’Thor’, ’Cinderella’, ‘Jack Ryan: Shadow Recruit’, ’All Is True’.
Nej, Kenneth Branaghs nyere filmografi placerer ham ikke ligefrem som en naturlig favorit til at levere filmen, der den 27. februar 2022 scorer filmindustriens største hæder, Oscaren for bedste film.
Alligevel tøver de fleste eksperter og iagttagere ikke med at udråbe Branaghs selvbiografisk inspirerede ’Belfast’ som en foreløbig Oscar-favorit – alene ud fra den kendsgerning, at filmen vandt publikumsprisen ved filmfestivalen i Toronto i september.
Det er efterårsfestivalernes indflydelse på Oscar-kapløbet i en nøddeskal, og sådan har det efterhånden været i to årtier. Det synes streaming-revolutionen ikke for alvor at have rykket ved.
Her ser vi på, hvilke titler der for alvor er i spil i bedste film-kategorien på bagkant af efterårsfestivalsæsonen med Venedig, Telluride, Toronto og New York. Hvilke titler har henholdsvis bestyrket og formøblet deres chancer henover de sidste par måneders tætpakkede festivalprogram?
Til sidst kigger vi også på de to hovedrollekategorier, der på hver sin måde åbner for spændende perspektiver for en lang, men forhåbentlig inciterende Awards Season 2021-22.
Stjernebesatte casts præger årets felt
Selvfølgelig er der altid mange stjerner med i Oscar-kandiderende film – og hvis man som hovedrolleindehaver i en film ikke er en stjerne, når man træder ind i Oscar-kapløbet, så er man det som regel efter at have været igennem det månedlange mediemaskineri (bare tænk på, hvad Oscar-opmærksomheden på baggrund af den lille indieproduktion ’Winter’s Bone’ betød for Jennifer Lawrences karriere).
Men i år? Det er gået helt bananas med virkelige tunge navne på rollelisterne – ikke bare på hovedrolleniveau, men langt ned i birollerækkerne.
Akademiet kan godt lide at kaste glans over etablerede stjerner i birollekategorien, hvis de dukker op i en prestigefilm, der rammer et sweet spot mellem det selvhøjtideligt seriøse og det kulørt underholdende. Det var på den måde, Judi Dench vandt en Oscar for ’Shakespeare in Love’ i 1998, for nu bare at fremhæve ét i en lang række af lignende eksempler.
Derfor er det ikke utænkeligt, at vrimlen af stjerner kan føre til en endnu hårdere kamp end vanligt i de fire skuespillerkategorier.
Apropos Dench: Bliv ikke overrasket, hvis den nu 86-årige Dench bliver birollenomineret også i år for sin rolle i førnævnte ’Belfast’.
Film som ’Nightmare Alley’, ’Don’t Look Up’ og ‘House of Gucci’ er læsset til med stjernenavne. Måske er det ikke tilfældigt, at netop de tre titler ikke er blevet ’afsløret’ med glittede festivalpremierer endnu. Med så markante navne foran kameraet kan man godt tillade sig at forvente, at momentum nok skal indfinde sig, når man slipper de tunge travheste løs.
Gode danske chancer – igen
’Parasite’s forbløffende Oscar-triumf forrige år synes ikke at have installeret Cannes-festivalen som et uundgåeligt Oscar-udstillingsvindue.
Det er for nærværende svært at se, at årets Cannes-titler kan gøre sig forhåbninger om at finde vej ind i uddelingens kronjuvel, bedste film-kategorien.
Bedste internationale film-kategorien er derimod altid en genvej for Cannes-titler, og det kan det også blive i år, særligt da vi ikke kender det endelige kandidatfelt, der jo endnu – på en kende gammeldags maner – udpeges af nationale juryer. Det har allerede kostet for eksempel Pedro Almodóvar chancen for at komme i ilden med den ellers velmodtagne ’Parallel Mothers’ (med en foreløbig Metacriticscore på 86).
Det bliver ligeledes spændende at se, om for eksempel Italien udpeger Paolo Sorrentinos seneste filmiske svar på en udsøgt lagkagekonfektion, Sølvløvevinderen fra Venedig, ’The Hand of God’ (Metacriticscore = 75).
Cannes-guldpalmevinderen ’Titane’ (MC= 73) er blevet udråbt som Frankrigs officielle kandidat – et oplagt valg kan man mene, bortset fra, at ’Titane’ blandt mange opfindsomme skudsmål er blevet beskrevet som ’en blodspruttende seksuel feberfantasi’. Det lyder inciterende, men som Oscar-vinder?
