De største film- og serieskuffelser i 2021: Fra ‘House of Gucci’ til den liderlige påskehare på Netflix

En længere række hypede film- og serietitler maveplaskede i året der gik, hvor Ridley Scotts stort anlagte ’House of Gucci’ gik op i russilianske accenter og episk overspil, Netflix’ anden danske serie druknede i hjemmestrik i Rold Skov, og selveste Leo kunne føje et anmelderflop til cv’et. Vi lister 2021’s mest fremtrædende skuffelser på skærmen.
De største film- og serieskuffelser i 2021: Fra ‘House of Gucci’ til den liderlige påskehare på Netflix
Adam Driver og Lady Gaga i 'House of Gucci'. (Foto: SF Studios)

‘House of Gucci’

Med sine labre A-list-stjerner og skandaløse virkelige historie synede Ridley Scotts ’House of Gucci’ af en ægte storfilm. Desværre for instruktørens prisfestdrømme, men først og fremmest for os sagesløse publikummer, viste der sig dog at herske vild forvirring på lærredet om, præcis hvilken slags film der egentlig var tale om.

Mens Adam Driver således medvirkede i et melankolsk drama, Al Pacino i en gangsterkomedie og Lady Gaga i en sæbeopera med russiliansk accent gik method acting-liderlige Leto planken ud med karrierens til dato mest pinagtige præstation:

Under dybt distraherende kunstig dobbelthage og skaldepande forvandlede Oscar-vinderen Gucci-arvingen Paolo til en Fredo Corleone-kliche så grotesk, at man dårligt kunne knægte designer og filmmager Tom Ford (som kendte den virkelige Paolo) for at kalde karakteren »mentalt forstyrret«.

»Men se, jeg er jo HELT OG ALDELES UGENKENDELIG!« smiskede Leto under proteserne med en beskedenhed som ’Harry Potter’s Glitterik Smørhår, mens ens tæer krøllede sig sammen til bittesmå cocktailpølser, og Scotts Oscar-chancer endte som fashion road kill i vejkanten.

‘Equinox’.

‘Equinox’

Brunstig påskehare-dæmon går undercover som midaldrende dansklærer og knalder elev under hedensk sexritual i Rold Skov med velsignelse fra kultleder Kirsten Lehfeldt.

Det er lige før, den anden danske Netflix-serie fortjener en vis respekt for at have leveret et af årets mest grotesk latterlige plot med et så straight face, at selv castet synes at være blevet overbevist om, at de medvirkede i den nye ’True Detective’ og ikke en omgang rollespil i kikset hjemmestrik.

Man kunne ikke helt bebrejde dem, for som udgangspunkt lød det som en spændende idé at filmatisere Tea Lindeburg populære DR-podcast af samme navn, hvori en gymnasieklasse forsvinder sporløst under studenterkørslen.

Men da serien endelig landede, skabt af selvsamme Lindeburg, blev vores traumer fra Netflix’ første danske produktion ’The Rain’ på mareridtsagtig vis vakt til live igen i et forvrøvlet sammensurium af eventyrlige væsner og konspirationsteorier, som havde holdet bag tvangsparret en Jussi Adler-Olsen-krimi med en kasseret TV 2-julekalender.

Miranda (Cynthia Nixon), Carrie (Sarah Jessica Parker) og Charlotte (Kirsten Davis) i ‘And Just Like That …’. (Foto: HBO Max)

‘And Just Like That …’

… satte Sarah Jessica Parker og serieskaber Patrick Michael King ild til ’Sex and the City’s historiske arv som bølgebryder for kvindedrevne serier med en fortsættelse så tåkrummende ringe, at det lige så vel kunne have været én lang ’Saturday Night Live’-spoof over originalseriens største blindspots.

’And Just Like That …’ var åh-så optaget af at rode bod på fortidens u-woke synder, at hver af de tre tilbagevendende hovedroller, Carrie, Miranda og Charlotte, slet og ret blev udstyret med en til formålet skræddersyet farvet BFF, der kunne lære dem en ting eller to om skabsracisme og moderne kønsidentitet, som havde kvinderne levet under en sten i 20 år.

Alt imens 50-something Carrie – New Yorks mest feterede sexklummeskribent i 90’erne med sloganet »CARRIE BRADSHAW KNOWS GOOD SEX« – pludselig slog korsets tegn over at tale højt om griseri a la onani og, gisp, analsex. Hvorfor ’And Just Like That … ’ ikke overraskende var fattig på kødelige lyster på det ene punkt, hvor serien kunne have gjort en reel forskel i fremstillingen af midaldrende kvinders sexliv i mainstreamkulturen.

Det var ikke kun Samantha, der brillerede ved sit fysiske fraværd på skærmen, det var selve ’Sex and the City’s pionerånd, der ligesom Mr. Big udåndede i første afsnit.

