Mesteren bag ‘The Wire’, David Simon, vender tilbage til Baltimores kriminelle underverden i den ventede HBO-miniserie ‘We Own This City’.
Her spiller altid fremragende Jon Bernthal den korrupte betjent Wayne Jenkins, der ikke bare begynder at stjæle fra narkoringene, men også fra byens almindelige borgere under dække af at tjene »krigen mod stoffer«.
At dømme ud fra traileren, spænder serien over en del sociale strata i vanlig Simon-stil: Fra gadeplan til advokatkontorer og lokalpolitikermiljøet. Kender man serieskaberen ret, kan vi forvente en hudfletning af krigen mod narko og de menneskeskæbner, der kommer i klemme i storpolitikken.
‘We Own the City’ er skabt af Simon og hans faste partner George Pelecanos, der sammen har givet os ‘The Deuce‘. Simon var senest aktuel med ‘The Plot Against America‘ og er ellers kendt for mesterværker som ‘The Wire’, ‘Show Me a Hero’ og ‘Treme’.
Reinaldo Marcus Green – som også instruerede Bernthal i den Oscar-nominerede ‘King Richard’ – instruerer alle seks episoder af serien. Fortællingen er baseret på den undersøgende journalist Justin Fentons bog ‘We Own This City: A True Story of Crime, Cops and Corruption’.
På rollelisten finder man desuden folk som Jamie Hector (‘The Wire’), McKinley Belcher III (‘Ozark’), Darrell Britt-Gibson (‘Fear Street’), Josh Charles (‘The Good Wife’) og Dagmara Domińczyk (‘Succession’).
Serien har premiere 25. april på HBO Max.