværdier, og så have tiltro til, at det i sig selv er en styrke.

Oscar er et stærkere brand end som så – sammenlignet med for eksempel Emmy-uddelingen, Grammy Awards eller præ-skandale-udgaven af Golden Globes er Oscar stadig i en liga for sig selv.

Forvalterne af Oscars arv skal lære, at man er bedst tjent med at stå fast på at skille sig ud end ved at forsøge at ligne alt muligt andet. Det er når, man gør det sidste, at man kommer til at ligne en undskyldning for sig selv.

Det har aldrig klædt nogen – slet ikke, når man faktisk har meget at pryde sig med.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af