Et af 2021’s mest stjernespækkede filmfadæser var Joe Wrights Netflix-film og Hitchcock-pastiche ‘Kvinden i vinduet’.
I filmen spillede Amy Adams med permanent bævende overlæbe en hvidvinsbællende, pillepoppende, men stærkt økonomisk priviligeret kvinde, der ikke tør forlade sit hjem. En dag ser hun et mord blivet begået i huset på den anden side af gaden – eller gør hun … ?
‘Kvinden i vinduet’ var som skabt til at komme under kærlig satirebehandling, og det er præcis, hvad serien ‘The Woman in the House Across the Street from the Girl in the Window’ gør.
Skabt af, halløjsa, selvsamme Netflix som præsenterede ‘originalfilmen’.
Kristen Bell (‘The Good Place’, ‘Frost’) giver den som kvinden, der med snablen dybt i rødvinsglasset og fingrene i pilledåsen ser et mord. Måske. Og så beslutter hun sig ellers for at lege detektiv, med lettere kaotiske følger.
‘The Woman in the House Across the Street from the Girl in the Window’ lander på Netflix 28. januar.