Johnny Depp og Amber Heard er så småt ved at forberede sig på endnu en tur i retten.
Denne gang gælder det et modsøgsmål fra 2020, hvor Amber Heard sagsøger Depp for 100 millioner dollar. Retssagen er blevet udskudt flere gange på grund af corona, men går i gang næste måned.
Og ifølge Deadline tegner det til at blive en eksplosiv kendis-affære: På vidneskranken finder man nemlig folk som James Franco og Elon Musk, som Depp har anklaget for at have haft affærer med Heard, mens han var gift med hende, samt Depps ven Paul Bettany, der har skrevet en række meget grove beskeder om Heard til Depp.
Samtidig vil offentligheden få adgang til de to stjerners private korrespondance med folk som Jason Momoa, J.K. Rowling og andre kollegaer.
Depp tabte i 2020 sin retssag mod tabloidavisen The Sun, som fik medhold i, at der var dækning for at kalde skuespilleren en »wifebeater« i en artikel. Depp blev efterfølgende nægtet en appel.
James Franco og Elon Musk skal vidne for Heard, mens Bettany vidner for Depp.
Depp har efter den sidste dom beskrevet, at han føler sig »boykottet« af Hollywood, mens han også har langet ud efter »cancel culture«.
»Det er ligegyldigt, om en dom har taget sig noget kunstnerisk frihed. Når der sker en uretfærdighed, om det så er mod dig eller nogen, du elsker eller tror på, så gør modstand, lad være med at sætte dig ned. For de har brug for dig«, sagde Depp blandt andet ved San Sebastian Film Festival sidste år.
Heard og Depps nye retssag begynder 11. april.