Den største seermagnet på amerikansk flow-tv er ikke ’Succession’ eller en af de andre hypede kritikerdarlings, der typisk præger spaltepladserne. Det er tværtimod noget så gammeldaws som en western-serie med cowboys, kvæg og skuddueller – dog med et moderne twist.
’Yellowstone’ er på overfladen enhver republikaners våde drøm. Mænd er mænd, og skurkene er storby-snuder fra øst- eller vestkysten, som prøver at få skovlen under den ordknappe og stolte rancher John Dutton (Kevin Costner).
Publikum er vilde med den. Otte millioner amerikanere tunede ind for at se premieren på sæson fire, og 9,3 millioner var klistrede til skærmen, da sidste afsnit kom 2. januar. Det er usædvanligt høje flow-tal i en streamingtid og gør ’Yellowstone’ til den mest populære serie på flow-tv i USA.
Skraber man lidt i den montanaske jord, finder man tendenser, der er alt andet end konservative. Og det er i og for sig en perfekt afspejling af seriens skaber, den Oscar-nominerede manuskriptforfatter, skuespiller og instruktør Taylor Sheridan.
Som skuespiller har den 51-årige texaner ikke gjort sig voldsomt bemærket. Jeg husker ham bedst som den nævenyttige sherif David Hale, der får hjernen blæst ud i biker-serien ’Sons of Anarchy’. Siden er han er genopstået på bedste fugl Føniks-manér som historiefortæller.
Han slog sit navn fast med manuskripterne til ’Sicario’, ’Hell or High Water’ og ‘Wind River’ (som han også instruerede). Tilsammen udgør de hans ’Frontier’-trilogi, et studie af lovløshed i udkantsregionerne i det moderne USA.
Men nu er han blevet et brand i sig selv. Efter tredje sæson af ’Yellowstone’ gav ViacomCBS, der står bag serien, ham et tilbud, han ikke kunne afslå: Over de næste tre år skal han levere fem nye shows. Lønnen? 200 millioner dollars. Det placerer ham i den tunge showrunner/producerliga med navne som Netflix’ Shonda Rhimes og Ryan Murphy – blot med et andet publikum i tankerne.
Investeringen bærer allerede frugt. ’Yellowstone’-prequelen ’1883’ kom tidligere i år, og endnu et spin-off til cowboy-serien, ’6666’, er annonceret. Derudover kom krimiserien ’Mayor of Kingstown’ i slutningen af oktober sidste år med Jeremy Renner og Kyle Chandler i de bærende roller, og actionlegenden Sylvester Stallone har netop skrevet under på at spille gangster i ’Kansas City’.
’Land Man’ er baseret på en podcast og handler om olieindustrien i det vestlige Texas, og Billy Bob Thornton – som har en stærk birolle i ’1883’ – rygtes som hovedrolleindehaver. Han skal også producere westernminiserien ’Bass Reeves’ sammen med David Oyelowo, der selv skal spille hovedrollerollen. Og det er bare toppen af isbjerget.
Men hvad er det, Taylor Sheridan har ramt med sine fortællinger om noget så bedaget som cowboys i alle afskygninger? Især fem kendetegn kan forklare successen.
1. Autenticitet
Sheridan forankrer sine historier i realistiske miljøer. Hvad end vi er i Texas eller Montana, bruger han hverken green-screen eller andre Hollywood-smarte gadgets. Kameraet er til stede, når kvæget skal drives over marken.
Taylor Sheridan var da også selv cowboy, før han gik skuespilvejen. Sidste år blev han sågar indlemmet i Texas Cowboy Hall of Fame. Blandt de andre medlemmer finder man skuespilleren Tommy Lee Jones og countrysangeren Willie Nelson.
Der er heller ikke noget overnaturligt fis i hans værker. Fortællingerne er jordnære med (næsten) helt almindelige mennesker, der pludselig befinder sig i ekstraordinære omstændigheder. Det er arbejderen, ’the average Joe’, der er i fokus hos Sheridan, og den type findes over hele USA.
