’King Richard’: Will Smith er tilbage i topform i rørende tennisfilm
Kan du huske Will Smith? 90’er-ikonet, som tryllebandt verden med kæk charme i ’Rap fyr i L.A.’, brillerede som actionhelt i film som ’Bad Boys’, ’Independence Day’ og ’Men In Black’ og nåede hidtil usete højder som karakterskuespiller i Michael Manns ’Ali’?
Selvfølgelig kan du det, selvom det i over et årti fyldt med det ene mere tvivlsomme rollevalg efter det andet har været svært at huske, hvorfor Smith i en årgang var det nye sort.
Men lad mig starte med at slå fast, at Smith er tilbage – faktisk har han en af sine bedste roller overhovedet som titelkarakteren i den Oscar-hypede ’King Richard’ om Venus og Serena Williams’ far, der drømmer om tennissucces på vegne af sine unge piger i 90’ernes Compton.
Rollen som Richard Williams skriver sig ind i Smiths flossede røde tråd af undertrådte amerikanere, som infiltrerer det hvide hegemoni i kampen for at få en fair chance for at blive sin egen lykkes smed.
Ligesom i ’Ali’ og ’The Pursuit of Happyness’ inkarnerer han indignationen og desperationen over at være blevet trådt på hele livet af magtstrukturer, som kun tilgodeser hvide, og hvor man som sort mand skal bestige et næsten uoverkommeligt Mount Everest af fordomme, stigma og bjørnetjenester for at få en plads ved bordet.
Han har skuldrene oppe om nakken, bærer en konstant pinefuld grimasse som maske og er i det hele taget en undselig eksistens, man ikke ville skæve ekstra til, hvis det ikke var, fordi han var iklædt alt for små tennisshorts og drevet af en ukuelig opportunisme.
’King Richard’ følger faren i starten af 90’erne, hvor han med en blanding af egoistisk arrogance og stålsat selvsikkerhed fører Venus Williams frem til sin første professionelle tenniskamp, mens politioverfaldet på Rodney King og de hårde kår i Compton – Los Angeles’ mest berygtede bydel – spøger i baggrunden.
Richard Williams er fuld af indestængt vrede, når han natarbejder som sikkerhedsvagt ved siden af det intense træningsregime, hvor han presser sine døtre til at yde deres allerbedste. Hele hans liv er bygget op omkring de to piger, som han i voiceover fortæller, at han kun fik, fordi han indså, hvor mange penge man kunne vinde i tennisturneringer.
Som en anden guddom lagde han en nøje tilrettelagt plan for pigernes vej til succes, allerede inden de blev født som de yngste i en søskendeflok på fem: De skulle blive de største tennisstjerner nogensinde.
Han lægger et umådeligt stort ansvar over på sine piger, som han ikke bare vil have til at nå til top i den hvide tennisverden, men som han også presser til at blive rollemodeller for sorte piger over hele kloden.
Intentionerne er gode, men alligevel er den hårde opdragelse en moralsk gråzone – og deri ligger det allermest interessante ved filmens hovedkarakter.
Går han for langt i kampen for succes, når han bruger sine døtre som marionetter? Kæmper han overhovedet for dem, eller er det hele bare et stort selvrealiseringsprojekt for at udleve hans egne uforløste drømme by-proxy?
Han siger ganske vist, at Venus og Serena skal huske at have det sjovt på banen. At deres velvære kommer før hurtige penge fra juniorturneringer og sponsorater. Men hele tiden mærker man modsætningen ulme under overfladen, når han driver pigerne frem uden at se, hvordan de også bliver berøvet en del af deres barndom. Hvad er prisen for storhed?
Richard er selvoptaget og tror på, at han altid har ret – og langt hen ad vejen giver filmen ham ret. Selv når pigerne får en professionel træner, blander han sig – hele tiden bange for at blive overflødig. Han glemmer, at deres succes ikke er hans egenhændige fortjeneste, men i lige så høj grad skyldes hans kone Oracenes omsorg og træning – og selvfølgelig mest af alt pigernes eget talent.
Det er denne spændende kompleksitet, som gør ’King Richard’ til mere end bare en traditionel Hollywood-biopic – også selvom instruktør Reinaldo Marcus Green ikke altid ved, hvordan han skal udforske Richards mørkere sider.
Instruktøren gør et flot forsøg på at tackle den indlejrede racisme i en hvid sportsgren, hvor kun de rigeste har råd til den nødvendige træning for at nå til tops. Sporten styres af en række undertrykkende spilleregler, som Richard nægter at følge, når han infiltrerer systemet indefra.
Når filmen alligevel ikke når samme højder som sportsfilm om USA’s slagsider á la ’Hoop Dreams’ og ’Million Dollar Baby’, er det, fordi den bliver en kende for poleret og fin. Det er en solskinshistorie, som næsten passer for perfekt ind i Hollywood-formularen og dermed går på kompromis med sin kritik af amerikansk kapitalisme i sportsverdenen, hvor atleter udnyttes i en form for moderne slaveri.
Men som medrivende sportsfilm og en stærk empowerment-fortælling skuffer filmen ikke:
Mesterfotografen Robert Elswit filmer tenniskampscenerne med overlegen præcision og løfter simple dialogscener til helstøbt karakterdrama med et mådeholdent billedsprog.
Det er umuligt ikke at blive rørt og overvældet af ekstase, når Venus og Serena mejer konkurrenterne af banen, og den lille familie for første gang føler, at verden ikke modarbejder dem i en række forrygende intense tennisscener.
Kort sagt:
Will Smith bejler til en Oscar med sin gennemførte transformation i rollen som Venus og Serena Williams’ far i ’King Richard’, der tackler racisme i sportsverdenen med en medrivende empowerment-fortælling.