‘Our Flag Means Death’: Ny Taika Waititi-serie er piratspoofen ingen har bedt om

‘Our Flag Means Death’: Ny Taika Waititi-serie er piratspoofen ingen har bedt om
'Our Flag Means Death'. (Foto: HBO Max)

Da Taika Waititi lavede den geniale vampyrspoof ‘What We Do in the Shadows’ i 2014, var den årelange ‘Twilight’-inducerede vampyrrevival i popkulturen ved at nå sit mætningspunkt. Den deadpannede mockumentary ramte ikke bare komisk plet, men også tidsligt.

Selvom David Jenkins står som skaberen bag ‘Our Flag Means Death’, og Taika Waititi ’blot’ er på rollelisten, har instrueret pilotafsnittet og tjent som executive producer, står den newzealandske Oscar-vinders navn og humor skrevet ud over hele den nye HBO-serie. Denne gang er det bare piratlivets romtønde af machismo, der skal blandes op med lidt skæv humor.

Der er noget grundlæggende tilfældigt over, at det lige er et piratskib, vi skal stige om bord på.

Piraten som figur og karakter er muligvis tidsløs. Men sidst jeg tjekkede, har pirater ikke været hypede, siden Johnny Depp gik planken ud i ‘Pirates of the Carribean’ i 00’erne. Hvilket ikke havde været noget problem, hvis ‘Our Flag Means Death’ havde været bare halvt så sjov som ‘What We Do in the Shadows’.

‘Our Flag Means Death’ føles mest som piratspoofen, ingen har bedt om.

Intentionerne fejler ellers ikke noget. Pirateri er et tagselvbord for den slags anakronistiske komediestil, Taika Waititi har gjort til sit varemærke. Men bare fordi det i teorien er en sjov idé at skrælle macholaget af piratlivet, kommer ‘Our Flag Means Death’ aldrig rigtigt videre end at være en sjov idé.

‘Our Flag Means Death’. (Foto: HBO Max)

‘Flight of the Conchords’-skuespilleren Rhys Darby er veloplagt som rigmanden Stede Bonnet, der er draget til søs for at prøve livet som pirat. En dannet og romantisk herre, der i bedste oplysningsstil betaler sine pirater borgerløn og forsøger at anerkende hver enkelt blodtørstige og guldtandede medlem af besætningen som et selvstændigt individ.

I kontrast til hans medmenneskelige gemyt står navnet på skibet Revenge, hvor mottoet til gengæld er det trivselsorienterede rim, »We talk it through – as a crew«

Men det viser sig hurtigt, at Kaptajn Bonnet i virkeligheden hverken har pirattrangen eller flair for at plyndre. Mest et uoriginalt faderkompleks, der har sendt ham til søs for at vise sit værd som hårdkogt. Det efterlader en scene, hvor han ikke engang er i stand til at kravle ned af rebet til den værdiløse og harmløse fiskerrobåd, han i sidste ende kun formår at hugge en lille tinkande fra, ingen tvivl om på hysterisk overdreven vis.

Hvor den komiske præmis er mere end tydelig, er fortællingen desværre ikke stram nok. Om det er Kaptajn Bonnets kamp for at bevise sit værd eller et par underudviklede sidespor, der skal engagere os i længden, er samtlige plot så tynde, at ‘Our Flag Means Death’ bliver kedelig i længden.

Ikke at den er uden charme. Ikke mindst på grund af besætningen bag Kaptajn Bonnet, der holder solidt og hyggeligt gang i de klassiske pirattyper. ‘Our Flag Means Death’ fungerer bedst i deres selskab, når den lader komikken ved pirater, der spiller tennis, syr flag og mundhugges, få lov til at tale for sig selv. Det nuttetkomiske ved et mytteri, der afblæses, da piraterne ikke vil give afkald på kaptajnens godnatlæsning af ‘Pinocchio’ med stemmer og det hele.

Men det meste af tiden er der tale om så forudsigelig komik, at man aldrig rigtigt får rykket på lattermusklerne. Det er selvhøjtideligt og overdrevent gakket som en Monty Python-sketch, men originaliteten og overraskelsesmomentet udebliver.

Hvorvidt det vil ændre sig, når Taika Waititis legendariske pirat Blackbeard endelig gør sin entré, (han forbliver en mytisk figur i de første tre afsnit), kan man jo håbe på.


Kort sagt:
‘Our Flag Means Death’ er ikke sjov nok til at dække over, at man virkelig skal ville dens spinkle handlingsgrundlag for at være underholdt i længden. Uden ordentligt komisk fodarbejde træder serien vande i sin grundpræmis og ender som én lang piratbefængt punchline. 

Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.

‘Our Flag Means Death’. TV-serie. Serieskaber: David Jenkins. Medvirkende: Rhys Darby, Taika Waititi, Kristian Nairn, Nathan Foad, Samson Kayo, Rory Kinnear, Con O’Neill, Joel Fry. Spillelængde: 10 afsnit a 25 min. Premiere: De første tre afsnit kan ses på HBO Max.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af