Amy Adams-filmen ’Kvinden i vinduet’ var nok tiltænkt som Oscar-materiale, da 20th Century Studios bestilte en filmatisering af bogen af samme navn og hyrede ’Pride and Prejudice’-instruktøren Joe Wright til at stå ved roret.
Projektet skiftede dog hænder et par gange, efter studiet blev opkøbt at Disney, og endte i sidste ende på Netflix som en Razzie-darling.
I et interview med Vulture giver den ellers anerkendte instruktør bag film som ‘Atonement’ og ‘Darkest Hour’ nu en forklaring på, hvad der gik galt.
»Filmen, der endelig blev udgivet, var ikke den film, jeg originalt lavede. Det var sådan, ’oh, fucking helvede. At leve er at lære’. Den blev udvandet. Den blev virkelig udvandet«.
»Den var meget mere brutal i min oprindelige udgave. Både æstetisk, med fucking hårde klip og virkelig voldelig musik – Trent Reznor lavede et fantastisk soundtrack, som var skarpt og hardcore – og i sin fremstilling af Anna, Amy Adams karakter, som var meget mere rodet og ondskabsfuld på mange måder«.
Wright mener, at studiet udvandede karakteren på grund af deres forventning til publikum. »Publikum vil gerne have, at kvinder er rare i deres film. De vil ikke se dem være rodede og grimme og mørke og fulde og tage piller. Mænd må godt være sådan, men ikke kvinder«.
Instruktøren undrer sig over, hvorfor de overhovedet hyrede ham, hvis de ikke ville have hans vision, som var en mere tro filmatisering af bogen. Han er også åben for at lave et director’s cut af filmen, om end det nok ville blive dyrt og kræve en helt ny postproduktionen.
Det ville næppe kunne betale sig for Netflix at gøre, men døren er åben. Eller skal man sige vinduet?
’Kvinden i vinduet’ kan ses på Netflix.
Det fulde interview med Joe Wright kan læses her.