I 2019 fortalte skuespilleren kendt fra serien ‘Empire’, Jussie Smollett, om, hvordan han havde været offer for en hadforbrydelse:
To mænd havde angrebet ham, råbt nedsættende racisistiske og homofobiske udtryk efter ham, overhældt ham med en kemisk væske og bundet et reb om hans hals.
Siden blev Smollett dog anklaget for selv at have iscenesat hele molevitten. Det har han hele vejen igennem afvist, men nu har retten i Chicago erklæret sig uenig:
Skuespilleren er blevet idømt en straf på 30 måneder, hvoraf de første 150 dage skal tilbringes bag tremmer, for at have løjet over for politiet om hændelsen, skriver Entertainment Weekly.
Dommeren betonede, hvordan skuespilleren havde planlagt det fingerede angreb og refererede til den skade, han havde gjort på virkelige ofre for hadforbrydelser. Han anerkendte Smolletts engagement i social retfærdighed, men betegnede ham også som »dybt arrogant, egoistisk og narcissistisk«.
I retten fastholdt skuespilleren sin uskyld, mens han ifølge flere medier understregede, at han ikke er suicidal, så »hvis noget sker med mig, når jeg skal derind (i fængslet, red.), så gjorde jeg det ikke selv, og det skal I alle vide«.