Kan du huske dengang i 2014, da Nic Pizzolatto var det hotteste manuskriptforfattershit, man kunne komme i nærheden af? Ikke bare fordi han slog pludseligt og stort igennem med den forrygende ‘True Detective’, men også fordi han fremstod så badass med masser af læderjakker og endnu mere attitude.
Well, Pizzolattos stjerne dalede hurtigt med sæson 2, og pludselig fremstod han mere som karikatur end original.
I dag har Taylor Sheridan overtaget positionen som filmverdens sejeste ordsmed. Da vi møder ham i Cannes, ser han med tight gråt jakkesæt, intense øjne og gunstig hagekløft akkurat så cool ud som de stjerner, der frontliner hans nye film, Elizabeth Olsen og Jeremy Renner, og han har da også selv en fortid som skuespiller, blandt andet i ‘Sons of Anarchy’.
Mens juryen stadig voterer på Pizzolatto, er der tunge indicier, der indikerer, at Sheridan er the real deal. Han skrev manuskriptet til ‘Sicario’ og ‘Hell and High Water’, to af de sejeste, mest hårdkogte og velskrevne amerikanske indie-produktioner fra de seneste år, der begge er stemningsfyldte spændingsfilm med samfundskritiske undertoner.
Det samme kan man sige om Sheridans nye film, den både følsomme og eksplosive ‘Wind River’, der udspiller sig i et helt nyt miljø, men igen afsøger det amerikanske grænseland. I thrilleren samarbejder en grøn FBI-agent (Olsen) og en lokalkendt wildlife-jæger (Renner) om at opklare det brutale mord på en indfødt kvinde nær et indianerreservat i det barske, snedækkede landskab i Wyoming.
Og mens han med sine to tidligere historier overdrog instruktørdepechen til andre kapable kræfter, Dennis Villeneuve og David Mackenzie, har Sheridan denne gang besluttet sig for selv at instruere. ‘Wind River’ har nemlig stor personlig betydning for den 47-årige texaner.
»Da jeg var i 20’erne, havde jeg en meget god ven, som var indfødt, og som voksede op i et reservat og introducerede mig for den verden. Jeg genbesøgte stedet mange gange, fordi jeg var så betaget af kulturen, og jeg fik mange venner der«, siger Sheridan, da vi møder ham under Cannes-festivalen.
»Jeg var så oprørt over den måde, de bliver behandlet på. USA går igennem en meget nødvendig katarsis for tiden, hvor vi konfronterer mange af vores dæmoner, for eksempel omkring race og køn. Men det her er en dæmon, vores nation tilsyneladende ikke vil konfrontere, og jeg forstår det ikke. Ingen nævner de indfødte folk, som har været tvunget til at bo i det, der i virkeligheden er fangelejre, i hundredvis af år«, uddyber han og fortsætter:
»Det er fucking anstødeligt, og jeg ville skrive en film, der viste de akutte problemer. Kunne det være blevet en bedre film, hvis en anden havde instrueret? Jeg ville elske at have set, hvad Scorsese ville gøre med materialet, men jeg ved ikke, om han ville have sagt det, som jeg siger det. Jeg var nødt til at sige det på den her måde«.
Krænkelsesspolitiet vil naturligvis straks undre sig over, at Sheridan fortæller om de indfødtes problemer gennem to hvide hovedkarakterer. Men smooth operator-instruktøren har svar på rede hånd.
»Jeg har to svar til det: Nummer 1: Hvordan kan jeg skrive historien fra et indfødt perspektiv? Hvor arrogant ville det være at skrive fortællingen ud fra et perspektiv, der ikke er mit? Jeg kan kun sandfærdigt fortælle en historie fra synsvinklen hos en mand, der har været forelsket i en indfødt kvinde, og som har venner og familie i reservaterne«, siger han.
»Nummer 2 er den barske virkelighed, det er at lave uafhængige film. Man har brug for at kunne sælge filmen til udlandet, og det kræver en genkendelig vare. Så jeg er nødt til at finde spillere, der er attraktive for markedet, og som samtidig tjener mine kunstneriske ambitioner. Og så håber jeg, at jeg har været med til at skabe stjerner ud af de indfødte skuespillere, der også medvirker«.
Ifølge Elizabeth Olsen er Sheridans personlige erfaringer netop hans styrke.
»Det mest givtige som skuespiller ved Taylor er, at alt, hvad han skriver, er noget, han selv har oplevet på den ene eller anden måde. Måske gennem hans venner, der er SEALS, fra hans egen tid på et reservat eller fra hans opvækst som cowboy ude på landet. Han har både en stor følsomhed og viden«, siger hun.
Med ‘Wind River’ afslutter Sheridan sin såkaldte frontier-trilogi: ‘Sicario’ foregår i narkogrænselandet mellem Mexico og USA og ‘Hell or High Water’ i texansk ørkenland. Men det er ikke kun granskningen af de nådesløse amerikanske landskaber, der er fællesnævneren, understreger han.
»‘Wind River’ er konklusionen på et tema, jeg udforsker i alle tre film, nemlig faderskab og faderfigurens svigt«, bemærker han med henvisning til såvel Jeremy Renner-karakterens traumatiske fortid og hans relation til den afdøde piges sørgende far.
Sheridan blev selv far som 40-årig, og det var først i det øjeblik, at han blev rigtigt voksen, siger han.
»Som far er jeg hele tiden skrækslagen for at fejle. Og som forfatter forestiller jeg mig det svigt på den mest ekstreme og perverse måde«.
’Wind River’ får premiere 4. januar.