’Euphoria’ sæson 2: Mere provokerende, mere sexet, mere penisfuld
Første sæson af ’Euphoria’ havde mange provokerende scener. Én af dem foregik i et omklædningsrum, hvor en af hovedpersonerne, Nate, var omgivet af omkring 30 pikke.
Har man set noget af den amerikanske serie med blandt andre Drake som producer, ved man, at den ikke kunne være mere ligeglad med, om nogen synes, den er for meget. Så i sin nye sæson har den som en stiv fuckfinger til den konservative kritik fyret den helt af med antallet af penisser. I den første scene bliver en mand skudt i begge ben, mens hans pik hænger ud af bukserne.
Så er vi ligesom i gang med de nye syv afsnit, der på alle måder er vildere, mere provokerende, mere sexet og mere alvorlige end de to år gamle forgængere.
Sæsonen samler op, mere eller mindre hvor vi slap: Rue (Zendaya) har efter sin overdosis været på rehab og er tilbage blandt den store grupper af highschool-elever, serien og Rues apatiske voiceover følger på skift.
I det første afsnit opholder vi os det meste af tiden i et menneskefuldt hus, hvor alle er samlet for at fejre nytårsaften. Kameraet glider elegant rundt fra drugdealeren Fez, der ryger en joint i sofaen, ud på dansegulvet til Jules, der er tilbage, efter hun forlod en knust Rue, over til badeværelset, hvor Nate og Cassie er ved at tage dumme beslutninger, og ned i kælderen til Rue, der er tilbage til sit misbrug og er i gang med først at tage noget, der næsten får hendes hjerte til at gå i stå, og så noget, der får det til at slå igen.
Alt er stadig nedsunket i samme stemning af konstant nat, tung bas, glimmer-makeup og halvlukkede, forførende øjne, der er blevet seriens kendetegn og i mangel af bedre ord er blevet beskrevet som »Tumblr-æstetik«.
Det ligner liderlighed, angst og følelsen af, at man er udødelig.
’Euphoria’ har i løbet af sin første sæson og sine to fantastiske særafsnit fra sidste år behandlet dickpics, overdoser, sex og depression med største alvor. Den viste det så (ofte i bogstavelig betydning) nøgent som muligt, altid med skyld og skam og de voksne ud i strakt arm, som for at sige at i en fucked verden bliver der taget fucked beslutninger.
Det var en påmindelse om, at »trouble don’t last always« og en stor fed opfordring til at gøre, hvad der passer én, fordi hvorfor ikke?
Men i den tid, der er gået, er der sket noget. Måske faktisk det værst tænkelige. ’Euphoria’ er blevet voksen. For første gang følte jeg mig ikke mødt eller forført. I stedet følte jeg mig belært.
Nytårsafsnittet og dem, der følger efter, holder ellers niveauet og mindede mig om, hvorfor seriens første sæson blæste mig bagover. De starter alle igen et overraskende sted, fra Fez’ barndom med sin fuckedup bedstemor til Nates far Cal, der i sin ungdom var lige så forelsket i sin bedste ven som i Nates mor.
Cassie (Sydney Sweeney) får et slags afhængighedsforhold til kærlighed, og i tableauer, der er et kunstmuseum værdigt, gør hun sig lækker for at blive elsket.
Kat (Barbie Ferreira) har fået en så sød kæreste, at der må være noget galt med hende, siden hun ikke elsker ham, og hun fantaserer om muskuløse vikinger, der kan komme og redde hende.
Men jo længere hen i sæsonen vi kommer, jo mere bliver der skruet op for dramaet, indtil intensitetsniveauet næsten er bedøvende. Det er her, ’Euphoria’ virker til at miste grebet og kaster karaktererne ud i de mest ekstreme scenarier for intensitetens skyld.
Pludselig mister Cassie al autoritet og selvrespekt og reduceres til en uselvstændig barbiedukke. Hendes udseende er et udtryk for narcissisme, og hendes søgen efter kærlighed er ynkelig, som hun drikker sig fuld og kaster op i en jacuzzi iført en lyserød badedragt.
Nate (Jacob Elordi) er ikke længere en teenager med et temperamentsproblem og en forvirrende seksualitet, men en full blown psykopat, der gerne finder en pistol frem for at løse sine problemer.
For sådan er det jo: Smukke kvinder er ynkelige, vrede mænd er psykopater. Det er det, de voksne altid har sagt.
Et sted falder kvaliteten dog aldrig, og det er i fortællingen om Rues tiltagende stofmisbrug. Det kulminerer cirka halvvejs gennem sæsonen, hvor alle facetter af hendes misbrugspersonlighed, løgnene, angsten og desperationen resulterer i et afsnit, der er tidlig kandidat til at være et af årets vildeste, og som kan være én af grundene til, at Zendaya allerede har advaret fans om at passe på sig selv, når de ser den nye sæson.
Rue overskygger alle de andre, ligesom Zendayas skuespilpræstation i øvrigt gør det. Her føles det, som om ’Euphoria’ har noget at sige om nuancerne og alvoren i Rues mentale helbred og den amerikanske stofmisbrugsepidemi.
Seriens andre personer får ikke længere den samme nuancerede og opmærksomme skildring.
Kort sagt:
’Euphoria’ er vildere end nogensinde, men det koster på troværdigheden og nuancerne.
Anmeldt på baggrund af syv ud af otte afsnit.