2. Brutalitet
Volden er et fast element i Taylor Sheridans universer. Og det er sjældent den velkoreograferede slags a la ’John Wick’, men snarere tungt og grimt inspireret af virkeligheden.
»Vold kan du enten dramatisere eller indfange«, forklarede han selv i 2017 til The Guardian i forbindelse med forberedelserne til sin film ’Wind River’, hvor han havde studeret tre års filmede skududvekslinger fra politiet i LA.
»De er pludselige, voldsomme og ovre, før de overhovedet er begyndt. Og de er beskidte og rodede – folk dør ikke altid af den første, anden, tredje, fjerde eller femte kugle. Det var dén realisme, jeg ville fange. Ikke glorificere den«, sagde han.
Det er da også den form for voldsudgydelser, vi møder i nybygger-western-serien ’1883’, hvor et simpelt lommetyveri eskalerer fra tæv til en hængning i løbet af et minut. Hurtigt og råt, the cowboy way.
3. Cowboy-woke
Neo-western-genren består af hovedværker som Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’ og Tommy Lee Jones’ ofte oversete ’The Three Burials of Melquiades Estrada’. Men efterhånden er det ikke helt forkert at kalde Taylor Sheridan for genrens godfather.
Selvom Sheridan har erklæret sig for apolitisk, fornemmer man alligevel nogle fremsynede værdier i hans fortællinger. Lige meget om det er fattige eller folk af anden etnicitet end bacon-kaukasisk, er der ingen tvivl om, at han er på deres side. Dermed ikke sagt, at ’Yellowstone’ eller ’1883’ er utopier, men de racistiske mennesker bliver for eksempel netop kaldt ud for at være fortidslevn, der ikke kan følge med tiden og derfor klynger sig til arkaiske verdensbilleder.
Sheridan har selv kaldt John Dutton fra ’Yellowstone’ for en dinosaur, en herlig meta-bemærkning med tanke på, at Kevin Costner nærmest har været synonym med den klassiske cowboy-skikkelse i moderne amerikansk film.
Hans sympati med indfødte amerikanere, som blandt andet kommer til udtryk i ’Wind River’, stammer fra Sheridans egne erfaringer. Tidligt i karrieren ledte han efter et sted at slippe væk fra storbyen, og flugten førte ham ad omveje til et reservat, hvor han på nærmeste hånd oplevede, hvordan de hvide naboer diskriminerede – både mod de indfødte amerikanere og mod Sheridan selv, fordi han var sammen med dem.
4. Alle de store vil lege med ham
Der er en grund til, at Tom Hanks og Billy Bob Thornton popper i små cameos i ’1883’, og at Costner, Sam Elliott og senest Sylvester Stallone takker ja til hovedroller i Sheridans projekter.
Han skriver simpelthen fremragende og komplicerede karakterer, der er guf for en ambitiøs skuespiller. I dag venter mange blot på hans opkald.
»Det er sådan, det er med ham. Han løfter røret og ringer til folk som Billy Bob Thornton, Tom Hanks, Sam Elliott og Tim McGraw og siger ’Hey, jeg har den her idé’. Så ringer jeg til agenten efterfølgende og får aftalen på plads«, som producerkollegaen på den kommende Stallone-serie ’Kansas City’, David C. Glasser, har udtalt.
5. Ikke kun for western-aficionados
‘Yellowstone’ var oprindelig tænkt som et HBO-projekt, men HBO mente ikke, at der var nogen, der ville se serien og takkede nej. Den spådom holdt ikke just stik.
Selve western-grundfortællingen er nemlig et perfekt udgangspunkt for at afsøge temaet om clashet mellem fortid og fremtid, som fylder i mange af Sheridans værker.
Og måske undervurderede HBO desuden, at ’Yellowstone’ ikke blot appellerer som en western, men også med dens sammenblanding af genrer. Udover western er der også elementer af krimi og soap, der gør, at der er noget at komme efter, selvom man ikke normalt er til serier om mutte mænd i cowboyhatte.
’Yellowstone’ og ’1883’ kan ses på Paramount+.