Danmark spås (vanen tro) gode chancer for animations-dokumentaren ’Flugt’ (’Flee’, MC= 88). Filmen topper flere amerikanske eksperters lister over potentielle vindere i kategorien.
Bedste film – hvad er op og ned?
At Cannes ikke er retningsvisende i Oscar-øjemed, betyder ikke, at Cannes som sådan har mistet sin status. Det peger mere på, at en festivals placering i kalenderen har stor betydning i forhold til Oscar-uddelingen.
Hvis man kigger ned over listen over de sidste 15 års vindere af publikumsprisen i Toronto, er der et forbløffende overlap med prominente Oscar-titler.
Lad mig derfor sige det sådan: Publikumsprisen i Toronto er ikke ensbetydende med, at ’Belfast’ vinder – endsige er favorit til – årets bedste film-Oscar, men det er ubetvivleligt så godt som en sikker adgangsbillet til det endelige kandidatfelt på 10 nominerede titler.
Hvis jeg forholder mig lidt afventende i forhold til ’Belfast’s vinderchancer, skyldes det dels et stærkt felt af konkurrenter (hvoraf adskillige endnu ikke har været vist), dels at ’Belfast’ umiddelbart vurderet fremstår som en publikumsfilm mere end som en kritikerfilm.
Filmen har en øjeblikkelig Metacriticscore på 78, hvilket er nydeligt uden at være prangende. Ord som »følelsesladet« og »patosfyldt« går igen i kritikernes reaktioner på Branaghs efter sigende meget personlige film. At filmen kan rubriceres som publikumsengagerende snarere end filmkunst med stort F, kan både være en styrke og en ulempe.
’Green Book’ vandt Oscaren ved så udpræget at være det første, men ellers har mange af de senere års vindertitler en mindre populistisk em over sig end for eksempel vinderfilmene fra 90’erne og starten af 00’erne.
Det var nok ’Green Book’s held, at den var oppe imod en film, ’Roma’, der var meget lidt publikumsengagerende. Men spørgsmålet er, om ikke det bedste udgangspunkt for Oscar-succes er både at engagere publikum og kritikere på samme tid – a la ’Parasite’. For så vidt en banal konstatering, men blandingsforholdet skifter fra år til år. ’Nomadland’s sejr fik pendulet til at svinge i retning af kritikerfilm, og det kan derfor sagtens hænde at svinge tilbage i år. Hvorom alting er: ’Belfast’ er – baseret på kritikermodtagelsen – ikke en indlysende favorit.
Mere indlysende Oscar-vindermateriale kunne komme i form af Jane Campions ’Power of the Dog’, der har Netflix i ryggen. Filmen er blevet overmåde velmodtaget på efterårsfestivalerne (MC= 90). Campion – som ikke har lavet en film i næsten halvandet årti – vandt instruktørprisen i Venedig.
Jeg hæfter mig ved, at mange kritikere og Oscar-eksperter er enige om, at filmen ligner og føles som en oplagt Oscar-vinderfilm – også selvom flere forholder sig kritisk til enkelte aspekter ved filmen. At filmen giver stærke roller til Benedict Cumberbatch og Kirsten Dunst, to skuespillere mange måske troede havde deres stærkeste arbejde bag sig, kan give momentum. Det samme kan promoveringen af altid stærke – og den i branchen meget velansete – Jesse Plemons til næsten-hovedrollestatus.
Filmens stærkeste narrativ i Awards-sammenhæng er dog utvivlsomt det faktum, at filmen markerer et comeback for Jane Campion, der har haft det svært i mainstream-filmverdenen, lige siden hun brød så markant igennem med ’The Piano’ først i 90’erne. Campion ligner et godt bud på en vinder i instruktørkategorien.
En outsider kunne være ’King Richard’ (MC= 75), der udover at være en indlysende showcase for Will Smith har overrasket positivt med gode anmeldelser og en efter sigende sober fremstilling af historien om tennisdynastiet Williams.
At Joel Coens første forsøg som soloinstruktør, ’The Tragedy of Macbeth’, har høstet anmelderroser (MC= 88) efter verdenspremieren i New York, er næppe overraskende. Spørgsmålet er, om en filmatisering i sort-hvid af en litterær klassiker med stort K rammer tidsånden? Måske higer Akademiet efter film med lidt mere tydelig adresse til tidens helt akutte problemstillinger?
