Move over, Zendaya og Tom Holland:
Skal man sætte sin lid til Instagram ( … ), er der et nyt, ungt stjernepar i byen karakteriseret af lovende talent og kæk karisma. Og opblomstret på ‘Euphoria’-optagelserne, intet mindre.
Hunter Schafer og Dominic Fike, som spiller henholdsvis Rues (Zendaya) første kærlighed Jules og vennen Elliot, har nemlig angiveligt fundet sammen IRL. Hvorfor Fike delte et kyssebillede på Insta i sidste måned, og parret har flettet fingre i Hollywoods natteliv.
Schafer har vi efterhånden kendt i et par år, efter catwalkmodellen fik et gedigent mainstreamgennembrud i ‘Euphoria’s første sæson i 2019, mens Fike til gengæld er et ubeskrevet blad i serieland.
Det betyder imidlertid ingenlunde, at han først nu har fået sin debut i rampelyset, for det 26-årige multitalent fra Florida har været en velkendt stemme på den amerikanske musikscene siden 2017, hvor han selv udsendte EP’en ‘Don’t Forget About Me, Demons’.
EP’en affødte en regulær budkrig mellem en række pladeselskaber, og i 2018 skrev Fike kontrakt med Columbia Records. På det tidspunkt havde han netop afsonet en fængselsdom for vold mod en politibetjent, og i 2019 fortalte han til mediet Complex, at han ville bruge pengene fra Columbia til at betale for sin mors advokatsalær, idet hun stod anklaget for besiddelse af stoffer.
De juridiske kvababbelser i privaten til trods er Fikes musikkarriere kun vokset over de seneste par år, hvor han har samarbejdet med både Anderson .Paak (musikvideoen til ‘Lockdown’) og Brockhampton (musikvideoen til ‘Count on Me’), selveste Paul McCartney (han fik lov til at lave et cover af ‘The Kiss of Venus’) og Justin Bieber (singlen ‘Die for You’).
Såvel som udgivet debutpladen ‘What Could Possibly Go Wrong’.
Det er gået stærkt, men berømmelsen er »dope as fuck«, som Fike fortalte til GQ sidste år.
»Jeg elsker mine fans. Og jeg elsker pengene. Det eneste, jeg savner (fra tiden før berømmelsen, red.), er det manglende pres. Når jeg går i studiet nu, tænker jeg over, hvad en fan har skrevet på Twitter. Jeg er ikke vild med den strøm af holdninger, som jeg bliver bombarderet med«‚ forklarede Fike til GQ.
Rollen som Elliot i ‘Euphoria’ har selvsagt kun fået opmærksomheden omkring Fike til at eksplodere, og i sæsonens finaleafsnit fremførte han sågar en sang, ‘Little Star’, skrevet af Zendaya og Labrinth.
I et interview med Variety fortæller Fike om sin karakter:
»Jeg behøver ikke at spille særligt meget skuespil. Han er præcis som mig. Det er shit, som jeg ville sige og gøre«.
Men i modsætning til Elliot, som svømmer i stoffer sammen med Rue, har Fike selv lagt de dårlige vaner på hylden:
»Jeg er fuld af energi nu. Jeg føler, at jeg kan arbejde for evigt og gøre alting«, siger sangeren og skuespilleren.
‘Euphoria’ kan ses på HBO Max.