Hold på hat og briller. For alle, der har drømt om at se Robert Pattinson fræse gennem Gothams gader i en turbodrevet Batmobile, er den nye trailer til Matt Reeves’ stærkt imødesete ‘The Batman’ et festfyrvækeri uden lige.
Ikke nok med at vi ser Pattinson jagte Collin Farrells fuldkommen uigenkendelige karakter Pingvinen gennem Gotham, så får vi også et indblik i kemien mellem Batman og Catwoman (spillet af Zoë Kravitz).
Matt Reeves’ mørke Batman-film er ikke en origin-fortælling á la ‘Joker‘ eller ‘Batman Begins’. I stedet har instruktøren udtalt, at han vil holde et stramt fokus på Bruce Waynes tidlige tid som Batman – uden at dykke ned i hans barndomstraume.
Filmen er pakket med ikoniske karakterer og traileren tydeliggør, at det er Gækkeren (spillet af Paul Dano), som kommer til at være filmens hovedskurk. Og Dano ser ud til at levere en ikonisk skurkepræstation, der er værdig til at følge i fodsporene på folk som Heath Ledger og Joaquin Phoenix.
På rollelisten finder man desuden Andy Serkis som Alfred Pennyworth, Jeffrey Wright som Jim Gordon, John Turturro som Carmine Falcone og stortalentet Barry Keoghan (‘Dunkirk’, ‘The Killing of a Sacred Deer’) i rollen som Stanley Merkel, der rygtes at have tilknytning til Jokeren.
‘The Batman’ får premiere 3. marts 2022.