En film, der har kørt sig stærkere i stilling, end i hvert fald undertegnede havde forventet, er Pablo Larraíns Diana-biopic ’Spencer’ (MC= 85), hvor den chilenske instruktør ud fra en overfladisk betragtning gentager tricket fra ’Jackie’ ved at fokusere på en berømt kvindes akutte livskrise (i Jackie Kennedys tilfælde dagene efter mordet på John F. Kennedy og i tilfældet Diana en weekend i juledagene 1991) og samtidig zoomer ind på den virkelighedsforvrængende effekt af altomfattende berømmelse.
Det store spørgsmål her og nu er, om filmen formår at sætte sig i en position til at blive betragtet som andet og mere end en showcase for sin hovedrollestjerne, Kristen Stewart. Natalie Portman løb med opmærksomheden, da ’Jackie’ var Oscar-aktuel for nogle år siden.
Opgaven for Oscar-kampagnestrategerne må være at køre Stewart i stilling, uden at hun spærrer for filmens generelle kvaliteter som et studie af et menneske i krise og en berømmelseskult, der er kørt af sporet. Hvis den mission lykkes, kan ’Spencer’ godt vise sig at have flere muskler end som så.
Vi mangler endnu at se rigtigt mange titler – ’House of Gucci’, ’Nightmare Alley’, ’Don’t Look Up’, ’Licorice Pizza’ (Paul Thomas Andersons nye film, der indtil fornylig har været omtalt som ’Soggy Bottom’) og ’West Side Story’ – og derfor vil vi også i sagens natur være meget klogere i december, når vi når frem tæt på Oscar-deadline – men er der film, der umiddelbart vurderet står en kende svagere nu, end da jeg evaluerede feltet i august måned?
Måske er jeg farvet af min egen skuffelse over ’Dune’ – som jeg fandt tung på eksposition og fattig på worldbuilding og karakterfylde – men er en fin modtagelse (MC= 75) nok for en genrefilm? Det tillader jeg mig at tvivle på. Der er sket meget, siden ’The Dark Knight’ blev ’snydt’ for en nominering i 2008, men der er ikke sket så meget, at en genrefilm af ’Dune’-typen automatisk kan forventes optaget i det gode selskab alene baseret på scope, visuel flair og ambitionsniveau.
Villeneuve missede en bedste film-nominering for ’Blade Runner 2049’. Jeg kan sagtens se ham misse nok en gang. MEN: Meget afhænger af, hvordan ’Dune’ klarer mødet med de amerikanske biografer. Hvis den skuffer der, er den temmelig dårligt stillet. Bliver den en box office-succes, åbner dørene sig … måske.
Til gengæld vil jeg med stor sindsro afskrive sidste års leverandør af Oscar-vinderfilmen, Chloe Zhao, hvis forsøg ud i den aldrig afsluttede Marvel-saga, ’Eternals’, ikke har imponeret de amerikanske kritikere (MC= 58).
En titel, der helt og aldeles har mistet pusten – sådan ’The Goldfinch’-style – er musicalfilmatiseringen ’Dear Evan Hansen’ (MC= 40), der ellers er baseret på et prisvindende forlæg og med tunge skuespillernavne som Julianne Moore og Amy Adams (to skuespillerinder, der i det hele taget har haft nogle mindre gode årgange på det seneste).
Det eneste buzz, der har været omkring filmen, har været af negativ karakter og har hæftet sig ved, at filmens 17-årige hovedperson spilles af en 27-årig skuespiller (Ben Platt). Noget, der ikke ligefrem øger fortællingens troværdighed.
Bedste kvindelige hovedrolle
At bevidne Kristen Stewart spille Prinsesse Diana i en rost biopic, lugter ifølge mange kritikere og eksperter af Oscar-guld.
Stewart har om nogen været jaget vildt af en berømmelseshungrende offentlighed fra en meget ung alder. Det vil være nemt – måske for nemt? – at se hendes egen personlige historie som en slags kreativt brændstof for portrætteringen af en kvinde, der også meget tidligt (19 år gammel) blev giftet ind i det engelske kongehus – og på bedste luder/madonna-vis blev gransket som lige dele paria og helgeninde.
Stewarts kandidatur vil uden tvivl blive vejet og udmålt nøje, ikke mindst med tanke på, at få filmpersonligheder deler vandene i så kraftig en grad. Mon ikke de sociale medier koger over, hvis (når) Stewarts kandidatur bliver officielt?
