Medie: Netflix sætter Will Smith-film på pause efter Oscar-skandale

Medie: Netflix sætter Will Smith-film på pause efter Oscar-skandale
Will Smith modtager karrierens første Oscar for 'King Richard' – efter at have slået Chris Rock på scenen. (Foto: Neilson Barnard/Getty Images)

Will Smith kan efter sigende allerede mærke karrierekonsekvenserne af hans lussing mod Chris Rock ved Oscar-uddelingen sidste uge.

Ifølge The Hollywood Reporter har Netflix sat Smith-filmen ‘Fast and Loose’ på pause grundet skandalesagen. Det sker efter, at Smith selv har valgt at trække sig fra Oscar-akademiet for at foregribe et scenarie, hvor akademiet smider ham ud.

The Hollywood Reporters kilder siger, at Netflix har valgt at sætte filmen på pause indtil videre, og at de muligvis vil overveje at finde en ny skuespiller, fordi de er påpasselige med at samarbejde med Smith, mens Oscar-skandalen ruller.

En af mediets kilder siger, at Sony også har valgt at sætte ‘Bad Boys 4’ på pause, mens sagen udfolder sig. Smith havde ellers allerede modtaget en del af manuskriptet.

Smiths næste film ¨’Emancipation’ er et storstilet prestigeprojekt fra Apple TV+, der under normale omstændigheder ville være en tidlig kandidat til stor Oscar-opmærksomhed.

Smith spiller en undsluppet slave i thrilleren, der instrueres af Antoine Fuqua (‘Training Day’). Optagelserne er allerede i hus og postproduktionen er i gang med en forventet premieredato senere på året. Det er uvist, hvad Apple vil gøre med filmen efter Oscar-skandalen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af