’Outer Range’: Scifi-western-serie med Josh Brolin starter og slutter virkelig stærkt
Hvis man kombinerede den mesterlige sci-fi-serie ’Dark’ med Taylor Sheridans neo-western-epos ’Yellowstone’, ville resultatet være ’Outer Range’.
Et mystisk hul i jorden dukker op på rancheren Royal Abbotts (Josh Brolin) jord i det billedskønne Wabang, Wyoming. Han er en af den slags typer, der holder følelserne inde bag de konstant sammenknebne læber på det bistre ansigt.
Han drages til konstant til hullet uden at vide hvorfor, og hurtigt står det klart, at det ikke helt er af denne verden. Man bliver enten kastet frem eller tilbage i tiden. Det er da derfor, området til tider bliver overrendt af ellers uddøde amerikanske bisoner.
Som om det ikke var nok, har Royal flere problemer. En nabo har set sig lun på en del af hans landområder og forsøger at tilrane sig det – inklusive området med tidshullet. En sen aften foran den lokale bar kommer en af Royals og naboens sønner op at slås, og (selvfølgelig) ender sidstnævnte med at blive tævet ihjel.
Tilmed er Royals svigerdatter forsvundet sporløst, og sandelig om der ikke også dukker en mystisk fremmed op, Autumn (Imogen Poots), der er meget interesseret i at købe hans jord og virker til at vide noget om tidshullet.
Ak ja, der er meget om ørerne på den gode Royal.
Serieskaber og hovedforfatter Brian Watkins kunne med fordel have fravalgt et af de mange dilemmaer. Især fordi handlingen snegler sig frem efter den stærke start. Alle konflikter bliver sat op, og så bliver der trådt vande: Mordet og den tilhørende opklaring bliver en fesen overspringshandling, før vi kan komme over til sci-fi-delen af serien.
For det er dér, ’Outer Range’ vækkes til live. Hvorfor er det, at hullet overhovedet eksisterer, hvor kommer det fra, hvor fører det hen, er der rumvæsner på spil?
Spørgsmålene er utallige, ikke mindst efter man i slutningen af andet afsnit ser Royal komme ud af hullet to år ude i fremtiden, hvor myndigheder og tilskuere er stimlet sammen omkring den mørke afgrund, på behørig afstand bag afspærringer.
Det mentale skakspil mellem Royal og Autumn skaber behørig spænding, ikke mindst takket være præstationerne fra Brolin og Poots. Hver især trækker de ’Outer Range’ fra middelmådighed op i den potentielle sleeperhit-kategori.
Slutningen på sæsonen lover godt, men spørgsmålet er, om der kommer en anden ombæring. I ’Outer Range’s slowburn-iscenesættelse sker der simpelthen ikke nok til at holde seerne til ilden. Og da alle afsnit ikke er udkommet på én gang, kræver det, at der er et stort nok kernepublikum, som har lyst til at blive hængende.
Imens kan man nyde nogle virkelig smukke stemningsbilleder, hvor det er svært ikke at drømme sig hen blandt de frodige Wyoming-landskaber.
De to sidste afsnit er dog så stærke, at det bliver den mellemliggende tid værd. Sci-fi-delen får mere fat, og plottet bevæger sig markant hurtigere frem. ’Outer Range’ fortjener på baggrund af de to afsnit alene en ny sæson.
Kort sagt:
’Outer Range’ starter og slutter sæsonen stærkt, men midten snegler sig af sted. Nysgerrigheden efter at vide mere om universet er bestemt intakt efter sæsonens sidste afsnit.Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.