Den kvindelige hovedrollekategori ser i det hele taget ud til at kunne antænde en mediebevågenhed, som Frances McDormands tredje Oscarstatuette ikke kan hamle op med.
Vultures Nate Jones har ligefrem kørt en artikel på baggrund af det, som han forudsiger bliver et intenst kapløb netop domineret af diskursen på de sociale medier: Det skyldes primært Stewarts stans og haters, ja, men også det faktum, at Lady Gagas kandidatur for Ridley Scotts storfilm, ’House of Gucci’, kan bære mere brænde til bålet til en medie- og fanbåret kvindekamp.
Gaga er – som Stewart – vant til at mobilisere sine stans ved mindste vink (eller mere præcist formuleret: hverken Stewart eller Gaga behøver løfte en finger for at have deres ryg dækket af fan-hæren). Gaga har nok færre haters end Stewart, men hun kæmper nok endnu med at overbevise sine tvivlere om, at hun skal tages sådan rigtigt seriøst som skuespiller. Når sangere springer ud som skuespillere, skal de som regel kæmpe ekstra hårdt for anerkendelse. Opmærksomheden skorter det selvsagt ikke på.
Endelig er der Jessica Chastain, der ligger lunt i svinget for ’The Eyes of Tammy Faye’. Chastain er meget aktiv på de sociale medier og kan derfor formentlig også bidrage til en synliggørelse af skuespillerindekategorien.
Chastain har ikke været nomineret i et helt årti (sidst det skete var for ’Zero Dark Thirty’ i 2011). Hun er en mere end habil skuespiller, men hun har måske ikke helt fået den karriere, som der blev lagt op til, da hun blev udskreget som ’den nye Meryl Streep’ ved indgangen til 10’erne.
Svagheden ved Chastains kandidatur er ikke knyttet til hende hverken som skuespiller eller som SoMe-aktør, men til det faktum, at filmen, hvor hun spiller titelkarakteren, en såkaldt televangelist fra 1970’ernes vækkelsesbølge, har fået særdeles blandede anmeldelser (MC= 53).
Hvis ikke Stewart-Chastain-Gaga-triumviratet er spektakulært nok, så kan det tilføjes, at Frances McDormand trænger sig på i rollen som Lady Macbeth i ’The Tragedy of Macbeth’ (hun insisterer dog selv på, at der er tale om en birolle – måske for at underminere sine egne chancer?).
Jennifer Hudson – også en sanger, der har kæmpet sine kampe for at blive anerkendt for sit skuespillertalent – kan måske genfinde momentum i rollen som Aretha Franklin i ’Respect’ (selvom det skandaliserede Golden Globes ikke kommer til at give hende det tv-transmitterede musical-kategori-vinder-boost, der kunne få kampagnen til for alvor at lette).
Andre prominente bud kunne være Penelope Cruz i ’Parallel Mothers’, Cate Blanchett i ’Nightmare Alley’ og – sidst, men ikke mindst – Olivia Colman i ’The Lost Daughter’, Maggie Gyllenhaals instruktørdebut.
Hvis bulletinerne om, at Colman er i sit livs form i Elena Ferrante-filmatiseringen, har ben at gå på, ser det lovende ud for Colman, der ikke med uret kan karakteriseres som en omvandrende prismagnet.
Bedste mandlige hovedrolle
I 2001 besejrede Denzel Washington (‘Training Day’) Will Smith (Ali’) i kampen om bedste mandlige hovedrolle (selvom de flestes forhåndsfavorit nok var Russell Crowe for ’A Beautiful Mind’). 20 år senere kan Smith og Washington formentlig duellere på ny for deres roller i henholdsvis ’King Richard’ og ’The Tragedy of Macbeth’.
Der er en pudsig symmetri mellem de to film. Will Smith spiller en tennisfar, der i metaforisk forstand optræder som en konge i kampen for at sikre sine børn en glorværdig fremtid, men selve titlen alluderer naturligvis også til et af Shakespeares teaterstykker (’Richard III’), mens Denzel Washington spiller en af den engelske bardes mest berømte (og berygtede) kreationer – Macbeth, der er parat til at slå ihjel og svigte sine nærmeste for at få indfriet tre hekses løfte om, at han en dag vil blive konge – i Joel Coens version af den evigtgyldige klassiker.
Hverken den reelle eller den metaforiske konge opnår sjælefred. Alting – og da især forbenet eller ligefrem forbitret ambition – kommer med en pris.
