På torsdag bliver Robert Pattinsons flagermuse-hævner endelig sluppet løs i de danske biografer – og der er noget at glade sig til, hvis man skal tro de udenlandske anmeldere.
De første anmeldelser blev frigivet i går aftes, og Matt Reeves’ alternative superheltefilm, der trækker på film noir fra Hollywoods Guldalder og den moderne detektivgenren á la ‘Seven’ og ‘Zodiac’, f¨år en overvejende positiv modtagelse.
Helt oppe at ringe er Varietys anmelder, der beskriver Reeves’ projekt som en umulighed, der alligevel ender med at lykkes: »Denne jordbundne, ofte brutale og næsten tre timer lange film noir er blandt de bedste film i genren selvom – eller rettere fordi – at det, der gør filmen fantastisk, er dens velvilje til at demontere og udfordre superheltekonceptet«.
The Telegraph uddeler topkarakter og roser særligt samspillet mellem Pattinson og Zoë Kravitz, der spiller Catwoman: »Sammen genererer de en mere sensuelt ladet energi end hele franchises kan fremmønstre«. Gennemgående i en stribe af anmeldelserne er en stor ros til hovedrolleindehaver Pattinson.
Consequence of Sounds filmanmelder er også stærkt begejstret og fremhæver særligt filmens originale udgangspunkt: »Filmen formår at fortælle en solid ny Batman-historie. En med medrivende twists og et stærkt point-of-view på, præcis hvem den maskerede hævner er. Det gør automatisk filmen til en af de bedre Batman-film, der nogensinde er lavet.«
IndieWire er også positivt stemt over for filmen, om end i mere begrænset skala. Deres anmelder skriver, at filmen har »trodsig anti-blockbuster tilgang«, der vægter »close-up følelser« frem for store eksplosioner.
The Guardians Peter Bradshaw er lunken over for filmen, som han beskriver som »velcastet« og med et pirrende plot om korruption. Men han mener særligt, at filmens tredje akt, hvor ‘The Batman’ bekender kulør som rendyrket superheltefilm, trækker ned. Han roser dog Pattinsons »classy« præstation.
New York Post giver filmen to ud af fire stjerner og skriver, at det er »første gang i et stykke tid, at den maskerede hævner fremstår fuldkommen formålsløs«. Skribenten mener, at filmen er båret af et forsøg på at give Marvel konkurrence ved billetlugerne snarere end en kunstnerisk vision.
San Francisco Chronicle tegner sig for den mest negative anmeldelse. Her skriver de: »Selv det, der fungerer, retfærdiggør på ingen måde denne lange, trættende oplevelse i biografen, hvor man er tvangsindlagt til at se Pattinson tæve fyre og slå våben ud af deres hænder. Fra start til slut. ‘The Batman’ er mestendels en samling af dårlige idéer«.
‘The Batman’ følger superheltens tidlige dage i Gotham, og dyrker særligt myten om Batman som verdens bedste detektiv, har instruktøren Matt Reeves udtalt.
På rollelisten ses Robert Pattinson som Batman, Zoë Kravitz som Catwoman, Paul Dano som Gækkeren, Andy Serkis som Alfred Pennyworth, Jeffrey Wright som Jim Gordon, John Turturro som Carmine Falcone og Colin Farrell som Pingvinen.
Der er dansk biografpremiere 3. marts.