‘Old’. (Foto: PR)

‘Old’

I M. Night Shyamalans ’Old’ tager en flok gæster på et luksusresort på dagstur til en afsidesliggende paradisstrand, men knap har de forkælede repræsentanter fra den øvre, ungdomsfikserede middelklasse smurt solcreme på næserne og bitchet over first world problems, før dagen tager en drejning, der får selv ’Lost’s mest åndsbollede afsnit til at fremstå som prestige-tv.

Hvad der kunne have været en saftigt samfundssatirisk gyser, rallede i stedet i vandkanten som strandvasker af en filmfadæse, hvis hovedpersoner nærede en akut fobi mod at udtrykke selv de mest basale menneskelige reaktioner på gyserbegivenheder, der ellers kaldte på det største kollektive freakout, siden Mark Wahlberg opdagede, at Moder Natur var sprunget ud som seriemorder i ‘The Happening’.

På en klippetop stod instruktøren selv og overvågede miseren (nej, det er ikke en metafor), og kneb man øjnene sammen, kan man næsten se ham give fingeren til alle os fanfjolser, der naivt stadig venter på endnu et mesterværk fra twistkongen, der gav os ’Den sjette sans’. Snydt igen!

‘Marco Effekten’. (Foto: Nordisk Film)

‘Marco Effekten’

Der var meget på spil, da Nordisk Film overtog Afdeling Q-stafetten fra Zentropa efter Jussi Adler-Olsens eget ønske.

For kunne man forvalte arven fra nogle af de største og mest sikre billetbaskere i nyere dansk filmhistorie? Og kunne publikum vænne sig til en Carl Mørck og Assad, der ikke var Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, hvis kemi brændte ned til bagerste række som hjertet i de første fire film om efterforskningerne af dystre glemte sager?

Svaret var desværre … nej. Ganske vist undgik ‘Marco Effekten’ med 224.000 solgte billetter måske akkurat den totale fadæse, men heller ikke mere (de forrige fire solgte cirka 700.000 hver), og godt nok var der hård konkurrence fra godt vejr og EM i fodbold, men hvad værre er alt det, billettallene dækker over: At danskerne på ingen måde syntes at købe rebootet af deres elskede Afdeling Q.

Man skulle ikke skimme mange posts på sociale medier, før man kunne vejre folkestemningen af ærgrelse over, hvor grå og humorforladt Martin Zandvliets film var. Word of mouth var ubarmhjertig, og desværre var der noget om snakken: Væk var ethvert tiltag til pingpong mellem Carl og Assad, og på mærkværdig vis forsømte filmen alle chancer for at sætte det nye hold af skuespillere i scene.

Tilbage stod derfor blot det lidt generiske krimiplot, som var hæderligt nok med en storsvedende Anders Matthesen i spidsen og socialpolitiske undertoner. Men vi ser ikke Afdeling Q for deprimerende socialrealisme, men for at blive forført af et drønspændende, flot produceret thrillerplot ført an af besnærende karakterer med veloplagt indbyrdes dynamik. Og det var der alt for lidt af i ‘Marco Effekten’.

‘Red Notice’ (Foto: Frank Masi/Netflix)

‘Red Notice’

Hvad kan man få for en milliard kroner, spørger du? En tur ud i rummet med Elon Musk som privat turguide? Bedre forhold for verdens flygtninge?

Næ nej, du kan få et stort fedt filmflop, kan du, leveret af Netflix-maskineriet med en glat indifferens over for originalitet og charme, der giver en kuldegysninger ved tanken om en filmfremtid dikteret af algoritmer.

Så kalkuleret er ’Red Notice’s set-up, at man praktisk talt kan se Excel-arket reflekteret i The Rocks trætte øjne – aka. tidens højest betalte Hollywood-stjerne – mens Ryan Reynolds leverer endnu et ulideligt skabet spin på Deadpool-karakteren, der i årevis har været skuespillerens eneste gear, og vidunderlige Gal Gadot reduceres til lidet andet end endimensionelt blikfang på verdens mindst sexede ’Indiana Jones’-skattejagt.

20 millioner dollars skulle hver hovedrolleindehaver have fået, men det har tydeligvis ikke været nær nok til at inspirere nogen af dem til at fake så meget som et gran af kemi med hinanden. Det burde næsten være kriminelt at kaste så mange knaster i grams for noget så hamrende ligegyldigt.

‘Kvinden i vinduet’. (Foto: Netflix)

‘Kvinden i vinduet’

Hvordan kan man gå galt i byen med Amy Adams, Gary Oldman, Julianne Moore, Jennifer Jason Leigh og årets store gennembrudsstjerne, Fred Hechinger (’The White Lotus’) på scenen?

