‘The Big Short’
Med USA’s forestående præsidentvalg og en faretruende rumlen på Wall Street in mente er ’The Big Short’ en af de vigtigste, om ikke just bedste amerikanske film i år.
Er det en komedie? Not really. Med mindre en storskrydende Ryan Gosling som karikeret Gordon Gekko-opportunist anses som komisk guld. Redegør den for finanskrisens baggrund i filmfrække vendinger, som alle kan forstå? Det afhænger blandt andet af, hvor god du er til at fordøje finanslingo leveret af en nøgen Margot Robbie i et badekar.
Skal du se den? Bestemt.
Instruktør Adam McKay (’Anchorman’, ’Talladega Nights’) er ikke manden, man havde forestillet sig tage finanskrisen under ambitiøs behandling. Ikke desto mindre har han begået en genistreg alene ved at udnytte den samlede kommercielle charme af sit imponerende cast (Pitt! Gosling! Bale! Carell!) til at forklare krisens komplicerede mekanismer. Og hvorfor vi stadig burde være i oprør over de ansvarlige bankers arrogante indifferens og frygte en gentagelse af krakket. Sågar gør den det i finanstermer (subprime-lån, syntetiske CDO’s), der normalt tangerer volapyk for det almene publikum.
Filmen er baseret på Michael Lewis’ roman ’The Big Short: Inside the Doomsday Machine’ og fortæller den virkelige historie om fire amerikanske finansmænd, der allerede i 2006 så bankernes kollaps nærme sig som et afsporet eksprestog.
Excentrikeren Michael Burry (Christian Bale), grundlægger af investeringsfonden Scion Capital LLC, identificerer bomben under USA’s boligmarked: De giftigt dækningsløse og grotesk rundhåndede subprime-lån, der fik markedet til at implodere og smadre nationaløkonomier verden rundt.
Burry forudser, at boblen vil briste i 2007, og kontra sine vantro investorers ønsker giver han sig til at spekulere mod fædrelandets økonomi. Børshajen Jared Vennett (Ryan Gosling) får nys om Burrys opdagelse, og et fejlopkald til investeringsmanager Mark Baum (Steve Carell) kickstarter et aparte samarbejde, hvor også glatte Vennett og desillusionerede Baum gambler mod bankernes stædigt påståede stabilitet. Det samme gør de unge spekulanter Charlie (John Magaro) og Jamie (Finn Wittrock) med hjælp fra finansguruen Ben Rickert (Brad Pitt i endnu en spot-on Robert Redford-imitation).
At disse Hollywood-sværvægtere er linet op for at sikre filmens ellers svært vundne brede succes er sympatisk. Pitts produktionsselskab Plan B har ligeledes skudt penge i projektet, men af alfahannerne er det kun Carell, hvis præstation for alvor gør indtryk. Det er mildest talt besynderligt, at Bale og ikke Carell er løbet med Oscar-nomineringen for bedste birolle. Bale er glimrende, men hverken træer eller tillærte trommesoloer til rollen vokser ind i Oscar-himlen.
Ulig Martin Scorseses 80’er-fest ’The Wolf of Wall Street’ er McKays finansfilm selvsagt ikke ude på at glorificere penge-pingerne. Alligevel benytter den sig ublu af så mange flashy gimmicks (inklusive førnævnte Robbie!) og hidsig musikvideoinspireret krydsklipning for at fastholde publikums interesse, at smartass-stil og malplaceret sexisme paradoksalt nok stjæler fokus fra substansen.
Det bør man dog sluge. Netop nu appellerer demokraternes Bernie Sanders til at reformere Wall Street og splitte USA’s store banker op i et forsøg på at undgå en lignende krise. Imens omdøber selvsamme, uhyggeligt socialt ansvarsløse banker de gamle, oppustede boliglån. Faste i troen på, at almindelige borgere bliver spontant døve af ’finanssnak’, og ikke gennemskuer finten.
Af sted i biffen. Og slå ørerne ud.
Kort sagt:
Af alle tænkelige Hollywood-instruktører, der kunne have tacklet finanskrisen, er det manden bag ’Talladega Nights’ og ’Anchorman’, der har skabt en af 2016’s vigtigste amerikanske film. ’The Big Short’ er langt fra mesterligt filmhåndværk, men som den første stjernekommercielle kommentar til finanskrisen er den immervæk et must.