Washington er Oscar-royalty med sine otte nomineringer som skuespiller. Han scorer helt sikkert karrierens niende nominering for hvad de fleste betegner som en tour de force-præstation i Coens monokromatiske version, hvilket vil bringe Washington op på siden af legenderne Al Pacino, Paul Newman og Spencer Tracy (kun Laurence Olivier og Jack Nicholson har opnået flere nomineringer, henholdsvis 10 og 12).
Washington så noget mellemfornøjet, hvis ikke ligefrem bitter, ud, da han tabte til Casey Affleck (’Manchester by the Sea’) for nogle år siden (han var nomineret for ’Fences’). Men selvom det er 20 år, siden han sidst vandt en Oscar, er det svært at forestille sig, at Akademiet vil forpasse chancen for at forgylde Will Smith, der helt sikkert vil ramme kampagnetoget med pedalen i bund.
Er der overhovedet alternativer til de to sorte titaner fra hver sin generation?
Det mest indlysende bud er nok Benedict Cumberbatch for ’Power of the Dog’. Filmen betragtes som en af hovedfavoritterne i kategorien for bedste film, og det taler til Cumberbatchs fordel. Stærke mandehovedroller i bedste film-favoritter har en kortere vej til Oscar-succes end konkurrenter, der ikke spiller med i sværvægterfilm.
Andre navne, der bliver nævnt i bedste mandlige hovedrolle, er Peter Dinklage for ’Cyrano’, Adam Driver for ’House of Gucci’, Bradley Cooper for ’Nightmare Alley’, Joaquin Phoenix for ’C’mon C’mon’ (hvor Oscar-vinderen får mulighed for at vise verden, at han også kan spille en… gulp!… helt almindelig mand!), Andrew Garfield for ’tick, tick… BOOM!’ og Leonardo DiCaprio for ’Don’t Look Up’.
Hvor er skuespillerne fra den formodede frontrunner, ’Belfast’? Burde de ikke kandidere til både den mandlige og den kvindelige hovedrollekategori?
Well, kampagnestaben bag ’Belfast’ satser på at føre kampagne for alle de voksne skuespillere i birollekategorierne. Her satser man så på, at Caitríona Balfe og Judi Dench kan sikre en dobbeltnominering for bedste kvindelige birolle og Jamie Dornan og Ciarán Hinds ditto for bedste mandlige birolle.
I den logik er filmens eneste hovedrolle drengen Buddy, spillet af 11-årige Jude Hill, der gør det ud for Branaghs eget alterego.
Hvis ’Belfast’ skal snuppe Oscaren for bedste film bliver det altså – formentlig – uden en nominering i de to store skuespillerkategorier. Et reelt handicap eller mestendels en kuriositet? Det må tiden vise.
Alt i alt – Oscar-favoritterne lige nu:
Bedste film:
1. Power of the Dog
2. Belfast
3. Nightmare Alley
4. King Richard
5. Licorice Pizza
6. House of Gucci
7. Spencer
8. Tragedy of Macbeth
9. West Side Story
10. The Lost Daughter
Bedste instruktør:
1. Jane Campion/Power of the Dog
2. Kenneth Branagh/Belfast
3. Guillermo del Toro/Nightmare Alley
4. Paul Thomas Anderson/Licorice Pizza
5. Joel Coen/The Tragedy of Macbeth
Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Kristen Stewart/Spencer
2. Olivia Colman/The Lost Daughter
3. Jessica Chastain/The Eyes of Tammy Faye
4. Lady Gaga/House of Gucci
5. Penelope Cruz/Parallel Mothers
Bedste kvindelige birolle:
1. Kirsten Dunst/Power of the Dog
2. Marlee Matlin/Coda
3. Ruth Negga/Passing
4. Judi Dench/Belfast
5. Caitríona Balfe/Belfast
Bedste mandlige hovedrolle:
1. Will Smith/King Richard
2. Denzel Washington/The Tragedy of Macbeth
3. Benedict Cumberbatch/Power of the Dog
4. Joaquin Phoenix/C’mon C’mon
5. Peter Dinklage/Cyrano
Bedste mandlige birolle:
1. Bradley Cooper/Licorice Pizza
2. Kodi Smit-McPhee/Power of the Dog
3. Richard Jenkins/The Humans
4. Ciarán Hinds/Belfast
5. Jesse Plemons/Power of the Dog
Bedste internationale film:
1. The Hand of God/Italien
2. A Hero/Iran
3. Flugt/Danmark
4. Drive My Car/Japan
5. Verdens værste menneske/Norge