David Cronenberg og Viggo Mortensen samarbejder for fjerde gang i den stærkt imødesete body horror-film ‘Crimes of the Future’, der får verdenspremiere på Cannes Film Festival næste måned.
Duoen har haft et imponerende samarbejde, der tæller perlerne ‘A History of Violence’, ‘Eastern Promises’ og ‘A Dangerous Method’. Denne gang får de selskab af ingen ringere end Kristen Stewart og Léa Seydoux i hvad der nok skal blive en af de mest omtalte film på festivalen.
Den første teaser er netop blevet frigivet, og det ligner en Cronenberg-classic med masser af kropsligt ubehag.
Den officielle synopsis lyder: »I takt med at menneskearten tilpasser sig et syntetisk miljø, undergår kroppen nye transformationer og mutationer. Med sin partner Caprice (Léa Seydoux) viser den berømte performancekunstner Saul Tenser (Viggo Mortensen) sine organers metamorfose i en række offentlige avantgardeoptrædener. Timlin (Kristen Stewart), en efterforsker i det nationale organregister, følger deres bevægelser som en besat, hvilket fører til, at en mystisk gruppe bliver afsløret. Deres mission er at bruge Sauls berygtethed til at kaste lys over den næste fase i menneskelig evolution«.
‘Crimes of the Future’ er David Cronenbergs første film i otte år efter det perverterede Hollywood-drama ‘Maps to the Stars’. Men filmen ligner en klar tilbagevenden til den body horror-genre, han har perfektioneret i film som ‘The Fly’, ‘Videodrome’, ‘Dead Ringers’ og ‘Crash’.
Filmen afventer dansk premieredato.