Nemt, lød svaret i den ellers anerkendte ’Atonement’-instruktør Joe Wrights fantastisk elendige og mindst lige så fantastisk selvfede Hitchcock-wannabe-Netflix-thriller, der forsøgte at gå ’Rear Window’ i bedene med en historie om en kvinde, der ser et måske-mord i huset overfor, men selv er ude af stand til at forlade sit hjem.

I hovedrollen som alletiders filmkliche over en hvidvinsbællende, hvid kvinde på randen af et nervøst sammenbrud lagde Amy Adams sig i selen for at få os til at glemme alt om, at hun er en af årtiets mest Oscar-nominerede stjerner, og skønt Julianne Moore og Gary Oldman til en vis grad virkede til at have fået færten af, at filmen kanske var mere billig lufthavnsknaldroman end prisuddelings-darling-in-spe, så var det ikke info, de delte med resten af holdet.

Resultatet var en film så forelsket i »psykologiske« twist’n’turns og Adams’ tudefjæs, at den spændte ben for selv sit eget hate watching-potentiale.

Tim Stark i ‘Tiger King 2’. (Foto: Netflix)

‘Tiger King 2’

‘Tiger King’ blev et gigantisk fænomen i starten af corona-perioden og tilbød et excentrisk og farverigt afbræk fra den grå danske isolationsvirkelighed.

Efterhånden blev det mere og mere tydeligt, at serien var mere freakshow end socialportræt, og var man ikke overbevist om den sag forinden, stod det da i hvert fald klart, da Netflix uundgåeligt vendte tilbage med anden ombæring i november.

I en rodebunke af »free Joe Exotic«-kampagne, nye rabiate vildtdyrsmisbrugere og hul true crime-opklaring af Carole Baskins eksmands død gav ‘Tiger King’ uvægerligt en dårlig smag i munden, og som det hed sig i slutningen af vores anmeldelse til én stjerne:

»Som dyreaktivisterne siger til big cat-parkerne, vil jeg sige til Netflix om ’Tiger King’ efter sæson 2: Luk lortet«.

‘Don’t Look Up’. (Foto: Netflix)

‘Don’t Look Up’

Hvad skete der, Leo? Spændte passionen for klimaaktivisme ben for kvalitetskontrollen?

En gigantisk komet er på kollisionskurs med vor blå planet i Adam McKays stjernespækkede katastrofefilm af en forklædt klima/pandemi-satire, der ivrigt peger fingre ad en virkelighed, hvor apokalyptiske pressemøder og breaking news fostrer en farlig, udpræget barnagtig realitetsimmunitet i selv de mest oplyste samfund.

Alle ingredienserne til årets mest tidssvarende komedie var linet op på rad og række fra manden bag ’The Big Short’, og vores forventninger var skyhøje. Og så meget desto mere mystificerende var det, at ’Don’t Look Up’ ikke blot viste sig at være påfaldende usjov, men til tider decideret kedelig i en grad, at det lykkedes McKay at dræne saften ud af selv et roadtrip med Leonardo DiCaprioJennifer Lawrence og Timothée Chalamet.

Lad den lige stå et øjeblik: Leo, JLaw og Chalamet. I en bil. Sammen.

Vi ville have købt plausibiliteten af ti kometers eksistens, før vi havde troet det muligt, at dét scenarie kunne tabes på gulvet.

Richard Madden og Gemma Chan i ‘Eternals’. (Foto: Marvel Studios)

‘Eternals’

Der var en vis ironisk anti-katarsis over, at årets Oscar-vindende instruktør også leverede et af Marvels ringeste superhelteeventyr i et årti.

’Nomadland’-filmskaber Chloé Zhaos prisvindende indie-sensibilitet blev totalt kvast under vægten af ævlet superheltemytologi i ’Eternals’, der både ville fremelske sukkersød hjerte-smerte-intimitet, storslået action og interesse for kommende filmeventyr med Angelina Jolie, Kumail Nanjiani, Emma Chan, Richard Madden og Kit Harington med flere.

Ingen af delene lykkedes hverken helt eller halvt, og patos rungede sørgerligt hult, mens savnet efter en Robert Downey Jr. eller en Tom Holland gnavede i fanhjertet.

Så kan det godt være, at ’Eternals’ introducerede Marvels første homoseksuelle karakter såvel som den første døve helt, men lige meget hjalp det filmens overordnede katastrofale mangel på karisma, der forvandlede den til et monument over alt det, superheltefilmfornægtere ynder at tæske løs på.

Havde det ikke været for fænomenale ’Spider-Man: No Way Home’, der landede akkurat, før biograferne lukkede dørene igen, havde vi erklæret en regulær Marvel-filmkrise.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af