De danske Netflix-serier har hidtil primært gjort sig i alvorstung nordic noir og science fiction i ‘The Rain’, ‘Equinox’, ‘Kastanjemanden’ og ‘Chosen’. Men nu er tiden kommet til en vaskeægte komedie.
Serien hedder ‘Skruk’ og handler om fertilitetslægen Nana (Josephine Park), der i en gevaldig brandert inseminerer sig selv med sin ekskærestes sæd – og bliver gravid, hvilket selvfølgelig åbner op for en række forklaringsproblemer for Nana.
Første teaser til serien, der lander på streamingtjenesten 8. juni, er netop landet – og her får vi første indblik i Nanas bedrag.
Udover Josephine Park medvirker en perlerække af stærke unge skuespillere: Olivia Joof Lewerissa, Simon Sears, Jesper Ole Feit Andersen og Anne Sofie Wanstrup. Også erfarne kræfter som Charlotte Munck, Mikael Birkkjær, Lisa Carlehed og Thomas Levin er med.
Bag serien står Amalie Næsby Fick og Nikolaj Feifer. Fick er egentlig animationsinstruktør, men lavede i 2020 også den vellykkede liveaction-serie ‘Sex’ for TV 2. Feifer har blandt andet instrueret afsnit til ‘Banken’ og ‘Sjit Happens’, ligesom han var medforfatter på ‘Blå bog for evigt’ til TV 2 Zulu sidste år.
‘Skruk’ består af seks afsnit, der lander på Netflix 8. juni.